krop og kæreste tamtam

brevkassespørgsmål

krop og kæreste tamtam

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 6 år 10 måneder siden

Hej! Jeg er en pige på 16 år og jeg har aldrig haft en kæreste, datet eller kysset med en dreng før. Jeg går ikke til fester (da jeg aldrig bliver inviteret) eller drikker alkohol. Men mange af mine pige klassekammerater har oplevet begge dele og jeg føler mig lidt udenfor. Jeg er bare nervøs for at jeg aldrig får en kæreste, bliver gift, får børn osv. Jeg frygter at jeg skal være alene hele mit liv. Men når jeg forestiller mig at jeg har en kæreste er jeg bange for at han kommer til at være mig utro. Men nok det jeg frygter (lidt) mest er jeg aldrig kommer til at opleve sex eller får mit føreste kys. Jeg har også meget lavt selvværd. Så lavt at jeg synes at jeg ikke er pæn og god nok som jeg er. Men når jeg ser på andres pigers kroppe bliver jeg hurtigt misundelig. Jeg har nemlig ikke særlig mange kurver, små bryster osv. Min mave er også ofte oppustet og jeg sammenligner mig meget med andre piger. Jeg hader min egen krop. Min hud på mit ansigtet er ikke rent. Jeg har eksem rundt om munden og næsen. Jeg har 2 produkter som jeg bruger til at pleje huden med (min hud er MEGET sensitiv).

Svar: 

Hej med dig,

Jeg kan godt forstå, du bekymrer dig om disse ting. Det er meget almindeligt for især piger, at bekymre sig om hvad fremtiden bringer både ift. selv at stifte familie, men også at opleve kærlighed, sex osv. Det er et stort ønske for mange piger at opleve alle disse ting, så du er helt sikkert ikke alene om dine tanker. Man kan nemt komme til at frygte, at man kommer til at sidde alene tilbage og aldrig opleve alt dette.

Du skiver, at du har meget dårligt selvværd, og at du hverken synes du er pæn eller god nok som du er. Det er en rigtig ærgerlig tanke at have om sig selv, for selvfølgelig er du god nok! Det er rigtig nemt at sammenligne sig selv med andre og tænke at de ser meget bedre ud end man selv gør, men alle er forskellige og alle har også forskellige udseender de foretrækker. Nogle vil synes du er pæn, mens andre vil synes at en anden pige er pæn. Men hvad vil du kunne gøre for, at du selv begynder at synes at du er god nok både indeni og udenpå?

Hvis du er rigtig ked af din eksem, har du måske mulighed for at dække det med noget foundation. Er du træt af din krop, kan det være du kan dyrke noget sport (hvis du ikke allerede gør?) og på den måde være med til at forme din krop hen mod noget du vil være gladere for.

Men vigtigst af alt, tror jeg det er, at du arbejder på din indre kritiker. Det lyder som om du slår dig selv oveni hovedet mange gange i løbet af en dag med alt hvad du ikke kan og er, istedet for at prøve at fokusere mere på det gode ved dig. Prøv og væn dig til at stoppe de negative tanker når de kommer til dig. Lav noget andet, syng en sang i hovedet, hvad end du kan for at slippe for alle de dumme tanker du kan få om dig selv. Derudover er det at have gode venner, komme ud i den friske luft, dyrke sport og pleje sig selv alt sammen ting som bidrager til, at man har det bedre indvendigt, og dermed også har meget større mulighed for at synes godt om sig selv. Man kan nemt komme til at tænke, at man er den eneste der er utilfreds med sig selv, den eneste der er oppustet, men faktisk er det størstedelen af alle der er oppustede flere gange i ugen, ligesom de fleste også har ting ved deres kroppe og personliged som de gerne vil ændre.

På samme måde synes jeg også du skal tænke om din frygt for at du engang får en kæreste, der vil være dig utro. Prøv og glem den tanke, så godt du kan, og fokuser på noget andet istedet. Man ved aldrig hvad der sker, og skulle du gå hen og opleve utroskab engang, så er det nemmere at håndtere det hele, når du står i situationen.

Man kan ikke spå om fremtiden, men lur mig, om du ikke kommer til at opleve alle de ting som du ønsker dig. Og hvis du får en anderledes tankegang og aktivt arbejder hen mod at være gladere for dig selv, så tror jeg også du oplever det før du tror :-) Hvor mange voksne mennesker kender du, som aldrig har haft en kæreste, en flirt, aldrig har fået et kys o.lign.? Det er ikke særlig mange. Der skal helt sikkert nok være én (eller flere) til dig også. Tænk på hvor meget du allerede har oplevet i de 16 år du har levet - tænk hvad du ikke kommer til at opleve de næste 16, hvor du i alle årene er ung og klar til både kærester, kys, sex osv.

 

Jeg håber du kan bruge mine tanker til noget positivt!

 

Mange hilsner

Christina.

Christinas billede
Christina fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program