Mave rumlen
Mave rumlen
Hej jeg er en pige på 16 år. Jeg har hele mit liv altid haft en livlig mave= lyde og sådan. Men jeg skal snart til eksamen hvor der skal være HELT stille. Og ved ikke hvad jeg gør hvis min mave rumler og siger høje lyde og alle kigger på mig eller griner. Så kan jeg ikke konsentrere mig og så dumper jeg!! Hvad kan forhindre det? HJÆLP
Kære dig.
Tak for dit spørgsmål til brevkassen.
Jeg kan forstå du er noget bekymret for din kommende eksamen, da din mave ind imellem giver høje lyde fra sig. Det er ganske normalt at maven rumler – det er faktisk et sundhedstegn. Faktisk rumler en velfungerende mave hele tiden, men vi kan bare ikke altid høre det. Når man lytter på maven med et stetoskop kan man på en sund og optimalt fungerende mave altid høre rumlende tarmlyde.
Du er bestemt ikke alene om at være flov over rumlende tarmlyde og bekymringen for at andre kan høre din mave. Der er faktisk lavet en spørgeskemaundersøgelse blandt danskerne hvor 40 % har svaret, at de synes det er pinligt, når deres mave rumler. Nogle har den opfattelse at maverumlen hænger sammen med mange prutter, men det er altså ikke rigtig. Maven rumler, fordi der er konstant er bevægelse af føde og luft i tarmen. Tarmen er ca. 8 meter lang, så føden skal tilbagelægge længere rejse gennem systemet. Vi har en del luft i tarmsystemet. Noget af luften kommer fordi vi synker det, når vi spiser og drikker. En del af luften kommer fra blodbanen. Endeligt dannes en del af luften dannes af bakterier og det er denne luft der kan lugte, når man prutter. Luften og føden bevæger sig som beskrevet hele tiden gennem tarmsystemet, som er en lang snoet labyrint, hvor luften presses omkring en masse hjørner. Luftens bevægelse gennem systemet skaber de rumlende tarmlyde. En overlæge i mave-tarmsygdomme har engang forklaret, at mavens lyde kan sammenlignes lidt med en fløjte – når luft presses igennem et smalt sted opstår der lyd. Mange forbinder høje tarmlyde med sult og det er delvist rigtigt. Når man er sulten og maven er tom skubber tarmen maveluft foran sig og det kan larme. Men som oftest er tarmlyde blot et tegn på helt naturlige og nødvendige bearbejdning af føden der foregår gennem tarmsystemet.
Som beskrevet er der absolut ingen grund til at være flov over, at din mave rumler. Det gør alles maver, men det lægger man sjældent mærke til. Maverumlen er et absolut sundhedstegn. Man kan ikke forhindre maven i at larme, da det som sagt er en helt naturlig del af vores krop. Nogle oplever at kulsyreholdige drikke (sodavand), tyggegummi, sukkerholdige fødevarer, grøntsager med mange kostfibre som fx kål kan gøre det værre. Jeg ved ikke om du har bemærket fødevarer, som forværrer din maverumlen? Hvis man f.eks. oplever at sodavand forværrer øget tarmlydene kan man undgå dette i forbindelse med eksamen. Nogle oplever at sport hjælper på deres maverumlen, idet fysisk aktivitet giver kroppen gode betingelser for at komme af med luften.
Jeg synes, du skal tage den helt med ro og ikke bekymre dig om høje tarmlyde til eksamen. Der er med garanti 25 andre (eller hvor mange I er i klassen) maver der rumler samtidig. Samtidig høres tarmlydene altid tydeligst af personen selv, så ofte vil andre ikke kunne høre din mave. Samtidig er jeg helt overbevist om, at du ikke bliver centrum for opmærksomheden til eksamen grundet lidt maverumlen. De fleste er lidt anspændte i en eksamenssituation og har mere end rigeligt at gøre med at koncentrere sig om deres egen opgave end at holde øje med andre.
Jeg vil ønske dig rigtig meget held og lykke med eksamen.
Det bedste hilsner
Linda