Om motion, kost og kræsenhed.

brevkassespørgsmål

Om motion, kost og kræsenhed.

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 9 år 1 måned siden

Hej Cyberhus.

Jeg kan godt lide at dyrke sport/træning, men jeg har et problem. Jeg spiser ikke det jeg burde, fordi jeg er ekstrem kræsen og doven. Det ville være rart hvis jeg kunne lave en skål med vand i, til grøntsager og frugt, som der kan stå i køleskabet, som jeg kan gå og spise af. Lige nu lever jeg af chokolade og kage, og jeg har det rigtig skidt, jeg føler jeg skal besvime hele tiden (besvimer nogle gange), det sortner for mine øjne og jeg bliver svimmel og får kvalme. Jeg kan ikke finde ud af hvad jeg skal spise. Jeg vil prøve på at beskrive mine motionsvaner, så I bedre kan hjælpe mig.

Jeg dyrker spinning seks gange i ugen, 60 minutter ad gangen. Landevejscykling tre gange i ugen, hvor vi kører 30-40 km pr. gang. Mountain bike cykling en til to gange i ugen, hvor vi kører i cirka 1½-2 timer ad gangen. Så løber jeg tre-fire gange i ugen, hvor jeg løber mellem fem og ni kilometer pr. gang (jeg løber kun ni kilometer én gang om ugen). Jeg dyrker yoga to gange i ugen ad 30 minutter pr. gang. Så vandrer jeg 15 km hver 14.dag i Himmelbjerget. Jeg svømmer to gange i ugen (i så lang tid jeg lige magter, max. 40 min tror jeg). Til sommer er det så meningen at jeg skal sejle i kajak en gang om ugen (om lørdagen, da det tager næsten hele dagen). Sommetider sejler jeg også kapsejlads med min far i hans lystsejler, men det er ikke særlig tit (tre-seks gange om året). Det skal lige siges at jeg ikke går i skole eller har et arbejde, det er derfor jeg har tid til alt det sport, men det har jeg forhåbentlig også når jeg starter i gymnasiet efter sommerferien.

Jeg vil helst ikke opgive noget af sporten, da det er det der gør mig lykkelig. Jeg er lige kommet ud af anoreksi, og jeg har en okay vægt, som jeg for det meste godt kan leve med. Jeg er 172 cm høj og vejer 61 kg. Nå, men nu til min kræsenhed. Jeg kan næsten ikke lide noget mad, og det er så irriterende, for jeg kan ikke spise hos nogle uden at jeg ikke kan lide maden. Det er helt galt, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Lige nu spiser jeg ikke morgenmad, fordi jeg ikke ved hvad jeg skal spise.

Liste over mad, jeg IKKE kan lide:
- Brød. Jeg kan godt lide grækarkernerugbrød.
- Mælkeprodukter. Jeg kan godt lide yougurt.
- Frugt. Jeg kan godt lide bananer, melon og appelsiner.
- Bær. Jeg kan lide jordbær.
- Kød.
- Havregryn og alt sådan noget korn-noget. Jeg kan dog godt lide müsli.

Jeg er vegetar, så derfor spiser jeg ikke kød. Og resten kan jeg bare ikke lide.

Jeg har hørt man skal spise inden, under eller efter træning, men skal man det hver gang man træner? Er en banan et okay måltid (under træning) eller skal der andet til? Jeg er desuden virkelig dårlig til at få drukket nok vand, fordi jeg føler det får mig til at blive oppustet. Er der mulighed for at I kunne komme med en idé til hvad jeg skal spise? Jeg vil forsøge at købe nogle B6, B12 og D-vitaminer, eller skal jeg bare købe en multipille?

Jeg har oplevet at jeg ikke bliver inviteret (det er nok mere mig der ikke vil med) med til veninde-partier eller hvad det nu hedder, fordi jeg er så kræsen. Det gør mig ked af det. Ville det være okay, hvis man bragte sit eget mad eller vil det se for mærkeligt ud?

Jeg håber, I kan og vil hjælpe mig,

 

Kh. Piper.

Svar: 

Hej Piper

Det er en masse gode spørgsmål du stiller og jeg vil prøve at svare dig så godt jeg kan. Lad os hoppe lige ud i det. 

Først lige mine tanker om motionen.
Når jeg læser dine motionsvaner igennem når jeg frem til at du i gennemsnittet dyrker 17,5 times motion om ugen(uden sejlads og kayak). Jeg tænker at det først og fremmest er fedt at du finder så stor glæde ved motionen, og vildt spændende at du laver så meget forskelligt.  

Samtidig for det mig også til at tænke at du nok skal forberede dig på at det kan blive svært at opretholde helt samme aktivitetsniveau når du starter på gymnasiet. For ud over de timer du skal være i skolen, vil der helt sikkert også være en del der skal læses og forberedes ud over skoletiden. Det er selvfølgelig problematisk når nu motionen er det der gør dig glad, men på den anden side er det selvfølgelig også vigtigt for dig at give tid og plads til nogle af de nye ting og aktiviteter som følger med det at starte i gymnasiet. Måske vil du opleve at der også er nye og andre ting som kan gøre dig glad. 
Inden du starter efter sommer kan du måske lave en liste over din motion, og ligesom prioritere hvad der er vigtigst for dig. Måske kan du godt få det til at hænge sammen, og have tid til motionen sammen med skolen, men hvis nu du oplever at du ikke kan, så har du allerede gjort dig nogle tnker om hvor du vil have det bedst med at skære lidt ned. 

