Jeg vil ikke have den rolle - del 2

brevkassespørgsmål

Jeg vil ikke have den rolle - del 2

brevkassespørgsmål af
Anonym
21 år
Oprettet 13 år 6 måneder siden

Hej igen ... Jeg ved bare ikke helt, hvad jeg kan tillade mig at sige, når en eller anden ringer pga. irritation over min familie. Det er et stort dilemma for mig, hver gang min mobil ringer, og nummeret ikke er kodet ind på mobilen. Og når min mor ringer og græder af glæde over, at hun har fundet ud af, at hun er dronning af Danmark ... Skal jeg snakke hende efter munden, eller?? Jeg har gjort alt for, at de skal have hjælp udefra. Jeg har ødelagt to ferieperioder til fordel for dem og kommer hjem fuldstændig deprimeret og kan vågne midt om natten og bare sidde og stirre op i loftet af fortvivlelse ... Og så går det over igen efter et par uger, og så er alt fint igen for mit vedkommende. Nu har jeg hørt rygter om, at min mor måske er gravid igen, og der er ikke nogen, der må vide det, og barnet skal graves ned i baghaven osv. Jeg er virkelig i syv sind over denne situation. Jeg kan ikke bare overhøre det, men ved heller ikke rigtig, hvad jeg kan gøre. For hun har været indbildt gravid i 4 år, inden hun fik min søster. Men jeg ved også bare, at hvis hun er gravid, så kan de ligeså godt indlægge hende på den lukkede for livstid. For Jeg ved, at de vil fjerne barnet med det samme. Jeg har snakket med min søsters plejefamilie om det, og de ved heller ikke rigtig, hvad vi skal gøre. Og min plejemor er fuldstændig ligeglad, selvom hun arbejder ved kommunen som [anonymiseret] ... Er lidt i vildrede ... Skal jeg bare lade dem kører deres eget show, eller skal jeg bruge al min tid på det og blive deprimeret igen?

Svar: 

Hej igen.
Ja ja, jeg synes stadig ikke, at det er let at svare dig, og det er fordi, at det svar, som er det “rigtige”, er nemmere sagt end gjort … Når jeg siger “rigtig”, er det set ud fra, hvad der ville være det bedste for dig og ikke ud fra, hvad du kan gøre. Men du spørger på et tidspunkt, om du bare skal lade dem køre deres eget show. Ja, det skal du. Men jeg ved, at det ikke er en reel mulighed, for du bliver jo bekymret, når du hører diverse rygter.
Men det handler jo om, at du ikke kan tage ansvar for din families liv. Du kan tage ansvar for dit liv, og det er tydeligt, at det ikke er godt for dig, at du vælger at tage ansvar for din familie. Derfor er det vigtigt, at du giver det ansvar til nogen, som vil tage det, og jeg ved, at det næsten er umuligt at finde nogen, der vil det. Men når de er fundet, kan du jo – når der er nogen, der ringer til dig – henvise til, at de må ringe til vedkommende, som er i kontakt med f. eks. din mor.

Det kan godt være, at du selv er nødt til at få noget hjælp til at “give slip” på det ansvar. Der kan du kontakte din sagsbehandler og spørge, om hun kan se en mulighed for hjælp. Ellers kan du – hvis du bor i nærheden af et af baglandene – prøve at kontakte dem og se, om de kan hjælpe. Det kan også være, de kan hjælpe dig med at få kontakt til “systemet” med henblik på hjælp til din familie – se på www.baglandet.org.
Jeg synes, du skal prøve at få lidt støtte hos din søsters plejeforældre og så prøve at få skabt en kontakt mellem “systemet” og din familie.
Fik du ikke noget ud af at ringe til de to telefonnumre, jeg gav dig sidst? Jeg kan ikke sige dig, hvordan du skal svare din mor, når hun fortæller, at hun er dronning af Danmark. Jeg ved, at hvis jeg var sammen med hende, ville jeg sige til hende, at det ikke passede, at hun er dronning af Danmark … Men lige præcis det spørgsmål kan du få svar på ved Sind. Se tidligere svar.

Håber du kan bruge dette til noget. Ellers må du prøve igen … Jeg vil gerne vide, hvad du fik ud af at snakke med de foreslåede steder, også hvis du ikke har ringet til dem … Så er det jo en anden sag, for så skal jeg finde på noget andet.

Med venlig hilsen
Sisse Bøgild

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program