Jeg har det ærligt ikke så godt.
Jeg har det ærligt ikke så godt.
hej Jeg er en pige på 14 (snart 15) år. Jeg går i 8. klasse, jeg er glad for mine venner og skolen osv. men jeg hader stadig at komme i skole. Jeg er meget perfektionistisk når det handler om skole, og jeg bliver virkeligt ked af det og får det fysisk dårligt hvis jeg ikke er tilfreds med fx en karakter. jeg får kvalme og hovedpine op til at vi skal have karakterer, og får det så ti gange værre hvis jeg ikke er tilfreds med den. Vi lavede fx. en fædighedsregning lige inden ferien hvor jeg fik 12, men havde 3 fejl og var stadig mega ked af det. jeg har fået 7- 10 og 12 indtil videre og har ikke været tilfreds 1 eneste gang. På min gamle skole blev jeg mobbet, og fik blandt andet dødstrusler. Jeg begyndte for halvandet år siden at cutte. Jeg har det virkeligt dårligt med mig selv, jeg synes selv jeg er grim og tyk og intet værd. Mine veninder og familie fortæller mig tit at de elsker mig og at jeg er smuk og ikke tyk osv. men det finder jeg nogen gange lidt provokerende, når jeg selv siger at jeg på ingen måde selv synes at jeg er hverken smuk eller perfekt på nogen måde:( jeg føler tit at folk bare fortæller mig sådan nogle ting for at jeg skal blive glad, men det gør jeg ikke, tvært imod bliver jeg som sagt provokeret af at de lyver. Jeg kigger tit på helt tynde piger og tænker at sådan vil jeg gerne være. Jeg misunder piger som har en spise forstyrrelse, og vil ønske at det var mig. Jeg hader alt ved mig selv, og blandt andet derfor startede jeg med at cutte. Jeg har altid snakket med min bedste veninde om hvordan jeg har det, med cutting osv. og har altid stolet meget på hende, og hun har altid været der for mig. En dag havde jeg cuttet hvor hun var hjemme hos mig (ikke foran hende men på badeværelset) jeg kom så derefter ind til hende.. og det blev ved med at bløde i flere timer. Hun blev mega ked af det, og var i slutningen bange for at jeg var død næste gang hun ringede til mig, og var bange for at hun ikke kom til at se mig igen. Hun spurgte så om hun måtte snakke med sin mor om det (vi har været bedsteveninder i 6 år cirka, så kender hele hendes familie meget godt) så sagde jeg ja, for hun skulle selvfølgelig ikke have det dårligt på grund af mig. Hun snakkede så med sin mor om det og hun lovede ikke at sige noget videre. Et par dage efter var jeg hjemme hos hende og så sagde hendes mor ''vi bliver nødt til at snakke om det her'' så det gjorde vi, og min veninde og jeg var på vej i seng (hun havde stadig sagt hun ikke ville sige noget). Så fandt vi ud af at HUN HAVDE RINGEDE TIL MIN MOR, hun fortalte at min mor var på vej, og vi bor 40-50 km fra hinanden og det var en hverdag. Min mor tog mig dagen efter med til lægen... og jeg synes det er meget grænseoverskridende at der nu er flere der ved det, da det er en meget personlig ting. Som i nok kan høre har jeg det lidt... eller rettere sagt virkeligt dårligt med mig selv. Jeg er mega tyk, jeg er grim og ikke noget værd. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, overvejer bare at sulte mig selv, da jeg ser det som den eneste måde jeg kan blive glad for mig selv på det punkt... så er der selvfølgelig stadig alt det andet mennn jaer... ved det squ ikk Min mor vil gerne have at jeg snakker med en psykolog, men det gider jeg ikke. Har snakket med en før om noget andet og hun var simpelthen forfærdelig. Jeg er meget forvirret Håber i har et råd, hilsen Trutti
Hej med dig.
Det er rigtig fint, at du skriver her i brevkassen for at søge efter råd. Jeg kan forstå, at du har nogle lave tanker om dig selv og generelt ikke mener, at du er god nok. Jeg kan godt forstå, at det er rigtig svært at være i. Jeg håber, at mine råd kan give dig nogle måder, der gør det lettere for dig at komme videre og få det bedre igen.
