Kompliceret forhold

brevkassespørgsmål

Kompliceret forhold

brevkassespørgsmål af
Anonym
23 år
Oprettet 3 år 4 måneder siden

Hej.. 

Jeg er i et meget kompliceret forhold, og jeg har virkelig brug for, at få andres syn på det udover min nærmeste søster. Hun er jo "selvfølgelig" på min side, men det er simpelthen ikke nok for mig at få mine tanker ud til hende, fordi jeg ikke føler at hun ser noget fra hans synspunkt.

Jeg er 23 år gammel, og min kæreste er 31. Jeg flyttede for et års tid siden til en meget lille by, som ligger en time væk fra min fødeby, min familie, mine venner og mit arbejde. Jeg flyttede dertil, for at kunne bo og få en hverdag med min kæreste. Vi mødte hinanden for lidt over et års tid siden, og blev allerede kærester efter en måned. Vi var smaskforelsket i hinanden, og blev hurtige enige om, at det eneste vi ville, var at starte et nyt liv sammen. Jeg smed alt jeg havde i hænderne for ham, og flyttede strakt til den lille by, hvor han har sit eget hus. Inden jeg flyttede dertil, sagde han, at hvis jeg på sigt gerne ville tilbage til min egen by, så var han villig til at tage med. Jeg vidste med mig selv allerede der, at jeg 100% ville tilbage, fordi jeg selv kommer fra en af Danmarks storbyer, og det var bare en kæmpe omvæltning for mig, at flytte til sådan en lille by, som ikke har særlig meget at byde på. 
Jeg har nu boede der i et år, og jeg har aldrig følt mig så ensom, som jeg gør i denne lille by. I den tid jeg har boet her, har min kæreste og jeg haft mange konflikter og udfordringer i vores forhold. Min kæreste kan godt komme til at dele sine tanker med mig, som jeg ofte mener er hæmningsløse og unfair. For eksempel: første gang vi var på stranden i sommers, havde jeg glæder mig til at vi skulle ud og hygge. Vi sidder i bilen, og jeg snakker og snakker til ham. Han kigger konstant væk, og hører overhovedet ikke efter hvad jeg siger. Jeg stopper med at snakke, og det går meget hurtigt op for mig, at han totalt åbentlyst kigger på andre piger. De får hele turen fra top til tå flere gange. Jeg bliver ekstremt ked af, at han gør det så åbentlyst, når jeg sidder lige ved siden af. Han var totalt fraværende, og jeg siger så til ham, at jeg faktisk bare gerne vil hjem. Da vi kom hjem, sagde jeg ikke noget fordi jeg simpelthen var så chokket. Jeg konfronterede ham om det senere, og til det siger han, at han tror det er fordi han måske ikke er sammen med den rette. Jeg siger så til ham, at hvis han ikke ved det, så tvivler jeg godt nok på om han overhovedet har ment det, når han sagde at han elskede mig. Han fortæller mig, at han ikke ved om han elsker mig, og derefter var jeg bare så ked af det, og vågnede hver morgen med ondt i maven og opkast fornemmelse. Efterfølgende har han også fortalt mig flere gange, at han ikke ved hvad det vil sige at elske og han ikke ved om han er skabt til at være alene. 

Min søster synes jeg er dum og naiv og at jeg burde gå fra ham. Han gamer rigtig meget (ikke at det behøver at være en dårlig ting), og prioriterer ikke særlig tit at lave noget med mig, men jeg elsker ham jo, og måske kan han lære at elske mig? 
Han føler selv dårlig samvittighed overfor mig, fordi han føler han holder mig hen i mit liv, og han har dårlig samvittighed over, at jeg har skubbet alt væk for at være sammen med ham. 

mit problem er, at jeg næsten ikke kan bære længere, at han ikke savner mig når jeg overnatter hos mine forældre, venner eller søskende i flere dage og at jeg ved at han ikke elsker mig. 

Jeg er en person som giver rigtig meget af mig selv, og det ødelægger mig. Jeg kører til min fødeby gennemsnitlig 3 gange i ugen (ud over arbejde), men jeg får aldrig selv besøg. 

Jeg startede for ca. 3 måneder siden på et kost og træningsprogram for at han ville synes jeg er attraktiv, men jeg får sjældent at vide, at jeg ser godt ud. 

jeg ordner stort set alle huslige pligter, da jeg arbejder i aftenvagt, så er hjemme hele formiddagen og lidt op ad middagen, men får sjældent et tak. 

Jeg arbejder med hjerneskadet, hvor jeg skal være på hele tiden og give ud af mig selv, men dem får man heller ikke så meget igen af.

Jeg vil virkelig ikke lyde som et "offer", men jeg snakker sjældent med noget om det her, så nu er jeg simpelthen nødt til at komme ud med det. Jeg har en konstant facade på, men jeg er træt og jeg er ked af det. 

Når han snakker om fremtidsplaner, bliver jeg aldrig nævnt. Jeg har spurgt ind til dette, hvortil han så svare "jeg nævner dig ikke, fordi det er bare noget som jeg ved at jeg vil" 

Jeg har svært ved at nyde mit eget selskab, og jeg finder tryghed i ar være sammen med andre, sådan slapper jeg bedst af, og derfor er det enormt svært for mig at bo i en by hvor jeg ikke kender en eneste. Men jeg elsker ham, og det gør jeg med hele mit hjerte og det ødelægger mig. 

