Er det ham?

brevkassespørgsmål

Er det ham?

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 13 år 5 måneder siden

Hej igen, undskyld jeg skriver igen. Men jeg snakker med en dreng over facebook, vi har stort set alt tilfælles. Mine venner siger han er klam, uduelig osv, og jeg bliver bare rigtig ked af det. Han bor i England, og har boet i Danmark i Randers. Problemet er bare at jeg er blevet vildt forelsket i ham, og vi snakker om alt. Men jeg har ikke set ham i virkeligheden. Hvordan kan jeg vide at det er ham, og ikke en eller anden pervers stodder? Undskyld udtrykket. Mvh Majken

Svar: 

Hej Majken

Tak for dit spørgsmål. Det er altid ok at skrive til brevkassen, så det skal du bestemt ikke undskylde.

Dit spørgsmål er lidt en "klassiker". Hvordan kan man vide, at den person, man skriver med virkeligt også er den, han siger, han er?
Det korte svar er: Det kan man ikke. Men der er en række ting du kan gøre for at blive mere sikker.
Start med at lave lidt spionarbejde på hans Facebook profil. Ligner hans profil en "ung profil"? Har hans venner samme alder som ham, eller er det mest voksne? Har han stort set ingen venner på FB? Hvis ikke, kan det være tegn på at noget er galt.

Undlad at sende personlige/private oplysninger og billeder til ham. Overvej om i måske kan mødes over webcam. Man kan godt aftale, at man lige ser hinanden an over skype eller MSN for at være sikker på, at han er den person, du kan se på hans Facebook-billeder. Det kan være en god idé at invitere en veninde eller en storebror med til det første webcammøde og sige til fyren, du er forelsket i, at du gør det. 

Det forhindrer ham naturligvis ikke i at være "en pervers stodder" som du skriver, men så har du i hvert fald gjort dit bedste for at finde ud af hvem han er. Hvis man bruger sin kritiske sans kan nettet sagtens være et fedt sted at møde nye spændende mennesker. Jeg synes du skal følge din egen fornemmelse af ham og måske lytte mindre til dem, der synes han er klam osv. Men giv det tid, og lad være med at give ham for meget af dig selv i starten.

Kh Jonas

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program