Menstruation stopper aldrig

brevkassespørgsmål

Menstruation stopper aldrig

brevkassespørgsmål af
Anonym pige
21 år
Oprettet 3 år 7 måneder siden

Hej.

Jeg skiftede fra p-piller til minipiller i december, (for at undgå østrogen) og min menstruation stoppede fuldstændig indtil slut april, hvor den kom igen. Jeg har så haft menstruation uafbrudt i 1 måned nu, ganske vist i mindre grad end normalt. Men jeg er ved at blive sindssyg, for det virker af og til som om det vil stoppe, men næste dag er det er frisk rødt blod igen. Jeg kan ikke have sex med min partner og vi er begge meget frustrerede og ved at gå ud af vores gode skind. Er der virkelig intet man kan gøre for at stoppe det? 

Svar: 

Kære 21-årige

Tak for dit spørgsmål.
Det lyder da virkelig irriterende, at din menstruation bare bliver ved og ved. Desværre er blødningsforstyrrelser en af de hyppigste bivirkninger ved minipiller. Faktisk oplever 50% af brugerne blødningsforstyrrelser indenfor de første 18 måneder. Det er dog oftest små pletblødninger, der ikke er så generende, som det du beskriver. Heldigvis vil blødningerne med tiden igen blive regelmæssige, så mit råd til dig er, at holde ud lidt endnu. Det er 6 måneder siden, du startede på minipiller, så med al sandsynlighed vil din menstruation snart vende tilbage til normalen.
Hvis du bare ikke orker mere, så vil jeg anbefale, du kontakter en privatpraktiserende gynækolog. Man kan muligvis forsøge med et præparat, der hedder Provera (kunstigt østrogen). Den kan gives som en kur i 10-14 dage, og vil give dig blødninger, men derefter skulle din cyklus så også være "nulstillet", og man kan håbe, du derefter vender tilbage til normal cyklus. Jeg er dog ikke helt sikker på, om Provera kan være en mulighed til dig, så tag en snak med en gynækolog(man behøver ikke henvisning).

Held og lykke med det
Mvh Anne 

Annes billede
Anne har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program