Møde nye mennesker

brevkassespørgsmål

Møde nye mennesker

brevkassespørgsmål af
Anonym
19 år
Oprettet 8 måneder 4 uger siden

Hej Cyberhus. Jeg har gennem hele mit liv været single. Jeg har aldrig rigtig haft et "crush" på nogen som sådan og har ikke engang haft noget der har været i nærheden af seriøst med nogen. De fyre der har været interesseret i mig, har jeg bare ikke selv rigtig haft interesse i. Selvom jeg i bund og grund har det fint med at være single, da jeg generelt nyder mit eget selskab meget, så savner jeg da også nogen gange en smule mere "spænding" i mit liv. Mit problem er, at jeg simpelthen ikke aner hvor man møder nye mennesker henne? De oplagte steder at møde mennesker (fx byen og dating apps) føler jeg bare er fyldt med desperate mennesker, der ikke er efter noget længerevarende og mere søger et one night stand eller noget i den dur. Så jeg synes det er virkelig svært lige at finde ud af hvor man ellers har mulighed for at møde nogen?

Svar: 

Kære du

Det er virkelig modigt af dig at dele dine tanker og følelser. At være single kan være skønt, hvis det er et tilvalg, men det kan også være svært hvis det netop ikke er, og hvis samtidig synes at der mangler lidt. 

Der er selvfølgelig ikke en universel opskrift, og alle har deres egen rejse. Jeg vil derfor prøve at komme med en lang række forslag til hvordan man kan åbne sin hverdag op, og invitere nye relationer ind i sit liv. 

Fælles Interesser
Nogle gange er det nemmere at lede efter interesser end mennesker, så overvej at deltage i aktiviteter eller grupper, der matcher dine interesser. Om det så er sport, at hækle, at lytte til eller lave musik, foredrag om filosofi, kæledyr eller noget helt andet så kan det være nemmere at mødes omkring noget man brænder for, så man har et fælles fokus der rækker ud over mennesket selv. 

Kurser, workshops og højskole
Tag på et kursus, til et foredrag eller deltag i workshops. Det kan ikke kun give dig nye færdigheder, men det er også en fantastisk mulighed for at møde mennesker, med nogle af de samme interesser som dig. Lige om lidt banker sommeren på døren, og i den forbindelse er der virkelig mange højskoler der tilbyder 1-4 ugers ophold, hvor man kan dykke ned i et hav af forskellige interesser og tematikker. En højskole er selvfølgelig en ret intens oplevelse, men også en nem måde at komme tæt på andre mennesker over virkelig kort tid. 

Frivilligt Arbejde
Engagér dig i frivilligt arbejde for en sag, du brænder for, eller måske bare i en organisation, hvor du ved at der er mange andre unge. Bare som et eksempel, så har Ungdommens Røde kors et ret stort udvalg af frivillig jobs, og ekstrem mange frivillige mellem 18-30 år. Det er en god måde at møde mennesker med lignende værdier og samtidig gøre noget godt for andre.

Rejser
Overvej at tage på rejser eller deltage i rejsegrupper. Mødet med mennesker fra forskellige baggrunde kan være både spændende og givende. Du kan rejse ud alene, og bestemme dig for at du vil være opsøgende overfor andre du møder, søge efter en eller to at rejse sammen med, eller fra starten være nysgerrig på at rejse sammen med en større gruppe. Der findes mange rejseselvskaber der laver temarejser, hvor en stor del af oplevelsen er at rejse i en gruppe, med nye mennesker. 

Online Communities
Deltag aktivt i online communities eller fora, der fokuserer på dine interesser. Jeg har mødt virkelig mange unge der har udviklet tætte relationer med mennesker de indledningsvist mødte i et online community. Både venne relationer og mere romantiske relationer. 
Det kunne være fællesskaber på instagram, reddit, facebookgrupper. Der er masser af muligheder, og det fede ved online communities er at der med garanti findes en gruppe eller et univers for nogle med lige præcis dine interesser, for mulighederne er uendelige. 

Sig ja, giv dig tid, og vær dig
Selvom man nemt kan føle det som om man har svært ved at bryde hverdagens faste rutiner, og finde nye veje, til nye relationer, så kan det godt lykkes. Det kræver selvfølgelig at du netop er åben overfor at gøre noget anderledes end du plejer. Vær åben over for nye oplevelser og inviterationer. Nogle gange kan det at sige ja til ting uden for din komfortzone åbne døren til fantastiske muligheder. Det handler ikke om at du skal lave om på dig selv. Du skal holde fast i at være dig. Samtidig så kan man opdage nye sider af sig selv, og opdage at man faktisk rummer mange flere facetter end man lige går og tror, hvis man er nysgerrig, og prøver nye ting af. 

Vær tålmodig med dig selv. At danne en relation tager tid. Tag små skridt, vær åben over for nye muligheder, og vær dig selv. Så er jeg sikker på at du finder den spænding, du søger, og at du møder mennesker, der kan berige dit liv og din hverdag, som du ønsker det. 

De bedste hilsner Lukas

Lukass billede
Lukas fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program