Grooveshark

brevkassespørgsmål

Grooveshark

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 15 år 7 måneder siden

..hej cyberhus(: Jeg har fundet en mega fed musik side, mit spørgmål er så om den er ulovlig? Den er: www.groveshark.com Knuz C.U

Svar: 

Hejsa

Tak for dit glimrende spørgsmål.

Ved første øjekast ser Grooveshark næsten for godt ud til at være lovligt. Når "noget" på nettet virker for godt til at være sandt, kan det være en god ide at være lidt mistænkelig. Det er rigtigt fint at du skriver til brevkassen.

Grooveshark er en side, hvor man kan høre hele musiknumre i god kvalitet. Musikken streames - det vil sige at den afspilles direkte fra nettet og ikke fra din harddisk. Derfor kræver det netadgang at bruge Grooveshark. Man kan lave playlister med ens favoritnumre og hente andres playlister. Siden er nem og overskuelig. Og der er virkeligt meget musik at vælge mellem. Helt uden betaling endda.

Man kan vælge at lade sig registrere eller bare bruge siden som anonym bruger. Hvis man registrerer sig har man mulighed for at dele musik med andre.
Når man får en bruger på Grooveshark kan man begynde at dele sin egen musik med resten af verden. Det kræver dog at man accepterer Groovesharks betingelser. Kort sagt skal du sige ok til at Grooveshark ikke har skylden hvis du deler noget ulovligt.

Det kan være meget svært at finde ud af, hvad der er lovligt, hvis du gerne vil dele noget musik med andre. Hvis du bare gerne vil høre det musik der allerede ligger derude, er det helt lovligt at bruge Grooveshark. Det er måske ikke lovligt at musikken allerede ligger på Grooveshark, men det er ikke dit problem. Det kan sammenlignes med Youtube hvor der også ligger masser af videoer, der ikke er lovlige. Dem må du også gerne se, så længe de ligger derude.

For at svare kort på dit spørgsmål: nej, Grooveshark er ikke ulovlig. Du kan bruge siden så meget du har lyst til. Men tænk dig godt om før du selv begynder at lægge musik på siden.

God lyttelyst :-)

Med venlig hilsen Jonas

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program