Kære du

Tak for dit spørgsmål. Som udgangspunkt har din læge ikke tavshedspligt overfor dine forældre, fordi du er under 18 år. Det betyder dog ikke, at din læge automatisk vil fortælle det til dine forældre, eller på anden måde give dem besked, om hvad du har snakket med din læge om. Det er ikke en pligt for lægen, at han/hun skal informere dine forældre om, at I har snakket. Det, at din læge ikke har tavshedspligt overfor dine forældre, betyder kun, at lægen kan vælge at fortælle det til dine forældre, hvis du fortæller noget, som gør din læge bekymret, og hvor han/hun derfor vurderer, at det er vigtigt at dine forældre ved det - eller hvis dine forældre selv tager kontakt til lægen, for at spørge om du har talt med ham/hende.

Hvis du gerne vil tale med din læge om dit mentale helbred, og helst ikke vil have at dine forældre skal vide det, så kan du eventuelt sige det, når du ringer og bestiller en tid - eller du kan ringe i forvejen, inden du bestiller en tid, og sige at du helst ikke vil have at dine forældre skal vide det og forklare hvorfor. På den måde kan din læge tage stilling til dit ønske om, at dine forældre ikke skal vide det og du kan finde ud af, hvordan han/hun forholder sig til det. Det kan nemlig godt være forskelligt fra læge til læge.

Når det er sagt, så kan jeg ikke lade være med at blive lidt nysgerrig på, hvordan det kan være, at du ikke bryder dig om, at dine forældre skal vide, at du har talt med lægen. I overskriften på dit brev, giver du udtryk for, at du har mistanke om, at du har angst eller en depression. Jeg får desuden indtryk af, at det hovedsageligt er, hvis der ikke er noget i vejen, at du ikke vil have at dine forældre skal vide noget. Jeg har lyst til at nævne for dig, at det ikke altid er sikkert, at man har en psykisk lidelse, fx angst eller depression, selvom man kæmper med noget mentalt. Med det mener jeg, at man godt kan have det svært mentalt, i en periode, uden at man nødvendigvis fejler noget psykisk. Når jeg siger det, så er det for at fortælle dig, at der godt kan være noget "i vejen", eller galt, for dig, selvom din læge ikke vurderer at der er "noget galt", i den forstand at du lider af en psykisk sygdom eller lignende. Når du skriver, at du gerne vil tale med din læge om, hvordan du har det mentalt, så tænker jeg, at det er fordi, at du kan mærke, at du har det svært mentalt for tiden. Derfor er der jo allerede noget i vejen, for dig - uanset om din læge vurderer at der er "noget galt", i form af fx en bestemt psykisk lidelse eller andet - og det synes jeg, det er rigtig vigtigt at du får talt med nogen om. Jeg synes det er rigtig godt, at du vil tale med din læge om det. Jeg synes dog også, at det ville være en god idé at tale med dine forældre om det. Jeg ved ikke, hvad det er der er grunden til, at du ikke vil have at dine forældre skal vide det - men jeg er, som tidligere nævnt, nysgerrig på dette. Måske har du ikke lyst til at de skal blive bekymret for dig, måske synes du det er grænseoverskridende at skulle tale med dem om dine følelser eller måske er der en hel tredje årsag. Uanset hvad årsagen er, så er du ikke den eneste, eller den første, ung, som ikke bryder sig om, at ens forældre skal vide, hvordan man har det mentalt. Jeg håber dog, at du vil overveje, at tale med dem om det. For langt de fleste forældre er det heldigvis sådan, at selvom de måske kan blive kede af at høre, at deres barn har det svært med noget mentalt, så er de også glade for, at få det at vide, så de har mulighed for at hjælpe. Det er altid godt at tale med andre om, hvordan man har det, og ofte kan det være en stor lettelse, at lette sit hjerte til nogle af sine nærmeste - som fx ens forældre.

Jeg håber, at mit svar har givet dig noget med på vejen, som du kan bruge. Husk at du altid kan skrive herind igen, hvis du får brug for rådgivning igen.

Mange hilsner fra Freja