Konstant liderlig

brevkassespørgsmål

Konstant liderlig

brevkassespørgsmål af
Frida
17 år
Oprettet 4 år 5 måneder siden

Hej. Jeg var lidt usikker på om jeg skulle vælge brevkassen for seksualitet eller læge, men vælger læge, da det her påvirker mig utrolig meget psykisk til daglig. Det er ret pinligt, men jeg siger det som det er. Jeg er konstant liderlig og kan slet ikke fungere normalt længere. Det er så slemt at jeg er nødt til at have orgasme op til 10-15 gange dagligt, fra om morgenen og i løbet af dagen og igen inden jeg skal sove. Nogle gange vågner jeg også om natten og er nødt til at onanere og komme en eller flere gange. Når jeg er hjemme hos folk eller ude i det offentlige er jeg også af og til nødt til at gå ud og onanere på toilettet. Jeg bliver virkelig våd og nogle gange hvis jeg sidder på fx en sort læderstol går det igennem og der bliver lidt vådt på stolen. Det er vildt pinligt, hvis nogen ser det. Jeg tænker en del af tiden på sex og også meget vild sex, men det er stadig mest en fysisk følelse i kroppen end en psykisk trang, føler jeg. Nogle gange når jeg har haft orgasme begynder jeg at græde og skamme mig over mig selv, men så går der max et par timer og jeg bliver liderlig igen og er nødt til at gøre det igen. Nogle dage er værre end andre, hvor jeg ikke bare kommer 10 gange på en hel dag, men 10 gange pr. onanisession, som kan vare i en time eller mere. Jeg kan bare ikke få nok. Det kilder hele tiden dernede og jeg føler stor fysisk trang til sex, men jeg har ikke et aktivt sexliv og har heller ikke lyst til at gøre det med hvem som helst, så jeg holder mig til onani. Hvis jeg skal noget, hvor det ikke er muligt at onanere i mange timer, bliver hele min krop helt ivrig og jeg føler nærmest kramper i underlivet og en sitrende/rystende følelse i kroppen af trang. Kan der være noget fysisk galt? Mvh. Frida

Svar: 

Kære Frida.

For det første er dit spørgsmål og dine tanker ikke pinlige. Det er gode og relevante spørgsmål du har. Og for det andet tror jeg ikke, at der er noget fysisk galt med dig.

For det tredje er din lyst heller ikke pinlig. Det er sådan at sexlyst kan være forskellig fra person til person. Nogen har meget lyst og andre har mindre lyst. I perioder kan man være mere liderlig end andre, det afhænger af humør, cyklus mm. Det er helt normalt.

Stor lyst til onani er i udgangspunktet ikke unormalt eller et problem. Der er ingen grænser for hvor mange gange der er normalt at onanere i løbet af en dag. Grænsen for at afgøre hvornår det bliver et problem er, at hvis det får negativ indflydelse på ens hverdag. Altså hvis det hæmmer en i hverdagen eller er styrende for hvordan man opfører sig. Som at man lar være med at gøre ting man ellers ville ha gjort, fordi man bare MÅ onanere.

Jeg bemærker, at du skriver, at du ”ikke kan fungere mere” og at du må afbryde din hverdag for at onanere fx når du er ude hos folk eller i det offentlige rum. Jeg bemærker også, at du har negative følelser omkring onani og at du skriver, at du kan skamme dig, føler det er pinligt og nogle gange græder. Det får mig til at tænke på, at der måske er noget der ikke helt er som det skal være.

Onani og orgasme har en påvirkning på både kroppen og psyken. Orgasme rummer ophidselse – en spændingsstigning i kroppen, som afløses af afslappelse. Det har altså en beroligende virkning som er dejlig. Når man kommer føler man intenst velbehag og negative tanker eller bekymringer betyder ikke så meget lige der.

Nogen gange kan man få en slags spændingsstigning eller uro/sitren i kroppen hvis man er ude blandt mange mennesker fx til et arrangement man måske har været spændt på. Den sitrenende følelse kan måske gøre at man ligefrem ryster lidt. Måske genkender du den følelse og ved, at når du får orgasme så lindres den og du får det bedre. Det er ikke sikkert det er sådan, men jeg kommer til at tænke på at det kan være noget i den retning, der gør at man kan komme til at bruge onani som ”beroligende”.

Lyst til sex er dejligt. Og når man onanerer lærer man sig selv og sin lyst bedre at kende. Det er kun positivt. Der hvor der ikke er positivt er hvis man bliver styret af det. Hvis man ikke kan la være fordi, at man næsten bare MÅ. At man føler ubehag hvis man ikke gør det. Sådan at det næsten bliver en slags tvangshandling.

Det er normalt at tænke meget på sex og også på vild sex og fantasere om ting, man i virkeligheden slet ikke har lyst til. Du skriver at du ikke har et aktivt sexliv og ikke har lyst til at ha sex med hvem som helst. Det lyder altså ikke som om, at lysten gør, at du gør ting, der kan indebære en risiko som for eksempel at han ubeskyttet samleje med mange forskellige. Det lyder altså som om det er selve handlingen med onani, du oplever som en belastning.

Jeg tror måske, at du vil ha glæde af at tale med nogen omkring lyst og onani. Sådan så du kan få mere positive tanker omkring din lyst og onani så det ikke blir en dårlig ting for dig.

Du kan eventuelt starte med at ta kontakt med din egen læge som evt. kan henvise dig til en sexologisk klinik hvor der er folk som er eksperter i at vejlede i, når alt det gode ved lyst og liderlighed bliver til noget dårligt.

Det kan også være at det er nok at tale med din læge og at I sammen kan finde ud af hvordan du kan få det bedre. Du kan jo eventuelt printe dit spørgsmål og mit svar ud og ta med til lægen, hvis du synes, det er svært at tale om.

Håber svaret var til hjælp!

Mange hilsner fra Gerda

Gerdas billede
Gerda fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program