De mange timers motion får mig også til at tænke at du så tilsvarende har behov for et meget stort antal kalorier for at din krop kan følge med. Jeg tænker at det med at du besvimer er et udtryk for at din krop ganske enkelt går kold fordi den får for lidt energi. 

Og nu til dine spørgsmål:

1. Hvad skal du spise?
Jeg kan godt se det kan være svært at få spist nok i løbet af dagen hvis der er mange ting du bare slet ikke bryder dig om. Det er helt klart at det ville være lettere for dig at få spist nok hvis der var flere ting du kunne vælge imellem. 
Derfor tror jeg også det ville være lettere for dig at arbejde på at kunne lide flere ting i stedet for at finde de få ting du vil kunne lide nu. 

Jeg er på ingen måder ekspert i sådan noget med smag og hvad man kan lide, men jeg ved at man faktisk kan træne sine smagsløg og dermed sine spisevaner ligesom man kan træne sine muskler og sin hjerne. Eksempelvis mener mange at det er meget få mennesker der faktisk kan lide oliven de frste mange gange de smager det, men at man med tiden kan vende sig til smagen og træne sig op til at kunne lide dem. 
Det vigtigste er selvfølgelig at du får noget at spise og derfor skal du som udgangspunkt spise det du godt kan lide. Men du kunne samtidig prøve at udfordre dig selv sådan at du hver gang prøvede og smage en lille smule af noget andet. Det kunne både være ting du ved du ikke kan lide, men lige så vigtigt nye helt nye ting. 
Eksempel: Du ved at du godt kan lide græskarkernerugbrød. Så er det selvfølgelig det brød du skal spise, men samtidig kunne du stille dig selv den opgave at du hver uge også vil prøve at smage en ny og anderledes type brød hver gang du spiser et stykke græskarkernebrød. 

På samme måde kunne du gøre med alle de andre fødevaregrupper. Hvis du kan lide banan, melon og appelsiner kunne du måske lave en lille frugtsalat med de tre ingridienser skåret i små stykker. Og hver gang du så spiser det kunne du lige smide en lille smule af noget andet frugt med ned i skålen. På den åde bliver smagen ikke alt for overrumblende og med tiden kan du måske ligefrem komme til at lide noget af det nye frugt du prøver af. 

1. Hvor meget skal du spise?
Det er svært for mig at sige præcis hvor meget du skal spise. Én banan under træning kan være nok, hvis du også inden træning har sørget for at få fyldt godt med energi på kroppen, men hvis du eksempelvis ikke har spist ret meget i løbet af dagen, og så snupper 60 minutters hård spinning er en banan ikke ret meget. Men som udgangspunkt vil jeg sige at hvis du oplever at du bliver dårlig og besvimer, så er det højest sansynlig fordi du får for lidt energi. 
Vand, som du nævner du ikke får drukket nok af er selvfølgelig også vigtigt. Der er ingen tvivl om at vand er det bedste at drikke men vigtigst af alt er selvfølgelig at du får væske nok, så saft, the eller andet vil også kunne bruges. Det med at du føler dig oppustet af at drikke vand kan måske have noget med at gøre at du ikke er vandt til at få ret meget ned i maven af gangen. Så hvis du drikker et stort glas vand får du hurtigt følelsen af at blive oppustet. 
Her tænker jeg at det også er noget du skal øve dig på. Hvis maven over en lang periode har været vandt til at der ikke kom så meget ned i den skal der ikke meget til at følelsen af at være oppustet kommer. 

2. Vitaminer
I forhold til det med vitaminer er de fleste enige om at det bedste er at få sine vitaminer gennem maden, og at det kan lade sig gøre hvis man spiser varieret. Det er selvfølgelig din udfordring og så kan ekstra kosttilskud give meget god mening i en periode. 
For en helt almindelig gennemsnitsdansker der ønsker et kosttilskud vil en helt almindelig multivitaminpille være den bedste måde at blive dækket ind. Det tænker jeg også er tilfældet for dig, men samtidig må jeg indrømme at jeg er i tvivl om det måske kan være lidt anderledes for dig da du for nyligt er kommet ud af anoreksien. Derfor synes jeg det bedste du kan gøre er at kontakte din læge og spørge ind til hvad der vil være bedst i lige præcis din situation. 

3. Tage egen mad med
Selvfølgelig er det i orden hvis du tager din egen mad med. Der er sikkert nogle der vil synes det er lidt mærkeligt og nogle vil måske også spørge, men det behøver ikke betyde at du ikke kan gøre det. Vi er alle sammen forskellige, og når man skal være sammen med veninder må det vigtigste være at man er sammen, og ikke om man lige spiser det samme.
Hvis du har mod til det så fortæl dine veninder at det med maden er svært for dig og at du derfor har din egen mad med. Samtidig kunne du også her stille dig selv den udfordring at du hver gang prøvede at smage en lille smule af det de andre spiser. Måske kan du med tiden nå dertil at du ikke længere føler det er nødvendigt at have dit eget mad med men indtil da er der intet i vejen for at du gør det på den måde og tager det mad mad du kan og vil spise.

Det var mine tanker...håber du kan bruge dem.

Mange hilsner Marianne 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program