Jeg kan forstå, at dine tanker ofte gør, at du bliver rigtig ked af det. Når man er ked af det, kan det for nogle føre til, at de begynder at cutte for at gøre smerten fysisk. For dig er det måske endda en form for straf mod dig selv, fordi du ikke synes, at du er god nok. På trods af at du får gode karakterer, har gode veninder og en omsorgsfuld familie. Jeg vil fortælle dig, at du er god nok! Alligevel ved jeg godt, at det ikke er disse ting, du har behov for at høre, fordi du allerede har en god omgangskreds, der fortæller dig, at du er smuk og god. Du er ihvertfald ikke tyk og grim, som du selv har tanker om, at du er. Jeg synes, at det er rigtig vigtigt, at du får snakket med nogen om de her ting. Det er rigtig fint, at du snakker med din veninde om det.
Du skriver også selv, at du ikke vil snakke med en psykolog. Her vil jeg alligevel fortælle dig, at det kan være rigtig godt at snakke med en psykolog, netop fordi det er en person, du ikke kender. Det kan gøre, at det er lettere at snakke om de ting, der er svære at sige til folk, du kender. Nogle gange er man måske bange for hvad andre tænker, at såre andre ved at fortælle, hvordan man har det og sådan nogle ting. En psykolog er en, der kun er til i situationen for at hjælpe dig. Psykologen bliver ikke såret, fortæller ikke tingene videre og dømmer dig ikke. Jeg kan forstå, at du allerede har snakket med en psykolog, som du ikke var så glad for. Sådan skal det jo heller ikke være. Kunne du prøve at snakke med din mor om at finde en psykolog, som passer dig? Selvfølgelig kan det godt tage tid at opbygge et godt forhold til sin psykolog og nogle gange er det måske rarest, at der næsten ikke er noget forhold, men at man kun ses få gange. Jeg synes, at du skal snakke med din mor om de her ting og I kan blive enige om, at du også skal have noget at sige, så du også føler dig tryg.
Uanset vil jeg fortælle dig, at det at du skriver herind allerede viser, at du er klar på, at der skal ske noget. Og det er første skridt til at få det bedre. Det er rigtig fint, at du snakker med din veninde om, hvordan du har det. Jeg synes også, at det var rigtig flot af dig at tænke så meget på din veninde, at du lod hende fortælle hendes mor om, hvordan du har det. Det viser mig, at du er en person, der er villig til at gøre meget for, at andre har det godt. Nu er det også tid til, at du gør nogle ting for, at du selv skal have det godt. Du overskred dine egne grænser for, at din veninde ikke skulle være ked af det og nu er det igen tid til at overskride en grænse, så du ikke skal være ked af det. Uanset hvad så er det rigtig vigtigt, at du får snakket med nogen, om hvad der sker. Selvom det er ubehageligt, at din mor ved, at du har det skidt, så har det jo gjort sådan, at hun er klar til at hjælpe dig. Du føler måske, at du beskytter hende ved ikke at snakke med hende om dine tanker. Men i virkeligheden vil hun kun blive mere bekymret, hvis du ikke deler dine tanker med hende, når nu hun ved, at de er der. Jeg ved, at du har viljen til at snakke om det, fordi du har været god til at snakke med både din veninde og hendes mor om det. Det er selvfølgelig hårdt for dig at snakke med din mor, fordi hun er tættere på dig. Men det er de her snakke med de mennesker, som du elsker, der gør det lettere at komme videre og få det bedre.
Jeg vil også anbefale dig at tage fat i vores 1-1-chat her på Cyberhus. Her sidder rådgivere klar til at chatte om lige præcis det, du har brug for at snakke om. Jeg vil også anbefale LMS, som er landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade. De kan rådgive og støtte dig på en mere uformel måde end hos en psykolog. Her har du både mulighed for at ringe, chatte eller få mere lokal rådgivning. Husk at det er rigtig vigtigt, at du får snakket med nogen. Der er en vej til at få det godt igen. At du kommer her og spørger om råd viser også allerede, at du er klar til at få det bedre. Et af de første skridt er også at lade dine omgivelserne give dig den hjælp, som de så gerne vil give dig.
Jeg håber, at du kunne bruge mine råd og jeg vil ønske dig held og lykke.
De venligste hilsner
Signe M