Hvordan får jeg motivationen frem?

brevkassespørgsmål

Hvordan får jeg motivationen frem?

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 9 år 8 måneder siden

Hej, jeg går til dagligt i 9. Klasse og er 16 år.

Jeg har aldrig haft et problem med at jeg spiser så usundt som jeg gør-

( dvs. Masser af McDonald's mad, slik, pizza, is, you name it )

Men det er først lige fornylig at jeg begynder at skamme mig over det.

Jeg vil gerne tage nogle sundere valg!

Jeg er 167 cm høj og vejer 53 kg. Jeg er bange for at jeg lige pludselig 

vil tage flere kg på, med de spisevaner som jeg har!

Jeg har altid været i stand til at nyde mad uden bekymringer, indtil nu.

Jeg synes iforvejen at jeg ikke er den tyndeste pige på jorden og jeg vil gerne tabe mig lidt her og der.

Jeg tænker på det 24/7 men jeg har bare ikke kræfterne til at tage mig sammen og gøre noget ved det!

Jeg vil utrolig gerne træne og spise sundt, men det er lige det med at komme ud af dynen og afsted!

Selvom min BMI ligger i den lave normale ende, så ser jeg slet ikke slank ud.

Tværtimod, fedtet stritter ud på maven og jeg har sådan nogle grimme håndtag, jeg gerne vil af med.

Jeg drømmer i bund og grund om at blive stærk, tonet og slankere! Bare at være tilfreds med min krop, klar til sommer! :)

Jeg har ingen erfaring med sund mad og træning, så jeg ved sgu ikke helt hvordan jeg kommer igang, haha! 

Svar: 

Hej med dig!

Det lyder til, at alt det her med mad og motion er begyndt at fylde rigtig meget i dine tanker. Det er godt at være opmærksom på hvad man spiser, og at man får rørt sig, så man kan holde kroppen sund og i balance. Det lyder godt, at du har lyst til at leve sundt! Det er det første skridt.

Sundhed er jo lidt forskelligt defineret fra person til person, men de fleste kan blive enige om, at sund mad og motion er sundt for alle. Det betyder ikke, at der ikke kan være plads til en McDonalds burger eller en is engang imellem, men måske er det bedst hvis det ikke er hoveddelen af det man spiser. Det kan være en god tanke at huske på, nemlig den, at man ikke behøver ligge alle de ting man elsker på hylden. Det kan være med til at holde motivationen oppe, at man ved at der er plads til en is hvis man ellers spiser sundt og træner nogenlunde regelmæssigt.

Sådan som jeg hører dit spørgsmål, så er det primært motivationen for at ændre din livsstil, som bekymrer dig lige nu, fordi den er ikke eksisterende lige i øjeblikket. Du skriver, at du simpelthen ikke kan komme ud af dynerne og komme afsted. Det ved jeg rigtig mange mennesker kender til! Både unge og voksne. Det er ganske enkelt ikke altid let at få taget sig sammen, selvom man egentlig godt ved at man får det godt af det. Jeg vil derfor komme med nogle bud på, hvordan du eventuelt kan komme i gang.

1) Du kan prøve at snakke med en veninde om hun er frisk på at løbe en tur eller gå en rask tur med dig en gang i ugen. Det er ofte noget nemmere at få taget sig sammen til at komme afsted, hvis der er en man kan følges med, som regner med en. På den måde kan du også holde venskabet ved lige og få snakket med hende om alt muligt på turen.

2) Du kan prøve at tænke over hvilken slags sport du kunne tænke dig at dyrke. Så kan du undersøge om der er nogle hold du kan komme til prøvetime ved. Mange sportsklubber giver nye lov til at prøve deres forskellige hold inden man melder sig til. På den måde kan du få lov at se sporten og klubben an inden du beslutter dig for om det skal være det.

3) Du kan snakke med dine forældre om dine tanker. Det kan være de vil hjælpe dig med din nye livsstil. Det kan være rart at få fortalt andre om ens planer, da det også "tvinger" en til at holde fast i den plan. Og samtidig kan de støtte en i processen.  

Sidst vil jeg også lige nævne at mange oplever at blive mere tilfredse med deres krop, når de får trænet regelmæssigt og når de spiser sundt. Det skriver jeg, fordi du selv skriver, at du ligger i den lave ende af BMI-skalaen, men at du gerne vil tabe dig. Det virker ikke til, at du har behov for at tabe dig, men måske vil du også opleve generelt at blive mere tilfreds med din krop? Desuden er en anden bonus ved at spise sundt, at mange oplever at få mere energi i deres hverdag, fordi kroppen får de vitaminer og mineraler og andre vigtige ting, som den har brug for, for at holde sig i gang.

Jeg håber at du kunne bruge mine tanker og at du har fået motivation til at komme i gang. Jeg vil i hvert fald ønske dig held og lykke med det!

Med venlig hilsen Astrid

 

Astrids billede
Astrid har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program