Jeg har det skidt igen

brevkassespørgsmål

Jeg har det skidt igen

Hej, jeg er en dreng på 16, og jeg tror, at jeg er deprimeret. Jeg fik diagnosticeret depression som 12-årig, fordi mine forældre opdagede min selvskade. Jeg fik noget samtalebehandling, men fik det ikke rigtig bedre, så til sidst flyttede jeg skole (og det hjalp lidt eftersom, at skolen var en stor del af problemet).

Anyway, nu er jeg her igen, og jeg har det pludselig voldsomt skidt mentalt igen. Jeg får nogle episoder, hvor jeg randomly får det dårligt, så jeg ikke magter noget som helst, ikke kan smile/føle glæde og føler mig virkelig angst. Jeg har absolut ingen ide om der er en specifik diagnose for det, eller om det bare er humørsvingninger som følge af depression. Episoderne kan vare 10 minutter eller 3 dage (i streg eller on n' off) med forskellig 'grad'/'styrke' af håbløshed. Det startede ca lige op til eksamenerne før sommerferien, hvor jeg var meget presset, så jeg gik bare ud fra, at det var stress.

Men det er ikke gået væk hen over sommerferien (hvor jeg ellers ikke har lavet en skid), tværtimod er det blevet værre. Det er nået til det punkt, at jeg har selvskadet flere gange, efter at have været clean i 3-4 år.

Selvfølgelig har jeg ikke turdet sige noget til mine forældre (de bliver voldsomt skuffet over mig) men jeg bliver nok alligevel nødt til at snakke med dem, for jeg kan ikke holde til de her humørsvingninger særligt meget længere (og jeg vil meget gerne have det godt, trods min manglende livslyst i de depressive perioder). De opdager alligevel arrene før eller siden.

Problemet er at jeg ikke ved, hvordan jeg skal fortælle det. Jeg er ikke ligefrem stolt af det, og jeg vil egentlig gerne bare feje det ind under gulvtæppet, for jeg ved, at de har nok at se til.

De har flere gange kommenteret, hvorfor jeg er ked af det for tiden, men jeg lader som ingenting og siger, at jeg bare er træt.

Hvordan tager jeg mig sammen til at snakke med dem om det?

Jeg vil bare gerne have noget hjælp, inden det bliver lige så slemt som sidste gang.

Svar:

Kære Fffff

Hvor er det godt at du skriver, for du skal helt sikkert have noget hjælp.

Jeg kan heller ikke sige om de symptomer du beskriver skyldes en bestemt diagnose, men jeg ved at det ikke er unormalt at svære perioder kan dukke op gennem teenageårene, og i endnu højere grad, hvis man før har kæmpet med depression.

Noget at det første jeg hæfter mig ved er at du før, har fået det bedre. Det kan du også igen...det er jeg sikker på.

Som du selv skriver, så er du nødt til at få snakket med dine forældre. Du siger at du ikke vil skuffe dem, og det kan jeg også godt forstå. Jeg er ikke sikker på at skuffelse er det helt rigtige udtryk at bruge? Jeg oplever ofte unge der er bange for at deres forældre bliver skuffede, hvis man fortæller at man har det dårligt, og har brug for hjælp. Mange forældre ville nok blive kede af at deres børn har det svært, men ikke skuffede. Skuffelse er mere en følelse der hænger sammen med at nogen gør noget forkert, og det gør du på ingen måder. Man kan ikke selv gøre for, hvis man har det psykisk svært, og du gør det eneste rigtige ved at bede om hjælp.

Selvom de måske bliver kede af det, så er jeg sikker på, at de først og fremmest bliver glade for at du fortæller hvordan du har det. For så kan de nemlig hjælpe dig. Ved at fortælle om dine tanker, viser du dem tillid, og det er virkelig noget af det bedste man kan opleve som forælder.

Du spørger hvordan du skal få det sagt, og jeg komme til at tænke på om det kunne være en mulighed at skrive det til dem. Det er meget tydeligt, at du er virkelig god til at forklare på skrift. Hvis man skriver behøver man heller ikke være nervøs for at man ikke kan finde orderne, eller ikke får sagt det man egentlig gerne vil.

Du kunne sende en besked, hvor du bare skriver at du har det svært igen, og at du har brug for hjælp. Du kunne også skriv et lidt længere brev, hvor du forklarer, ligesom du gør her. Eller hvad med bare at vise dem det her brev? Du kunne sidde sammen med dem, når de læser det du skriver, men du kan også være lidt på afstand, hvis det gør det nemmere. På den måde kan det være mere fleksibelt, at få det sagt på skrift. Måske er det vejen frem for dig.

Om du sætter mange ord på, eller ganske få er ikke så afgørende. Det vigtige er at du får sagt at du har brug for hjælp, fordi du har det rigtig svært, ligesom du har haft det før. Du fortæller at dine forældre spørger dig, så måske har det allerede en fornemmelse af, at noget er galt.

Du er lykkes med at få det bedre før, og det kan du også gøre igen. Du er allerede på rette vej, med brevet her. Næste skridt er dine forældre. Jeg er sikker på du kan.

Mange hilsner Tanja