Livet kan sgu egentlig være ret svært

brevkassespørgsmål

Livet kan sgu egentlig være ret svært

brevkassespørgsmål af
Tjalfe
19 år
Oprettet 6 år 2 måneder siden

Er sgu ikke lige helt klar over hvordan jeg kommer til at formulere det her, eller om det i realiteten overhoveder er et spørgsmål. Jeg er nok det man ville kalde en klassisk “gamer-type”, jeg er ikke igang med uddannelse, jeg har ikke nogen venner - hverken social omgangskreds eller folk som jeg bare mødes med en gang imellem, jeg har heller ikke noget arbejde og går aldrig uden for min dør medmindre det er strengt nødvendigt. Nårh ja, og som toppen af kagen er jeg beklageligvis også bøsse. Jeg hader at jeg er det, det er en ud af 100 gange jeg sætter ord på hvad jeg er når jeg skal beskrive det, jeg hader det så inderligt som overhovedet muligt - og vil meget gerne finde en løsning. Jeg vil rigtig gerne kunne acceptere denne her afskyelighed, men det er mig en gåde hvordan og virker forholdsvis umuligt. Er vi med so far? Nice. Så, i bund og grund, er der en måde at slippe af med det her på? Vil meget gerne være ligesom alle andre og ikke have en titel som et freakshow, mere end den klassiske jeg allerede har i forvejen.

Svar: 

 Kære Tjalfe, 

Det er godt, at du har taget kontakt til brevkassen, når du har brug for at komme ud med de tanker, du går rundt med. 

På din beskrivelse lyder det til, at du ikke har det helt godt, sådan som din situation er lige nu. Jeg vil gerne kommentere på det, du skriver, og også komme med muligheder til, hvad du kan gøre eller hvor du kan henvende dig. 

Som jeg læser det, skriver du om to 'emner', jeg tænker, jeg vil kommentere på. Det ene omhandler inddirekte om ensomhed og det andet direkte om din seksualitet. I forhold til seksualitet søger du også konkret råd, og det vil jeg også komme ind på. 

Ensomhed

Du skriver ikke selv eller direkte, at du føler dig ensom. Ud fra din beskrivelse om, at du ikke er igang med uddannelse, ikke er i arbejde, ikke ses med nogen og generelt ikke kommen meget uden for døren, tyder det på, at du har meget lidt kontakt til andre mennesker. Om din beskrivelse er for at indikere, at du føler din ensom eller isoleret, eller det er for at give baggrundsviden er ikke helt tydelig for mig, og derfor tillader jeg mig at kommentere på det, og komme med bud på, hvad du kan gøre.

Du skriver ikke, om der er en grund til, at du sjældent begiver dig uden for en dør. Man kan sige, at hvis man føler sig lidt ensom og derved finder tryghed i at være derhjemme, og måske foran computeren, så kan der ske det, at man langsomt begynder at isolere sig. Jo mindre man kommer ud, desto mere ubehagelig kan den sitation faktisk blive, fordi man nu er vænnet til at være hjemme i de 'trygge' rammer. Og så kan det være svært at skulle overskride den grænse, det kan blive, at komme ud blandt andre mennesker igen. 

Hvis det er fordi du har lysten til at komme i kontakt med andre mennesker, så tænker jeg, der er flere måder at gøre det på. 

Du skriver selv, at du er en "gamer-type", og derfor tænker jeg, at en oplagt første mulighed kunne være at begynde at chatte med andre spillere. Det kan være, at du allerede gør det, når du spiller, og ellers kunne det være en måde at starte. Det kan også være, der findes grupper på nettet for de spil, som du spiller, hvor du kan tale med andre ligesindede om spillene og måske også komme til at kende dem lidt bedre. 

En anden mulighed kan være at komme i Ventilen. Ventilen er et mødested for ensomme unge, hvor der er frivillige, der laver forskellige aktiviteter med de unge - fx tage ud og handle, lave mad, spille brætspil osv. Jeg smidet et link her, så du kan kigge på deres hjemmeside, hvis det kunne lyde spændende. 

