Lavalder?

brevkassespørgsmål

Lavalder?

brevkassespørgsmål af
Emily
14 år
Oprettet 1 år 10 måneder siden

Jeg er blevet meget glad for en pige jeg har mødt i fodboldklubben. Hun er 17 og vildt sød. Vi har kysset og nu har hun spurgt om hun må røre mig i sprækken, altså når jeg er klar. Jeg er sygt nysgerrig på det og vil megagerne men ved jo også det her med sexuel lavalder. Jeg ved man skal være 15 men ved også det vist ikke gør så meget hvis aldersforskellen ikke er for stor. Men er tre år for meget? Og hvordan hvis begge er piger? Vi pjatter meget sammen og virker enlig jævnaldrene synes jeg. Kan i gøre mig klogere? Jeg kan mærke jeg ved for lidt om det.

Svar: 

Kære Emily

Det er godt, at du skriver herind, når der er noget, du er i tvivl om og har brug for hjælp til.

Det er helt rigtigt forstået, at man skal være 15 år, for at andre må have sex med en. Og det er også helt rigtigt forstået, at hvis man er under 15 og er sammen med en, som er nogenlunde jævnaldrende, så vil de fleste være tilbøjelige til at se igennem fingre med det. Det handler om, at den seksuelle lavalder er til for at beskytte unge under 18 år mod at blive udnyttet af ældre og mere erfarne voksne. Når man er okay med, at jævnaldrende alligevel kan være sammen, handler det om, at man, når man er jævnaldrende, er nogenlunde det samme sted i sin udvikling og i sit liv. Sex er som regel lige nyt for begge parter, og det er derfor drevet af en fælles lyst og nysgerrighed på at udforske egne grænser.

Du spørger, om 3 år er for meget. 3 år lyder måske ikke af særligt meget - ofte ser man jo en aldersforskel på et par år mellem de fleste par. Men fordi kroppen og hjernen er i rivende udvikling i teenageårene, så kan der være meget stor forskel på en 14-årig og en 17-årig - også selvom I føler jer på bølgelængde. Derfor synes jeg, at I skal vente, indtil du lige om lidt bliver 15 år, og det er lovligt. Så kan du mærke efter, om det stadig er noget, du gerne vil, og I kan være sammen uden at bekymre jer.

Det kan også være en god idé for jer at tage en snak om, hvad I har lyst til, og hvad det vil sige at være sammen. På grund af aldersforskellen kan I have forskellige forventninger til hinanden, som kan være rare at få talt om.

De bedste hilsner
Marie

 

Nikitass billede
Marie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program