Kan ikke få tampon ud

brevkassespørgsmål

Kan ikke få tampon ud

brevkassespørgsmål af
Frederikke
13 år
Oprettet 3 måneder 1 uge siden

Hej jeg har for første gang prøvet at bruge en tampon. Jeg ved at den sidder forkert, fordi jeg kan ikke rykke mig uden at det gør ondt. Jeg vil virkelig gerne havde den ud, men det gør ondt når jeg prøver. Hvad skal jeg gøre?

 

Svar: 

Hej med dig Frederikke

Jeg er ikke læge, så jeg kan ikke sige det med sikkerhed, men hvis du kan mærke din tampon, tænker jeg umiddelbart, om det er fordi, du ikke har fået sat din langt nok op? Eventuelt kan du prøve at se, om du kan skubbe den lidt længere op, men du skal selvfølgelig være sikker på, at du stadig kan få fat i snoren, så tag det stille og roligt og mærk efter undervejs, hvordan det føles. Et andet godt tip kan også være, at gå og squatte lidt efter, at du har set den i, så du skiftevis strækker og bøjer din krop sammen, så den sætter sig til "rette". En anden tanke jeg får, det er, om du eventuelt har brugt en tampon, som er lidt for stor? Det kan godt føles ubehageligt, og man skal derfor altid kun bruge den størrelse tampon, som man har brug for. Hvis du er i tvivl så start eventuelt med de mindste, og så arbejd dig opad i størrelser, til du finder den der passer.

I forhold til at få en tampon ud og få den op, så gælder det rigtig meget om at slappe af i kroppen. Nogle har nemmest ved at at slappe af, hvis de gør det stående (f.eks. i badet), imens andre har det bedste med at gøre det siddende eller med f.eks. et enkelt ben oppe på toilettet. Nogle bruger også et spejl de første par gange, da det kan være lidt nemmere at gøre det, når man kan se, hvad man laver. Der sidder nemlig en slimhinde i din skedeåbning, som for nogle er meget lille og for andre dækker store dele af skedeåbningen med kun få huller. Hvis din slimhinde dækker meget af din skedeåbning, kan det være en del af grunden til, at det er lidt vanskeligt, og derfor kan det her være en god idé med et spejl, så du nemmere kan se, hvad du gør. En sidste ting er, at ogle spænder rigtig meget op særligt de første gange, de skal gøre det, og det kan gøre det ret meget sværere at få en tampon op eller ud. Det er derfor en god ting at mærke efter, om man også selv gør det. Nogle kan f.eks. mærke det i deres ben eller i deres kæbe, at de spænder. Hvis man kan mærke, at man spænder er det vigtigt at fokusere på at slappe af og løsne op i sin krop.

Når det så er sagt, så skulle det helst ikke gøre ondt hverken at sætte en tampon op eller tage den ud, og mit bedste råd er derfor til dig at prøve lidt mere med de råd, jeg har givet, men hvis det ikke lykkedes, så er det nok bedre at bede om hjælp. Måske du har mod på at spørge din mor om hjælp, men ellers er det en tur forbi din læge til en gynækologisk undersøgelse. Jeg ved godt, at det ikke lyder særlig fedt og måske lidt pinligt, men så er det godt at huske på, at det absolut ikke er hverken første eller sidste gang, at din læge har stået i den situation, og at det faktisk plejer at være ret let for en læge at gøre det. Det er samtidig også rigtig vigtigt, at du ikke lader den sidde i, da en tampon, som sidder for længe, kan give en infektion i underlivet, og den kan ikke komme ud af sig selv. Så selvom det ikke er det sjoveste i verden at skulle til læge for at få hjælp til, så er det altså nødvendigt og forhåbentlig ganske hurtig overstået.

Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig lidt, og at det lykkedes det hele!

De bedste hilsner

Amanda

Amandas billede
Amanda fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program