Kære du

Tak for dit brev. Du skal ikke undskylde for længde eller noget som helst andet. Det er bare rigtig, rigtig godt, at du er kommet forbi, og at du rækker hånden ud efter hjælp. Når jeg læser dit brev, kan jeg nemlig godt forstå, at du er forvirret, og jeg kan godt forstå, at det føles overvældende, når der er så mange tanker og bekymringer, som fylder i dit hoved. Jeg skal gøre mit allerbedste for at give dig nogle tanker og råd, som kan hjælpe dig videre.

Skole, mangel på energi og lyst til at gøre ting
Du starter med at fortælle, om at det har været rigtig hårdt for dig at starte på gymnasiet, og at du føler dig presset, fordi du føler, at du er meget bagud fagligt, og fordi det er svært socialt. Jeg tænker, at det er rigtig vigtigt at få sagt, at det er helt naturligt, at det er hårdt at starte i gymnasiet. Selvom du har gået i skole i mange år allerede, så er det ikke den samme måde at gå i skole på. Fagene er anderledes og nye, der er nye forventninger, nye lærere og nye måder at gøre tingene på. Det er også en helt ny klasse, og det tager tid at finde sig til rette i hinandens selskab. Derfor er det for rigtig, rigtig mange en kæmpe omvæltning, som det kan være rigtig svært at finde fodfæste i. Heldigvis bliver det for nogle lettere hen af vejen, men der er også nogle, som oplever, at det bliver ved med at fylde, og at det bliver ved med at være svært. Og det er helt okay, at det er svært. Man kan godt komme til at føle, at det er fordi, at man gør noget forkert, men nogle gange så er tingene bare svære også selvom, at man egentlig gør alt det rigtige.

Du fortæller også, at du synes, at det er svært overhovedet at finde energi til det sociale, når du kommer hjem. Igen synes jeg ikke, at det lyder mærkeligt, når det virker til, at skoledagene lige nu sluger al din energi. Så er det rigtig svært at skulle finde energi til også at være sammen med mennesker. For selvom at det er hyggeligt og dejligt at se folk, og at man måske kan komme til at føle sig ensom, hvis man ikke gør det, så kræver det stadig noget af én, og hvis der er for meget andet, som fylder, så er det enormt hårdt også at skulle finde energien til at være snaksalig og social. 

Du fortæller også, at du heller ikke har energi til træning længere, selvom at du egentlig var kommet ind i en god rytme med det. Med fare for at lyde som en båndoptager, der er gået i hak, så synes jeg heller ikke, at det er chokerende, når du føler dig så presset over din skolegang. Samtidig er det helt naturligt, at motivationen til at træne svinger for de fleste. Nogle gange er motivationen der bare ikke, og så kommer man ikke afsted, og så kan det være rigtig svært at komme ind i rytmen igen. Men jeg synes, at det er en skam at se det som spildt arbejde. Alt hvad du gør for din krop for at holde den igang og sund og stærk er godt! Så svinger det i perioder, hvor meget vi har energi til at gøre det, men det som vi får gjort er aldrig spildt. Og jeg tror, at det er rigtig vigtigt, at man ikke går og dunker sig selv i hovedet, men at man i stedet siger til sig selv, at lidt er bedre end ingenting. Så hvis energien er lav lige nu, så kan det være, at det ikke er de helt store træningspas, men måske nogle gåture i stedet? Eller 5 mavebøjninger på værelset, hvis der lige er en smule energi at tage af. Lidt er bedre end ingenting, og jeg tror, at når der er mere ro på, så vil du også opleve, at det er lettere at finde motivation og rytmen igen.

Hele vejen igennem dit brev så får jeg en fornemmelse af, at du er én, som sætter krav til dig selv, og at når du så ikke kan møde de krav, så er du ret meget efter dig selv. Det virker som om, at du tænker, at der er rigtig mange ting, som du burde gøre eller burde have lyst til, og hvis du så ikke får det gjort eller hvis du ikke har lyst, så skælder du dig selv ud. At være efter sig selv er en meget normal ting, når man er inde i en svær periode. Vores hjerne tænker simpelthen anderledes, og vi kommer helt ubevidst til at fokusere mere på de negative ting særligt ved os selv. Så i stedet for at se på dig selv, som en der lige nu kæmper og gør det bedste hun kan under nogle svære omstændigheder, så kommer du til at se dig selv, som en der er dårlig til ting.

