Sundt vægttab?

brevkassespørgsmål

Sundt vægttab?

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 9 år 5 måneder siden

Hej:)

jeg er femten år, 162 cm og jeg vejer 68 kg. Jeg vil rigtig gerne tabe mig 10 måske 15 kg. jeg har derfor lavet en plan hvor jeg mandag, onsdag og fredag løber 4 km. En af dagene med interval. Tirsdag, torsdag og en weekenddag styrketræner jeg 10-15 min ad gangen. Om tirsdagen balde+ben, om tordagen mave og arme og i weekenden en fuld træning. Jeg vil desuden holde mig fra sukker så vidt som muligt alle hverdage. Og så desuden spis. Sundt, spise morgenmad, drikke vand osv. Det er lang tid siden jeg har motioneret så intensivt men jeg vil virkelig gerne. jeg har det sidste år styketrænet en gang om ugen og løbet en lille smule. Skal jeg starte blidere ud eller er der andet der er vigtigt?

Svar: 

Hej med dig.
Det er som udgangspunkt godt, at dyrke lidt motion og spise sundt mad. Det er dog meget forskelligt, hvad der virker for en, og der er også forskellige grader af sundhed.

Det kan være svært at sige, om dit træningsprogram er for hårdt eller om det passer lige til dig. Ofte er det dog en god idé ikke at presse sig selv for hårdt til at starte med, fordi det kan blive sværere at fortsætte i samme tempo i lang tid. For nogen er det bedst at lægge ud med to gange om ugen, for andre 3. Efter noget tid kan du så øge træningsdagene efterhånden som du kommer i bedre form. Derudover så er det en rigtig god idé med varieret træning, som du også selv skriver. På den måde kan det være svært, at nå at blive træt af sin træning. Du skriver at du gerne vil løbe og at du er lidt i gang. Det er rigtig vigtigt at starte stille og roligt ud, når du skal løbe, for at undgå skader. Det kan være meget belastende for kroppen at løbe, så det er faktisk vigtigt, at give sig tid til at komme ordentligt i gang. Det vil altså indebære, at du veksler mellem at løbe og gå det første stykke tid, hvis din krop ikke er helt vant til at løbe så langt. På det du skriver, så lyder det ikke til, at du har tiltænkt at have hviledage. Det er ellers rigtig vigtigt, at lade kroppen resituere efter træning. Det er faktisk en del af selve træningen at lade kroppen komme sig igen, så det vil jeg stærkt anbefale dig at gøre.

En stor del af at leve sundt er kosten. Det er en rigtig god idé at spise varieret og undgå for meget slik. Så det vil sige en masse grøntsager og frugt, masser af fibre og protein. Men det kan være rigtig svært at undgå at spise slik, så måske kan det være en idé ikke at forbyde sig selv det, men have en eller to dage om ugen, hvor man gerne må få lidt - f.eks. fredag og lørdag. På den måde bliver det heller ikke så kedeligt, at leve sundt. For mange kan det være svært, når man ikke må spise noget bestemt, fordi man lige pludselig kun fokuserer på, hvad man ikke må få at spise. Det vigtigste er bare, at man spiser med måde.

Det lyder til at du er meget ambitiøs med dit vægttab, hvilket også er rigtig godt. Det kan dog også være en god idé, at have nogle forskellige delmål undervejs. For de fleste kan det tage lidt tid at tabe mange kilo, og derfor er det godt at sætte sig små mål undervejs for at mærke, at der sker nogle forandringer hele tiden. Det kan eksemplevis være et vægttab på 2 kg, eller måske en bestemt distance du skal kunne løbe, eller det kan være x antal gentagelser på en bestemt træningsøvelse. 

Til sidst vil jeg sige, at sundhed ikke kun handler om kost og motion, men det handler også om at have det godt. Så et godt råd er også, at huske at have det sjovt og ikke kun fokusere på kost og træning hele tiden. Hvis du har det godt og husker at have det sjovt og grine, så vil din krop også kunne mærke det.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar.

De bedste hilsner Pernille

PernilleBs billede
Pernille fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program