Kære pige 21 år

Tusind tak for din mail, som jeg nu har læst. Jeg har også genlæst den mail, du sendte til os i juni. 

Først og fremmest vil jeg sige til dig, at jeg stadig tror, at du er på rette vej i forhold til dit valg om at starte på uddannelsen til sygeplejerske. Som jeg læser dine mails, handler din tvivl, dine frustrationer og din følelse af at være "en fiasko" nemlig ikke så meget om det faglige, men snarere om din oplevelse af at være den generte, den, der er "udenfor".

Det lyder på mig til, at der har udviklet sig et tema i dit liv, der er startet i folkeskolen; i "pigegruppen" føler du dig ikke godt til rette. Du føler dig genert og måske forkert og anderledes. Når du er sammen med drengene, føler du dig derimod tryg og på hjemmebane. Sagt på en anden måde, er din identitet sammen med drengene en anden, end den identitet du har, når du er i en pigegruppe. 

Det kan være en udfordring for dig nu, hvor du er startet på en uddannelse, der traditionelt overvejende vælges af piger. Så hvad gør du?

De oplevelser, du som barn/ung har haft med piger og drenge i folkeskolen, har givet dig nogle erfaringer, som du på godt og ondt tager med dig ind i dit voksne liv. Nogle af de erfaringer vi gør os, udvikler os og gør os til "hele" voksne, og andre erfaringer forkramper os. Det er op til os selv at sortere. Og det er et arbejde, der kræver tid. Og den tid har du ikke lige nu, hvor du er frustreret, og har behov for et hurtigt svar, der kan hjælpe dig, mens pigerne på dit studie taler om studiegrupper.

Et hurtigt råd fra mig vil være; sidder der mon en anden på dit studie, der ligesom du er lidt tilbageholdende og afventende i forhold til alt det nye? Kig dig godt omkring, måske hun gemmer sig lidt. Eller sidder dig måske enkelt dreng, du kunne danne studiegruppe med? Øv dig i at tænke, at ingen på studiet kender dig, ingen ved, hvilke negative oplevelser du har med pigegrupper. At starte på et nyt studie er svært for de fleste, og nogle reagerer ved at tale højt og længe, andre ved at være stille og afventende. Lad tiden arbejde for dig - jeg vil vædde min gamle venindebog på, at om et par måneder har uroen lagt sig og pigerne er faldet mere til ro ; ).      

Det er menneskeligt at synes, at noget er svært, og det er menneskeligt at føle sig anderledes. De oplevelser og erfaringer du har gjort dig, vil du uden tvivl kunne drage nytte af engang, når du som sygeplejerske skal bruge al din omsorgsfuldhed og indlevelsesevne. Giv ikke op! 

De bedste hilsner fra Tina