Jeg ved ikke om det er sperm eller udflåd
Jeg ved ikke om det er sperm eller udflåd
Hejsa. Jeg er en pige på 16 år med en kæreste på 17 år. Vi havde sex og vi brugte ikke kondom da jeg har en p-stav og vi begge ikke har kønssygdomme. På selve dagen da jeg skulle hjem til ham barberede jeg mig dernede og nu efter et par dage klør det rigtig meget. Jeg ved ikke om det er fordi jeg har barberet mig eller om det er noget andet, fordi han kom op i mig flere gange og der ryger stadig noget hvidt lidt tykt udflåd i mine underbukser. Om det er sperm fra da vi havde sex eller om det er en eller anden svamp eller sexsygdom, det ved jeg ikke og det håbede jeg på du/i kunne svare på. Mvh en pige der er lidt bekymret.
Kære pige på 16.
Spændende spørgsmål!
Det du beskriver, med at have barbereret dig dernede, og opleve kløe et par dage efter, er meget normalt. Det sker normalt når hårene begynder at gro ud igen, at det godt kan klø. Huden er noget mere sensitiv i det område, så når man fjerner hårene, udtørres huden hurtigere og det kan godt klø rigtig meget. Men det i sig selv at hårene gror ud igen, kan også klø. Derfor er man nødt til at gøre lidt op med sig selv, hvor vidt man vil blive ved at barbere sig dernede, og generelt holde det nede, eller lade det gro ud imellem. Det kan for nogle give mening at bruge en særlig creme til intimområdet, som kan være med til at hindre kløen en smule, og at huden tørrrer ud.
Kløen kan godt blive forstærket af sperm der rammer området. Derfor er det vigtigt at du lige vasker dig i området efter sex, ligesom det er vigtigt at tisse efter sex, så de bakterier der altid vil være der, ikke vokser i urinåbningen, da det kan give en urinvejsinfektion.
Du fortæller også om noget udflåd. Udflåd hos kvinder og piger er enormt forskelligt. Det kan være helt tyndt og noget nær gennemsnigtigt, ligesom det kan være mere tykt og klistret og helt hvidt. Begge dele er normalt. Det er dog vigtigt at reagere, hvis det ændre form til fx mere klumpet som nærmest kan minde om hytteost, samt hvis det begynder at lugte mere stærkt. Mange beskriver det som en fiskelugt. Hvis det gør det, kan det være en god ide med en tur til lægen, og få tjekket om man har fået svamp, eller som du siger, en sexsygdom.
Generelt i forhold til at have sex med en partner, kan det være en god ide at begge bliver testet for kønssygdomme inden man begynder at have ubeskyttet sex. Særligt hvis man har været sammen med andre inden. Kønssygdomme kan også smitte ved oralsex. Derfor anbefaler man generelt, at man bliver tjekket inden man har ubeskyttet sex. På den måde kan man hindre smittespredning af kønssygdomme.
Hvis man ikke har mod på at gå til sin egen læge, findes der klinikker rundt omkring i landet, klinik for kønssygdomme, hvor man kan blive tjekket og undersøgt. Her bliver det beskyttet i en særlig journal, så egen læge ikke bare lige får adgang til det. Mange unge synes det kan være mere trygt, og de er vant til at tale med alle omkring sex og diverse sygdomme, graviditet osv.
Sex og samfund har fx også klinikker hvor man på samme måde kan blive undersøgt.
Jeg håber det hjalp dig lidt på vej, så bekymringen forhåbentlig bliver lidt mindre.