Drikker for at blive fuld
Drikker for at blive fuld
Hejsa:) Jeg har fået en dårlig vane.. Først og fremmest så er jeg en ret lille pige, normalvægtig, nok omkring 160 høj(måske lidt lavere), og som i jo nok ved så hvis man ikke er så stor skal der ikke så meget til at gøre en fuld/beruset/påvirket af alkoholen, men jeg har så oveni fået den her dårlige vane med at drikke det for hurtigt, hvilket også bare forstærker alkoholens virkning/påvirkning. Jeg ved virkelig ikke hvorfor jeg gør det... Jeg kan godt lide alkoholen, ellers kan jeg ikke se en grund til at drikke det, udover øl, drikker det også selvom jeg hader det:P Jeg syntes ikke det er fantastisk at være fuld, så det er egentlig heller ikke fordi jeg kommer ind i en helt anden verden eller noget, er ret god til at forblive mig selv faktisk:) Jeg gør det ikke fordi jeg bliver presset, mine venner drikker mindre end mig. Mine forældre giver mig lov, så det er egentlig heller ikke fordi det er så udfordrende og grænsebrydende og alt det der!? Jeg ved godt min hjerne og krop tager skade af det, derfor er det heller ikke særlig cool at gøre, men må også lige indrømme at jeg ik sys det er overdrevent sjovt at gøre uden det bliver drukket lidt hurtigt:) Kan i hjælpe mig, komme med en grund?:) -Mange hilsner Og ja, bare spar kommentarerne med at jeg er for ung til at drikke og pas nu på dig selv og hvad ville dine forældre ikke sige, alt dette ved jeg godt:)
Hej ”Drikker for at blive fuld” Pige 14 år
Det er rigtig godt du skriver til brevkassen og jeg vil prøve, at give dig nogle nye vinkler på dit spørgsmål. Det er faktisk slet ikke så nemt, da du er meget bevidst om dit forbrug af alkohol og måden, du drikker på. Og det er super godt, fordi alt for mange unge drikker uden at tænke over, hvorfor de gør det og hvad det gør ved deres krop.
Du er selv inde på, at du nok går efter virkningen og ikke smagen. Det er fint, at du ikke drikker dig meget fuld, og dermed mister kontrollen over dig selv og det du gør. Men du skriver også, at du godt kan lide at drikke lidt hurtigt. Alkohol kan ganske rigtigt være med til at gøre det hele lidt mere sjovt, da det som oftest gør os i bedre humør, gør os mere snakkesaglige og mindre generte – alt sammen noget, der gør det nemmere at komme i kontakt og være sammen med andre. Nogen drikker også hurtigt og bliver fulde, fordi de har problemer som de måske ønsker at glemme. Jeg ved ikke, om du kan genkende dig selv i nogle af disse grunde?
Du skriver, at det er blevet en dårlig vane, men vaner kan ændres, og det kan der være en god grund til, specielt når det handler om alkohol. Unge, der drikker tidligt og meget, er i risiko for at udvikle problemer med at styre deres alkoholforbrug. Derfor kan jeg godt blive lidt bekymret for din måde at bruge alkohol på, uanset hvad der ligger til grund for den. Et bud fra mig er, at du prøver at tale med dine venner om, hvordan de oplever dig og din måde at drikke på. Måske de kan få øje på mulige grunde, som jeg ikke lige er opmærksom på?
Et første skridt i at ændre vaner, er, at indse det uhensigtsmæssige i det man gør. Og du har tydeligvis fokus på din ”dårlige vane” med alkohol, så jeg tænker, at du allerede er godt på vej i en ændring af måden at drikke på. Held og lykke med det.
Venlig hilsen
Annette