Kære brevkasse. Jeg er en 19 årig gammel pige som har været i et forhold i 2 år. Han er min første kæreste og derfor også mit første lange forhold, det er præcis det samme for ham. Jeg elsker min kæreste meget højt og vi har det sjovt og godt sammen. Jeg er ikke itvivl om hans kærlighed til mig, da han efter 2 år stadig er ivrig efter at se mig og giver mig komplimenter ofte. Det er selvfølgelig fantastisk. Problemet er at jeg er itvivl om han kontrollerer mig og ødelægger mit ungdomsliv. Han vil meget gerne bestemme og have at jeg følger hans “regler” og det er altid ham som skal have ret. Han kan finde på at nedgøre mig hvis jeg mener noget andet end ham og bruger generelt nedladende og grimme ord om mig og andre, hvis han er sur. Det er meget hårdt, jeg er en følsom pige, så jeg er ofte ked af det pga hans sprog og hans trusler, fx at han vil slå op hvis jeg tager i byen eller at han råber af mig og bliver aggresiv hvis jeg overskrider hans grænse. Han vil som sagt ikke have at jeg tager i byen, jeg må ikke poste mig selv på instagram, jeg må ikke være ude sent uden ham pga der kan være drenge, og jeg må ikke gå i stramt/kort tøj. Noglegange gør jeg tingene alligevel, fordi jeg er meget stædig og godt kender hans tomme trusler. Dog er det altid en nedern følelse når han bliver sur og blokerer mig i flere dage. Jeg tager ikke i byen, men når det kommer til hvordan jeg skal se ud så er jeg ligeglad. Jeg går ind for at kvinder og mænd skal have samme rettigheder, og ser intet problem i at jeg poster billeder af mig selv, (kunne aldrig finde på at poste bikini billeder eller hvor jeg viser mine former på den måde. Men jeg kan ikke se hvorfor et billede hvor jeg har helt normalt tøj på eller viser mit ansigt er et problem. Han synes at det er pinligt at andre skal se det samme som ham? Han vil heller ik have at jeg tager på ferie alene eller med mine veninder i mit sabbatår, men har valgt at tage sabbatår netop for at rejse rundt. Jeg kan bare slet ikke kende mig selv som den selvstændige stærke pige jeg er når han får lov til at bestemme så meget og snakke så nedladende til mig. Han snakker også grimt om mine veninder og siger at jeg ikke har brug for dem og at de bare er spild af tid, selvom de er meget søde og aldrig har snakket grimt om ham. Derudover er jeg itvivl om jeg kan se en fremtid med ham, han rydder nemlig ikke op eller gør rent efter sig, og skælder mig ud hvis jeg beder ham om at hjælpe. Han spørger mig “kan du aldrig gøre noget sødt for mig? hvordan skal du blive min kone nogensinde?” hvis jeg beder ham om at hjælpe. Han har også dårlig hygeine og gør intet ud af sig selv, både hans ansigt, hår og tøj. Han er heldig at han har et sødt smil og flotte øjne, så det kan ikke ses udefra. Jeg er ikke itvivl om at han nemt bliver jaloux, jeg må knap nok kigge på en dreng. Han har også været inde på min telefon i smug og slettet en af mine drenge venner som jeg arbejder med fra snap. Det synes jeg på ingen måde er iorden og jeg konfronterer ham med det. Det mærkelige er at jeg slet ikke må se hans snapchat eller hvem han snapper med, er nu næsten sikker på han ikke vil gøre noget dumt men det stadig ubehageligt. Min kæreste er heller ikke vild med offentligtheden og vil langt hellere være derhjemme med mig end ude med hans venner. Jeg vil også 8/10 gange hellere ligge hjemme med ham, men noglegange vil jeg også gerne prøve byen og sådan. Jeg har lige et eksempel på en ud af mange gange hvor jeg føler han har kontrolleret mig/manipuleret mig. Der var engang hvor min veninde holdte fødselsdag for os piger i min “pigegruppe”, mig og min kæreste var uvenner i forvejen og da jeg skriver til ham at jeg gør mig klar til fødselsdagen (som han godt vidste jeg skulle til) så tvinger han mig til at aflyse på dagen da han siger at han ellers vil slå op og hvordan jeg kan vælge min veninde fremfor at blive god med han igen. Han bruger så mange argumenter så jeg ender med at gå imod mine principper og skriver jeg er blevet syg. Når jeg så siger til ham at jeg har aflyst, sagde han at selvfølgelig havde jeg det, han og vores forvold er vel forhåbenligt vigtigere end dem. Jeg ved ikke om jeg er forkert på den og jeg ved ikke hvad keg skal gøre. Jeg kan hvertfald ikke snakke ordenligt med ham om det, da han bare bliver mega vred og siger det er mig som er helt forkert på den. Han siger at jeg selvfølgelig mister værdi hvis jeg træder ind på en klub eller poster mig selv. Han går heller ikke selv i byen, men har været der flere gange end mig. Grunden til at han ikke gør er fordi at jeg siger at vi skal være lige. Selvom jeg ikke har noget imod at vi tager i byen, så synes jeg hvertfald ikke at han kun kan bestemme over mig. Synes ærligttalt bare det er blevet så toxic. Men jeg er bange for at jeg ikke kan slå op.. Jeg er bange for at jeg bliver ensom uden ham, da vi bruger rigtig meget tid sammen og han er en som hjælper mig meget, han henter mig altid når jeg har brug for det osv, så hvad skulle jeg gøre uden ham:( Jeg ved ikke engang om jeg kunne finde ud af at slå op, tror jeg vil blive for ked af det. Er meget frustreret, for det ene tidspunkt er vi glade for hinanden og lige efter er han sur. Selvom jeg både arbejder, træner, har en skøn familie og venner, så er det mærkeligt at forestille mig et liv uden hans støtte. Men min selvstændige kvinde indeni, siger at jeg ikke skal findes i at blive behandlet sådan. Håber du kan hjælpe mig!