Bliver info slettet?

brevkassespørgsmål

Bliver info slettet?

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 8 år 9 måneder siden

Hej, det er ikke fordi jeg laver noget ulovligt, men jeg er bekymret for om f.eks google (og andre sider, eks. min internetudbyder), gemmer mine oplysninger om hvilke sider jeg har besøgt, hvor og hvornår, osv. Jeg Ved at de gemmer mit Ip nummer, og at der er trackers på mange sider som også gemmer en del info. Så i princippet kan, en person (med den rette adgang) så ind og søge efter mit navn eller Ip, og finde ud af alt hvad jeg har lavet. Mit spørgsmål er så,: Hvornår bliver denne information slettet?

Svar: 

Kære pige på 16

Tak for dit meget relevante spørgsmål.

Det er ret svært at finde rundt i alt det med ens personlige data.

De danske teleselskaber (TDC, Telia, Telenor osv.) følger to regelsæt:
Logningsbekendtgørelsen og bogføringsloven (gab!)

Loven om logning kræver at teleselskaberne gemmer data i et år. Her menes der data om hvilke sider du har besøgt osv - altså alt hvad du har lavet på nettet. Bogføringsloven kræver at teleselskaberne gemmer data i 5 år, men her kan man ikke se hvor personen har været på nettet men kun hvornår, der har været netaktivitet. Hvis der er tale om mobiltelefoner, kan man også se sendemast og en række andre oplysninger, der kan bruges til at vise hvor man har været.

Jeg kan sagtens forstå at du har bekymringer om at din færden på nettet kan 'udspioneres' af ansatte hos Teleselskaberne. Men du skal vide at de oplysninger er yderst fortrolige. Ingen må snage i din færden på nettet med mindre politiet har en dommerkendelse. Det tages ret alvorligt her i landet at almindelige menneskers færden på nettet er en privat sag. Der skal altså være en begrundet mistanke om kriminalitet, før man må checke hvor du har været.

Ift. Google og Facebook og andre udenlandske firmaer, der også lagrer dine oplysninger, så gælder der jo helt andre regler. Det er svært at vide præcist hvad Google gemmer om dig, men det jeg kan sige med sikkerhed er at de primært bruger det til at gøre dine fremtidige søgninger mere relevante og til at give dig reklamer og annoncer, der passer på dine søgninger.

De fleste browsere (internet explorer, firefox mv.) har en mulighed for at surfe 'privat', så der ikke lagres informationer om din færden på din computer. Det kan være rigtigt fint hvis man ikke ønsker at andre skal se hvor man har været. Man skal bare vide at teleselskaberne stadig kan se det i op til et år. Det skal de nemlig kunne.

Mvh Jonas

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program