Bedre krop pt 2
Bedre krop pt 2
Hej Jeg har lige skrevet ind og fået fint svar, men det var ikke helt det jeg skulle bruge (selvom jeg er taknemlig for det svar jeg fik) så nu skriver jeg lige ind igen hvis det er okay. Jg vil gerne bygge mine muskler op, men jeg har ikke lyst eller selvitllid nok til at gå i fitness center. Altså, jeg skal ikke være bodybuilder eller kæmpe pumper, bare sådan definerede muskler, og måske en lille sixpack.I hvert fald bare lidt pænere og frækkere end jeg er nu. Jeg har altid været lidt af en hårløs, hvid og tynd asparges. Mit skæg er langsomt ved at komme, men min krop er stadig super tynd. Måske er jeg tyndfed? Jeg ved det ikke. Føler ikke jeg har det slemt, og har også et rimeligt BMItal. Jeg er 195 cm høj og vejer omkring en 80-90 kg. Så det er lige i underkanten af normalvægt. Men det er ikke noget jeg føler er slemt. Jeg spiser ganske gennemsnitligt og varieret, og får da bevæget mig sådan nogenlunde. Er glad for lange gåture i byen og naturen. Cyklen er også et hit. Og svømning går også. (Det er ikke kønt, men jeg svømmer da fremad, og jeg nyder det, også mentalt) Men det giver mig jo ikke ligefrem en mere tonet mave, eller større arme. Sådan i større grad. Så...kan jeg gøre noget ved det? Fitness centre skræmmer mig lidt, med tanken om disse store, pumpede mænd og damer, og så lille, tynde homo-mig. Det går jo ikke, vel? Hvad med hjemme træning? Eller noget andet spændende? Jeg vil gerne have en bedre krop, men det skal kunne klares på SUbudget og gerne i et sikkert og rolig miljø, hvor jeg ikke får mindreværds komplekser eller føler mig som en svans.
Hej med dig
Det er selvfølgelig helt okay, at du skriver herind igen - det er du altid velkommen til. Umiddelbart ligner dit spørgsmål meget det tidligere, så jeg er lidt i tvivl om, hvilket svar du helt præcist søger, men jeg vil gerne give dig nogle tanker med på vejen. Så kan du se, om du kan bruge dem til noget.
Du skriver, at du gerne vil opbygge muskler, men ikke har mod på at tag i fitnesscenter. Det er meget forskelligt, hvad man synes om og ikke synes om. Fitnesscentre er ikke nødvendigvis for alle. Jeg tænker dog, om du måske kunne tænke dig at styrketræne i et center i et tidsrum, hvor der ikke er mange mennesker. Så vil du kunne bruge maskinerne uden at føle andres blikke på dig. Det kan du overveje. Ellers er der forskellige muligheder for at styrketræne derhjemme - f.eks. kan du købe dvd'er med øvelser, som du kan lave hjemme i stuen. På den måde skal du kun forholde dig til dig selv. Det at købe dvd'er kan sagtens passe til et SU-budget, og er billigere end at gå i fitnesscenter. Du kan finde videoer på youtube om forskellig træning - det er dog en god ide at være opmærksom på, om det er fagfolk, som ligger dem op. På den måde undgår du at blive vejledt forkert og få skader.
Du skriver, at du godt kan lide gå- og cykelture og svømning. Det er rigtig godt at få sig rørt på de måder, som man kan lide, så det vil jeg opfordre dig til at blive ved med at gøre ind imellem. Det anbefales, at man bevæger sig i minimum 30 minutter om dagen, og det kan du evt tænke ind i dit dagsprogram. Dog vil jeg sige, at det ikke skal gå hen og blive noget, som du slår dig selv i hovedet med - motion skal helst være sjovt og fedt. Så er motivationen størst. Så hvis du ikke orker hver dag, så gør det hver anden eller et par gange i ugen.
Held og lykke med træningen. Jeg håber, du finder en løsning, som passer godt til dig og motiverer dig.
Venlig hilsen Mai