Seksualitet

Du kommer ind på din seksualitet og dét, at du er til fyre.

Først og fremmest vil jeg gerne understrege, at der ikke er nogen form for seksualitet, der er forkert. Om man er til drenge, piger eller begge dele er lige rigtigt. Det vigtigste er, hvad der føles bedst for dig. 

Noget af det første jeg lægger mærke til i dit brev, er måden du skriver og de ord du bruger om det, at du er homoseksuel. "Beklageligvis", "afskyelighed", "titel som et freakshow". For mig at se er det en negativt ladet måde at beskrive dig selv, og den måde du føler om det. Og det synes jeg er ærgerligt. Jeg ved ikke, om du kommer fra et miljø med en mere konservativ tankegang om, at homoseksualitet er forkert, eller om det er fordi, det er en forvirrende følelse for dig at have erfaret, at du er til fyre og dermed måske ikke passer ind i dit eget billede af, hvordan du forstillede dig at skulle være - evt. senere i livet med familie og børn. 

Du skriver, at "det er en ud af 100 gange", du sætter ord på, hvad du er, når du skal. Vi kan ikke selv styre, hvem vi er tiltrykket af, og vi behøver heller ikke definere det. Ens seksualitet behøver på ingen måde at blive = identitet. Det vil sige, at det behøver ikke være det, der vægter, hvem man er som person, og hvordan man bliver set på af andre. Det afhænger også af, hvordan man væger at udtrykke sig, og om det er noget, man har behov for at vise frem. Dertil vil jeg også sige, at din seksualitet kommer ikke andre ved. Det er helt op til dig, hvordan og om du har lyst til at dele det med andre. 

Grunden til, at jeg skriver det med, at din seksualitet ikke er = din identitet, er fordi, du skriver, at du gerne vil være ligesom alle andre og ikke have "en titel som et freakshow". For din titel er ikke, at du er homoseksuel. Og, der findes mange homoseksuelle, så på den måde er du ligesom mange andre. 

Du skrive både, at du gerne vil acceptere dét, at du er homoseksuel, og samtidig også, at du gerne vil slippe af med det. Jeg tænker, at det er bedst at ligge energi i at acceptere det. Acceptere, at det er den lyst, du har fundet ud af, at du har lige nu. Grunden til at jeg skriver 'lige nu' er fordi, at man kan sige, at ens seksualitet kan være dynamisk. Seksualitet er ikke nødvendigvis fastlåst, og kan sagtens ændre sig gennem livet. Nogle mennesker oplever at tænke om sig selv, at de er heteroseksuelle, men møder så en person af samme køn, som sig selv, og falder for eller får lyst til vedkommende. Det betyder heller ikke, at man nødvendigvis går fra at være heteroseksuel til homoseksuel. Biseksuel er også en mulighed. Ligeledes er det også en mulighed ikke at definere sig. For nogle kan det være rart at kunne definere sig som noget, og får andre, kan det være en lettelse at lade være med at definere sig. 

Jeg tænker, at en måde hvorpå du kan få hjælp til at acceptere og få talt om de tanker og følelser, du har omkring din seksualitet, kan være ved at henvende dig hos LGBT. Der er et link her. På deres hjemmeside kan du læse en masse om forskellige former for seksualitet, hvad man kan betegne sig som og du kan også søge rådgivning. Der er både rådgivning via telefon, chat og personligt fremmøde. 

Jeg håber, det var svar på dit brev. Kom også gerne i vores 1-1 chat. Her vil en rådgiver sidde klar til at chatte med dig, og det kan være lettere at uddybe og spørge ind til, hvad du har på hjertet og hvordan du har det.  

De venligste hilsner,

Kathrine. 

KathrineBs billede
Kathrine fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program