Konstant kvalme
Konstant kvalme
Hejsa, jeg har i de seneste år haft en mere eller mindre konstant kvalme. Jeg har aldrig rigtig kastet op på grund af den, det er mere bare sådan irreterende at gå rundt med hele tiden. Nogle dage er værre end andre, men den bliver især slem når jeg kører i bil eller i bus. Jeg har før nævnt det for min læge, men han kan ikke komme med noget endeligt på hvad det kunne være.
Det skal også lige tilføjes at mit hovede bliver træt, og selv de mindste lyde irreterer mig. Og så har jeg også tendens til at få lidt ondt i maven når jeg har kvalme.
Kære Andreas
Det lyder meget usædvanligt, at en 15-årig dreng går rundt og har kvalme. Jeg kan ikke sige, hvad der er årsagen til din kvalme, men jeg gør mig følgende tanker omkring det:
Hvis der er en fysisk årsag til, at man får kvalme, vil det oftest være noget i hjernen eller noget med synet. Jeg kunne godt tænke mig at vide, om kvalmen er så kraftig, at den påvirker din dagligdag. Hvis du spiser normalt, er i stand til at cykle, dyrke sport, passe din skole og så videre, så er det gode tegn. Og hvis kvalmen har stået på i flere år, uden at den har udviklet sig, eller der er kommet flere symptomer, så taler det også imod en fysisk sygdom.
Derfor tænker jeg på, om det kan hænge sammen med, hvordan du har det psykisk. Især fordi du også skriver det med, at dit hoved bliver træt og du er sensitiv overfor lyde. Har du det godt med din familie og venner? Kan det være fordi, du er stresset og har for meget at se til?
Prøv at tænke over, om det kan være sådan det hænger sammen. Uanset hvad, synes jeg du skal tale med din læge om det igen og beskrive symptomerne, ligesom du har gjort her.
Held og lykke og god bedring
Mvh Anne