Det kan være rigtig svært at få vendt sit syn på tingene helt selv, og derfor er mit bedste råd til dig at tale med nogen om, hvordan du har det. Der er forskellige muligheder, men for eksempel kunne det måske være dine forældre eller en lærer fra skolen? Det kan også være, at dit gymnasium har en psykolog eller rådgiver tilknyttet, som man kan få en snak med. Mange oplever, at det kan lette en del, at man får talt med nogen om det, og i den proces er det også tit lettere for én selv at mærke, om man har brug for mere, såsom nogle samtaler med en professionel f.eks. en psykolog eller psykoterapeut. Det kan også være, at det vil hjælpe at tale med nogle forskellige personer. For det er ikke sikkert, at du føler dig tryg nok ved dine lærere endnu til at skulle tale om sådan noget her, hvilket vil være helt okay, så gør du det bare med en anden. Men jeg tænker stadig, om det kunne være en idé at tale med dine lærere om de faglige udfordringer? Altså at du føler dig bagud fagligt, og at du slet ikke lige ved, hvordan du skal få det indhentet. Jeg tænker i hvert fald, at de kunne have nogle ideer til, hvordan I bedst kan gribe det an fremadrettet, for du er med garanti ikke den første elev, de har haft, som har stået i den her situation. Så jeg tænker, at de godt kunne have nogle forslag og råd, som kunne være en stor hjælp for dig.

Slutteligt så tænker jeg også, om det kunne være en idé at tale med dine venner fra skolen om, at du godt kan føle dig lidt afskåret eller som tredje hjul. Det er ikke sikkert, at det er noget, de gør med vilje, eller at du i deres øjne er tredje hjul, og at de derfor vil ændre det, hvis de ved, at det er sådan, du har det. Du kan også overveje, om der er én af dem, du har lyst til at tale med først omkring det hele i stedet for sådan at tage det med hele gruppen på én gang. Uanset hvad, så kan jeg godt tænke, at hvis de ikke lytter eller ikke vil forsøge at sørge for, at du ikke føler dig udenfor, er de så i virkeligheden er den slags venner, som er værd at samle på? Hvis de altså ikke vil lytte til dig, og hjælpe dig til at føle dig mere tilpas? Jeg synes i hvert fald, at du fortjener, at dine venner ikke får dig til at føle dig skidt tilpas. Det er selvfølgelig hårdt, hvis du i forvejen ikke føler, at du har så mange venner i klassen, men nogle gange er få gode bedre end flere halv-dårlige. Omvendt tænker jeg også, at det er helt okay, hvis ens klassekammerater også bare er klassekammerater. Det er okay, hvis det aldrig bliver dem, du fortæller alt til, men at de i stedet bare er nogle, som kan få skoledagene til at gå lidt hurtigere. Det er nok noget, hvor du må mærke lidt efter med dig selv, hvad du har mest brug for og lyst til.

Din flirt
Du fortæller også, at du flirter lidt med én, men at du er enormt meget i tvivl, om du skal forsætte det eller ej. På den ene side, så føler du dig ikke klar til at skulle committe ligeså meget til det, som han er, men på den anden side så lyder det også til, at det føles rart, at der er én, som kan lide dig. Det kan jeg godt forstå, måske særligt i en periode, hvor du føler, at din selvtillid er helt i bund. Omvendt virker det også til, at det er endnu et ekstra pres på dine skuldre, fordi du føler, at du skal leve op til hans følelser. Og det er rigtig vigtigt, at du ved, at du ikke skal føle dig tvunget til noget, hvis du ikke har lyst. Uanset hvor sød han er, så er det okay, at du bare ikke har de følelser for ham.

Jeg tænker måske, om det kunne være en idé, hvis du fortalte ham, hvordan du har det? For hans skyld, så han ikke går og tror, at I har det på præcis samme måde, men også for din egen skyld, så du forhåbentlig kan finde lidt ro i, at du har lagt kortene på bordet. For selvom, at du ikke ved, hvordan du har det med ham nu, og selvom at han ikke lige er den, du typisk går efter, så kan det jo godt være, at det kunne blive til mere for dig også, hvis du bare kan få lov at tage det i dit eget tempo uden at skulle føle pres fra ham eller omverdenen. Men det også helt okay bare at sige nej. Jeg kan godt forstå, at du ikke har lyst til at være den eneste uden en kæreste eller flirt, men hvis det koster mere energi at have en flirt, end det giver, så er det måske bedre at vente til der kommer én, som du ægte har lyst til at være sammen med? Det kunne måske også være, at du kunne tale med dine veninder om det? Hvem ved, måske nogle af dem har det på samme måde som dig? Jeg tror i hvert fald, at rigtig mange mennesker og særlig unge kan genkende den der "frygt" for at være den eneste uden en kæreste. Så mon ikke en eller to af dine veninder også kan?

Puha, det blev et langt svar. Jeg håber, at det er til at læse, forstå og finde rundt i, og jeg håber, at det kan hjælpe dig lidt på vej. jeg håber, at du vil række ud og tale med nogen, om hvordan du har det, og at du ved, at du ikke er til besvær, hvis du gør det. Vi snubler alle engang imellem, og så har vi brug for, at vores nærmeste hjælper os med at komme på benene igen. Du skal også vide, at du altid er meget velkommen til at kigge forbi i vores chat eller SMS-rådgivning, hvor vores søde rådgivere sidder klar.

Jeg ønsker dig alt det bedste, og jeg sender mange varme tanker din vej.

Kæmpe kram,

Dagmar