Hej Jeg kom i pleje for 11 år siden og bor nu for mig selv sammen med min kæreste i den anden ende af landet end der, hvor mine forældre bor. Min mor fik for 3 år siden min eneste biologiske søskende, hvilket gik helt galt. Min mor fik en psykose kort tid efter. I min barndom ved min mor har jeg altid været det hjælpende organ. I en alder af 5 år doserede jeg min mors medicin. Jeg har boet halvdelen af tiden ved min mormor og morfar sammen med min mor. Derfor har de altid været "mine forældre". Men efter, at min morfar døde, er alting gået skævt. Og nu forventes det ikke bare, at jeg hjælper min mor, men hele min biologiske familie. Nu er min mors bror også blevet psykisk syg, og jeg har et nært forhold til min mormor. Og jeg synes, det er rigtig synd for hende, at hun hver eneste dag får at vide, at hun ikke er mor til sine egne børn. Jeg vil rigtig gerne have mit eget liv og min egen fremtid, men det er svært, når jeg bliver ringet op af gud og hver mand - at nu har min mor ringet igen og sagt, at hun er dronning af Danmark, eller nu vil min morbror igen tage livet af sig selv, gør nu noget. Jeg vil ikke ringes op af hende/ham. Undskyld, men hvad kan jeg gøre? Jeg har ringet til læger, kommuner, psykiatriske hospitaler, hvor de har været indlagt tidligere. Og samtidig skal jeg så også lige tage mig af min mormor og oldemor, som mener, det er yderst egoistisk, at jeg er flyttet så langt væk for at studere på universitetet. Det skal lige siges, at hele min familie er dårligt begavet og udviklingshæmmet. Hvad skal jeg gøre for at få noget plads og ro? Howst