Når jeg tænker på ham være sammen med en anden kvinde, så væmmes jeg inderligt og kan slet ikke rumme det. Han er den eneste jeg vil dele mit liv med, men jeg 

Tak, fordi du ville tager dig tid til at læse om mit kompliceret forhold. Jeg er en meget privat person og jeg fatter faktisk ikke helt at jeg søger et råd hos en anden og en fremmede, men jeg er simpelthen så desperat. 

Mvh. den forvirrede

Svar: 

Kære forvirrede,

Tak for dit brev! Det er tydeligt, at du har meget på hjerte, og har mange tanker, bekymringer og følelser, der rumsterer inden i dig. Så hvor er det godt, at du skriver her, så du kan få luft for noget af det.

Desværre bliver det her nok ikke det svar du ønsker. Jeg er tilbøjelig til at være enig med din søster i, at det absolut ikke lyder til at være en sundt forhold dig og din kæreste har. Eller rettere, det lyder ikke til at være sundt for dig.

Du skriver, at du elsker din kæreste af hele dit hjerte, men du skriver samtidig, at han ikke giver udtryk for at have de samme følelser for dig. Tværtimod. Faktisk skriver du, at han ikke ved om han elsker dig, at han ikke ved om han nogensinde har elsket dig pg at han ikke savner dig, når du er væk. Når jeg holder det sammen med den måde du beskriver han behandler dig på - at han ikke tilkendegiver, at han værdsætter de ting du gør for ham og i hjemmet, at han ikke nævner dig, når han taler om fremtiden, at han ikke prioriterer at gøre ting sammen med dig - så ser jeg en skævvridning i jeres forhold. Nu kender jeg ikke nogen af jer, men ud fra din beskrivelse lyder det til, at du er langt mere investeret i jeres forhold end han er.

Det er helt tydeligt, at du har ofret rigtig meget for ham, og har gjort meget for at behage ham. Men du har ikke fået noget igen. I et sundt forhold er parterne ligeværdige, og giver og tager lige meget. Når jeg læser din beskrivelse får jeg indtrykket af, at i jeres forhold der er dig, der giver, og ham, der tager. Hele tiden. Det er ikke en sund dynamik, og det vil langsomt kunne nedbryde dig psykisk.

Når man elsker nogen af hele sit hjerte, som du gør, kan man nemt komme til at negligere alle deres negative sider, fordi det bliver opvejet af, hvor dybe følelser man nærer for vedkommende. Problemet er bare, at det kun er én selv det går ud over. Fordi den man er sammen med ikke sætter pris på én, men i stedet blot tager én for givet. Og det er der ingen der er tjent med.

Når man elsker en anden person højt kan tanken om ikke at skulle være sammen med vedkommende være fuldstændig ubærlig. Når jeg læser dit brev får jeg indtrykket af, at det er sådan du har det. Samtidig får jeg også fornemmelsen af, at du inderst inde godt ved, at han ikke er god for dig, at han ikke behandler dig godt nok og ikke ser dig for den du er, og at du fortjener bedre. For det gør du nemlig. Du fortjener at være sammen med én, der er god ved dig, som behandler dig godt, som sætter pris på dig og på de ting du gør, og som vågner op hver morgen og er glad for at vågne op ved siden af dig. I mine ører lyder det ikke til, at det er det du har lige nu.

Du skriver, at du har følt dig meget ensom efter du flyttede, og at du nyder at være sammen med andre og lader op i andres selskab. Det får mig til at tænke, at noget af det, der afholder dig fra at gå fra din kæreste måske også bunder i en frygt for at være alene? Når man er i et forhold og man bor sammen kan det føles trygt og godt og rart at vide, at der altid er én i huset, så man som udgangspunkt kun er alene, når man selv vælger at være det. Det kan bare hurtigt blive en sovepude, hvor man kommer til at lade "det rare i at have en" veje tungere end "alt det han også er". Du lyder til at være en social og udadvendt person, med et stærkt netværk af familie og venner omkring dig, så jeg tror ikke du har noget at frygte i forhold til at skulle være single. Det gør ikke nødvendigvis tanken mindre skræmmende, men det kan måske give en lille smule mere ro i maven.

Når jeg læser dit brev får jeg et helt tydeligt billede af, at du lige nu er kærester med en, der ikke værdsætter dig, ser dig, hører dig, anerkender dig eller respekterer dig. Og det har du ikke fortjent. Derfor er mit råd til dig, at du skal lytte til dig selv og reagere på den ked-af-det-hed, ensomhed og tristhed du føler. Det er ikke meningen, at ens kæreste gang på gang skal vække de følelser i én. Det har hverken du, eller andre, der måtte stå i en lignende situation, fortjent. 

Jeg håber du kan bruge mine tanker, selvom det måske ikke helt var hvad du havde håbet på.

Alt det bedste til dig,

Siv

Sivs billede
Siv fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program