Kløen i skridtet

brevkassespørgsmål

Kløen i skridtet

brevkassespørgsmål af
Jack
19 år
Oprettet 4 måneder 2 uger siden

Har haft en del kløen i skridtet på det seneste, har aldrig haft sex, og har længe barberet dernede uden problemer, har også god hygiejne, så ved ikke helt hvad det skyldes eller hvad jeg kan gøre for at løse problemet.

Svar: 

Hej med dig

Det er svært at svare på præcist hvad der er galt, men her kommer mine umiddelbare bud.

1. Du skriver at du har god hygiejne, og det er helt klart en fordel. Du skriver dog ikke hvad du bruger til at holde dig ren dernede. Hvis du bruger almindelig sæbe eller shampoo, så kan det godt være derfor du oplever kløe. Det kan også give tør hud i det område og endda svamp i nogle tilfælde. Det er nemlig lidt for kraftigt til intimområderne, og derfor skal man enten kun bruge vand eller bruge en intimsæbe. Intimsæbe kan købes i de fleste butikker og på apoteket. 

2. Du skriver ikke noget om hvilken slags undertøj du bruger, men overvej om du skal prøve en anden slags stof. Hvis du nu har købt det allerbilligste, så kan det være noget i stoffet som irriterer din hud. Det kan også være hvis de sidder for stramt eller hvis dine bukser sidder for stramt. 

3. Du skriver at du barberer dig dernede, og måske handler det om at du skal skifte din skraber? Du skriver ikke noget om hvor ofte du skifter den ud, men det er en rigtig god regel at skifte den ofte. Hvis du bruger engangs-skrabere, så brug en ny skraber hver gang, for der kan nemlig sætte sit bakterier på bladet, som du kan overføre, hvis du genbruger. Hvis du bruger en maskine eller en genanvendelig skraber, så sørg for at rense den godt og evt. spritte den af mellem hver gang. 

4. Når du barberer dig, så kan du prøve at barbere dig med hårene, hvis du ikke allerede gør det. Så irriterer du huden mindre, og så er der mindre risiko for kløe og rødme. Husk også at smøre dig bagefter, men ikke med creme (samme problem som med sæben). Brug evt. babyolie eller madolie. Du kan sikkert også købe en særlig intimcreme på apoteket, når du alligevel skal have intimsæbe. 

5. Hvis intet af ovenstående virker, så overvej om du skal tage en pause fra barberingen og lige give området lidt fred.

Der kan også være mange andre grunde til at det klør, og hvis det fortsætter eller bliver værre, så synes jeg at du skal tage en snak med din læge. 

Jeg håber du kan bruge mit svar.

Med venlig hilsen

Camilla

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program