Kæresten tager på efterskole
Kæresten tager på efterskole
Hej, min lang-distance kæreste af 4 måneder skal på efterskole her i det kommende skoleår. Vi plejede at være sammen hver dag i Corona-karantænen, til at vi var sammen hver anden weekend, og meget sporadisk her i sommerferien.
I dag fik jeg en lang sms-besked af hende, hvori hun skrev, at hun gerne vil være kærestefri på efterskolen, og vil have et år uden bekymringer. Men hun fortæller derudover, at hun stadig elsker mig, og altid vil bruge sine penge og tid til at besøge, og, at intet slutter her. Men, at vi kun kunne være sammen som "venner" Da gav hun mig muligheden at komme hjem til hende næste weekend og drikke med hendes venner&veninder. Og desuden skrev hun også, at hun godt kunne give "os" et skud, når hun er færdig med efterskolen, og vil 100% prioritere mig først, men sluttede af med at sige, at hun ikke kan spå osv.
Der er nogle ting, som jeg ikke forstår her. Vi var alligevel i en langdistance forhold, og hende på efterskole vil kun rykke hende tættere på mig. Forstår ikke hvorfor hun ikke gider at give det en chance, bare prøve at være sammen i den tid, hun er på efterskole. Altså det føles som om, at hun er givet op på os. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg havde egentligt tænkt at printe nogle billeder ud af os, så hun måske kunne hænge dem op på efterskolen. Nogle gaver. Jeg bange for hun kun droppede mig så hun kunne lave ting med andre drenge uden at få dårlig samvittighed. Min jalousi trækker rundt med mig.
Jeg elsker hende utrolig meget. Hvordan håndterer jeg dette?
Hej Joseph
Hvor er jeg glad for at du skriver herinde. Det lyder som en rigtig træls og forvirrende besked, som du modtog fra din kæreste.
Til at starte på vil jeg foreslå dig, at tage en god lang snak med din kæreste, hvor hun uddyber den sms, som hun har sendt til dig. I den snak har du også mulighed for, at få sat ord på nogle af alle de spørgsmål og tanker, som du har inde i dit hoved lige nu. Det er altid nemmeste at forklare og forstå ting, når man snakker sammen ansigt til ansigt.
Når jeg læser din besked her i brevkassen lyder det til, at din kæreste vil holde en pause fra jer to, i det år hvor hun går på efterskole. Hvorfor hun ønsker det, det er desværre kun hende, som kan svare dig på det. Der kan være mange grunde til det, og det er slet ikke sikkert, at hun selv ved hvad grunden egentlig er. I teenageårene sker der mange store ting og forandringer i ens liv, som man skal forholde sig til. Det kan til tider være rigtig svært og uoverskueligt, at skulle forholde sig til det hele på én gang. Det kan sagtens være, at hun er bange for, at gå glip af noget på efterskolen, fordi hun er kæreste med dig derhjemme. Det kan også være fordi, at hun er bange for at gøre noget, som kan såre dig imens hun er på efterskolen. Men det kan også være noget helt tredje.
Som sagt tænker jeg, at det kunne være en rigtig god idé, at sætte dig ned sammen med hende, og få en snak omkring både hendes og dine tanker omkring det hele. Derudover tænker jeg, at du må gøre dig nogle overvejelser om, hvad du ønsker der skal ske. Hvis hun siger, at hun vil holde en pause med jer to det næste års tid, har du så lyst til at vente på hende/det?
Jeg håber at mit svar kan hjælpe dig lidt på vej.
Jeg ønsker dig alt det bedste.
Venlig hilsen
Sara