Jeg kaster op efter jeg har spist

brevkassespørgsmål

Jeg kaster op efter jeg har spist

brevkassespørgsmål af
Sofie
15 år
Oprettet 6 år 11 måneder siden

Hej jeg er en pige på 15 år. Jeg er på det sidste begyndt at synes jeg er for tyk og er begyndt at kaste op efter aftensmad. Jeg gør det ikke med vilje, jeg får bare kvalme og kan kun få det væk ved at kaste op. Hvad er der galt? Hvordan kan jeg stoppe det?

Svar: 

Kære dig, 

Hvor er det godt, du har skrevet herind, for det lyder ikke særlig godt, at du kaster op, efter du har spist aftensmad.

Det at kaste sin mad op, kan være tegn på, at man ikke har det særlig godt. Du skriver selv, at du synes, du er for tyk, og at du ikke kaster op med vilje. Nogle gange kan man få psykisk dårligt, hvis det man gør ikke stemmer overens med, hvordan man har det. Det jeg mener her er, at når man synes, man er for tyk, kan man komme til at tænke, at så er mad noget skidt, for mad er noget man bliver tyk af. Der kan de 'dumme' tanker spille ind, og det kan give dig kvalme, når du har spist, fordi du måske får dårlig samvittighed over, at du har spist, når du føler, du er tyk. En anden grund kan også være, at du spiser for meget eller for hurtigt, og at kroppen derfor ikke kan følge med, og kvalmen derfor først går over, når du har kastet op. Det kan faktisk også være, at du har spist alt for lidt i lang tid, og at din krop nu reagerer på, at den får mad og derfor har svært ved at holde det i sig. Du beskriver det ikke meget, og derfor kommer jeg med forskellige muligheder. 

Jeg vil gerne holde fokus på den første del af det jeg skrev, som handler om dine tanker om dig selv og om mad. 

Sådanne tanker som jeg har beskrevet ovenfor er vigtige er få styr på, da de ellers kan risikere at ende ud i en spiseforstyrelse. Dét der er vigtigt, at huske på er, at mad er vigtig for din krop, din hjerne og for at du derfor kan fungere og have det godt. Mad er kroppens og hjernens energi, og det har alle mennesker brug for. Du skriver ikke noget om, hvordan du spiser eller hvad du fx får til morgen-, middag- og aftensmad. Måske det kunne være en idé at have fokus på, at det du får, er noget din krop har godt af og brug for. Der er ikke noget mad, der skal være forbudt, for det er sundt med balance. Det kan være, at du har behov for at få nogle rammer for, hvordan det vil være godt at spise. 

Jeg vil komme med nogle muligheder til, hvad du kan gøre. De vil være lidt forskellige, da du ikke beskriver meget, og jeg derfor gerne vil sikre mig, at du får forskellige råd alt efter, hvad det kan være. 

Tal med dine forældre. Det er rigtig godt, hvis du gør dine forældre opmærksomme på, hvordan du har det, og I derved kan tale om det. Dine forældre kan forhåbentlig hjælpe dig og støtte dig i, hvad du kan gøre. Måske har hele familien brug for inspiration og hjælp til, hvordan I kan spise anderledes og at det måske kan hjælpe både dig og dem. Det kan være, at det kan blive et 'fælles projekt', som I har fokus på sammen.

Tal med din læge. Det kan være godt, hvis du kan tale med din læge. Det er der flere grunde til.
Hvis det skulle være en spiseforstyrelse, du er i risiko for at udvikle, kan din læge blive opmærksom på det, og måske give dig vejledning og råd i forhold til, hvordan du kan få hjælp. Som jeg skrev i starten, kan det, at du kaster din mad op, være tegn på, at du ikke har det godt lige nu. Det kan der som sagt være flere grunde til, men her kan din læge også hjælpe med at finde frem til, hvad der kan være galt, og hvad I sammen kan gøre. Din læge kan også tale med dig om sund kost, og give dig vejledning i forhold til, hvad du spiser, om du spiser nok eller om du spiser for meget. Det kan som nævnt også være, at du ikke spiser nok eller ikke spiser, hvad du har brug for, og du derfor har det skidt. Selvom dine tanker går på, at du føler, du er tyk, så kan det måske også hjælpe, hvis du ved, du får noget mad, som er godt for dig, og du vil kunne mærke, at du får god energi af den gode mad. Det kan måske påvirke den 'dårlige samvittighed' og blive til god samvittighed ved, at du gør noget godt for dig selv og din krop. 

Bliv opmærksom på, hvordan du spiser. Det kan lyde skørt, men alt efter hvad der gør, at du har det, som du har det, så kan det også være godt at blive opmærksom på, hvordan du spiser. Det jeg tænker her er, hvis du enten spiser meget hurtigt eller bare spiser meget på én gang. Hvis man spiser meget hurtigt kan maden pludselig lægge sig meget tungt, og det kan føles rigtig ubehageligt, og faktisk give følelsen af kvalme. Derfor kan det være en idé at blive opmærksom på, om det går lidt for stærkt. En idé her kan være, at du hver gang efter at have taget en bid, lægger dit bestik og ikke tager det op, før du har tygget af munden. På den måde får maden lov til at arbejde sig ned igennem kroppen og give en mere "naturlig" mæthedsfølelse. Det samme kan være en idé, hvis du bliver opmærksom på, at du spiser meget på én gang. Det at spise meget på én gang kan også være i forbindelse med, at du ikke spiser nok. Hvis du fx kun spiser aftensmad kan det være en stor portion for maven at skulle arbejde med på én gang, og det kan godt give en ubehagelig følelse. Det er derfor godt, hvis du kan dele flere portioner ud over hele dagen. Det kan også være, at det er noget, du kommer ind på med din læge, som kan give dig råd til, hvad du kan spise, hvor meget og hvornår på dagen for, at du får det, du har brug for og kan have det godt med det.

Landsforeningen mod Spiseforstyrelse og Selvskade - Du kan også tjekke dette link. På hjemmesiden kan du læse om spiseforstyrelse, og du kan også søge hjælp og vejledning, hvis du er bange for, at det er en spiseforstyrelse, du er ved at udvikle. Du kan chatte med en rådgiver, ligesom du kan her hos cyberhus. Du kan stille spørgsmål og få råd til, hvordan du fx stopper med at kaste op. Det er ikke for at gøre dig bange, jeg skriver omkring spiseforstyrelse, men blot for at gøre dig opmærksom på vigtigheden af, at du får undersøgt og talt om, hvordan det kan være, du har det, som du har, lige nu. 

 Jeg håber, det var svar på dit spørgsmål, og at du får det bedre. Du er også altid velkommen i vores 1-1 chat

De venligste hilsner,

Kathrine. 

 

KathrineBs billede
Kathrine fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program