Meget Irreterende lillesøster
Meget Irreterende lillesøster
Hej.
Min lillesøster driller og irretere mig ret ofte. Når jeg så giver hende lidt igen, hvilket jeg ikke kan lade være med, råber hun STOOP eller LAD VÆRE. Så højt hun kan så min forældre hører det. De bliver rigtig sur og for det meste på mig. Jeg prøver at forklare den situation, men de forstår det sjældent. Problemet med min lillesøster er at hun bare kan blive ved med at svar være flabet. Og til sidst kan jeg ikke mere og begynder at få temperement. Demed er det mig der får skylden for det hele også fordi jeg er det ældste, da hun er 13.
Hvad skal jeg gøre,? er træt af min altid irreterende søster og forældre der kun bliver sure på mig og ikke hende.
Hej Jens,
Jeg kan godt forstå, at du bliver irriteret på din lillesøster, når hun driller. Søskende kan være rigtig irriterende, og det kan være svært at lade være med at drille igen og til sidst blive sur. Det er som regel sjovest at drille andre, hvis de reagerer på det og bliver lidt sure. Derfor kan det være en god idé at prøve ikke at drille tilbage eller blive sur, men bare lade som ingenting, hvis du kan, og så har hun måske slet ikke lyst til at drille så meget. Mindre søskende synes ofte, at større søskende er rigtig spændende, og de ser meget op til dem. At drille er en måde at få kontakt til dig på, måske fordi det er svært at sige, at hun gerne vil lave noget sammen med dig eller synes, at du er sjov og spændende. Har du prøvet at snakke med hende om, hvorfor hun driller, eller måske foreslået at lave noget sammen med hende, som ikke handler om drilleri?
Du skriver, at dine forældre giver dig skylden, når I har drillet hinanden, og at det er svært at forklare dem situationen. Det er desværre ikke altid, at ens forældre helt forstår, hvordan det hele startede og hvis skyld det er, og så kommer de måske til at give dig skylden, fordi du er den ældste og de synes, at du bør tage hensyn til den mindste - og det er jo ikke helt fair. Selvom det kan være svært at forklare dem det, eller det virker til at de ikke forstår det, er det en god idé at prøve at snakke med dem om, hvad det er der sker, når hun begynder at drille, og at du er træt af altid at få skylden. Jeg tænker også på, om det er muligt at forklare dine forældre, at du gerne vil være lidt i fred for din lillesøster? Dine forældre har selv været teenagere, og jeg er sikker på, at de kan forstå, hvis du gerne vil være lidt i fred uden din lillesøster.
Jeg håber, at du kan bruge mit svar, så du kan få lidt styr på din søsters drilleri. Heldigvis er der også rigtig mange fordele ved at have søskende :-)
De bedste hilsner
Jeanette