Jeg føler mig så utilstrækkelig
Jeg føler mig så utilstrækkelig
Hey Jeg havde egentlig aldrig tænkt at jeg skulle skrive til en brevkasse, men ved faktisk ikke længere hvad jeg skal gøre. Jeg afsluttede gymnasiet i sommers og har nu sabbatår. Jeg afsluttede med et virkelig godt snit og et godt social liv, og ved præcis hvad jeg gerne vil studere og alting. Jeg har både jobs og omgangskreds, men sagen er at jeg on and off hele mit sabbatår har følt mig ked af det og deprimeret - hvilket jeg aldrig sådan rigtigt har haft problemer med før. På papiret går alting super super godt, jeg er bare ikke glad og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved det. Mit forhold til min mor har, fra min synsvinkel, altid føltes lidt forkert og gjort en lille smule ondt, vi har bare aldrig nogensinde talt om det. Jeg har aldrig turdet sætte ord på ting overfor hende, fordi jeg bare ved der ikke kommer noget godt ud af det. Hun bliver bare vred hvis jeg siger noget til hende - her skal det lige siges at hun selv har haft en svær barndom. Hun har meget høje krav til mig, og jeg har aldrig følt jeg kunne leve op til dem. Lige meget hvad jeg har gjort har det aldrig været nok. Jeg tror nogengang simpelthen ikke at hun kan lide mig - hvis jeg sætter ord på at jeg er ked af det, får jeg udelukkende at vide at jeg er navlepillende og skal tage mig sammen - min søster er hun meget mere forstående overfor og hun er meget mere villig til at gøre ting for hende. Jeg har altid i højere grad kunne tage mig af mig selv, og det er måske derfor? Samtidig er jeg også ofte min mors støtteperson, jeg er bare træt af at blive skældt ud hele tiden - jeg føler hele tiden hun bekræfter en eller anden indre føles af utilstrækkelighed jeg døjer med, specielt nu jeg ikke har et karakterræs at fokusere på. Jeg har det som om jeg ikke er et helt menneske. Jeg er begyndt at hade mit arbejde, jeg føler ikke at jeg passer ind nogen steder, ikke engang i min egen familie og jeg reagerer voldsomt og går fuldstændig i opløsning - bare kun indvendigt - over små ting. - jeg er meget ekstrovertet men har aldrig lyst til at tage i byen eller skrive til venner mere. Jeg føler mig bare fuldstændig tom indeni, og jeg kan ikke gøre andet ind at holde mine følelser indeni mig selv. Jeg har det bedst når jeg kan distrahere mig selv med drenge eller shopping, men når jeg bare er alene med mig selv har jeg det ikke godt. Jeg græder hver dag og hyperfikserer på hvor meget og hvor lidt jeg spiser, og jeg ved ikke engang selv hvorfor. Jeg vil bare gerne starte på studie og flytte hjemmefra, men det er først muligt om 6 måneders tid. ALTING føles totalt ligegyldigt og meningsløst og jeg kan ikke se hvordan det nogensinde skulle kunne blive bedre. Jeg kommer aldrig til at klare mig ligeså godt som jeg gerne vil, jeg får aldrig den kæreste eller det job jeg drømmer om. Er det mig den er gal med? Har jeg for store forventninger til omverdenen, og hvad skal jeg gøre ved det. Jeg kan ikke tilbringe de næste 6 måneder sådan her, jeg har prøvet at tage mig samme og være glad flere gange men det virker aldrig rigtig så længe - jeg har aldrig følt mig så lavt nede som nu. Der er ingen fyr der i virkeligheden gider mig alt for længe heller, og jeg er i virkeligheden heller ikke så klog som jeg prøver at virke. Jeg føler bare at jeg har spillet en rolle hele mit liv, og at jeg på ét eller andet tidspunkt vil blive afsløret i at være utilstrækkelig. Tak fordi du læste og undskyld det blev så langt.
Kære du
Mange tak for at du vil dele dine tanker og følelser med os. Det kræver meget mod at åbne op, og det er et vigtigt skridt på vejen mod at få det bedre. Jeg kan høre, at du går igennem en rigtig svær periode lige nu, og det er helt forståeligt, at du føler dig overvældet og fortvivlet.
Det er klart, at du står i en situation, hvor der er mange modsatrettede følelser og tanker. På den ene side har du afsluttet gymnasiet med et fantastisk resultat og har mange ting kørende for dig, men på den anden side føler du dig trist, deprimeret og utilstrækkelig. Det er ikke usædvanligt at opleve sådan en konflikt, især i en overgangsperiode som et sabbatår.
Du skriver at du føler at du har spillet en rolle hele dit liv, og at du bare venter på at blive afsløret. Det er en rigtig ubehagelig følelse, som kan skabe stor tvivl om hvem og hvad man egentlig er. Jeg kan fortælle dig at det er en ualmindelig almindelig og menneskelig følelse, som let stikker sit hoved frem, hvis man befinder sig et sted i livet, hvor man har svært ved at finde mening. Alle mennesker spiller en rolle. De fleste spiller mange forskellige roller, og de mange roller vi spiller er med til at danne vores identitet.
Dit forhold til din mor lyder som en stor kilde til stress og smerte. Det kan være ekstremt svært at føle, at man aldrig kan leve op til sine forældres forventninger, og det lyder som om, du har båret på denne byrde i lang tid. At din mor har haft en svær barndom og har høje krav til dig, gør det ikke nemmere. Det kan være meget smertefuldt at føle sig utilstrækkelig og uelsket, især når du har prøvet at gøre dit bedste.
Det er også helt normalt, at dine følelser omkring din mor påvirker, hvordan du har det generelt. Når man konstant føler sig dømt eller kritiseret, kan det være svært at finde glæde og mening i andre dele af livet. Din følelse af at være tom og isoleret, selv når du er omgivet af mennesker, er noget, mange kan relatere til i svære perioder.
Netop fordi du, sådan helt overordnet går og kæmper med mange forskellige tanker, som så får betydning for den måde du oplever dig selv og mange forskellige aspekter omkring dig, tænker jeg det kunne være en rigtig godt fir dig at få noget hjælp til at bryde de her tankemønstre. Jeg tror nemlig det kan være et stort skridt på vej til både at se dig selv i et mere positivt lys, samtidig med at du kan lave nogle af de forandringer du ønsker. Det handler ikke om at du bare skal tage dig sammen. Jeg tror nærmere det handler om at du har brug for hjælp. Alle mennesker kan have brug for en hånd for at komme videre fra et svært sted. Måske er det nu for dig? Det kan være en stor lettelse at åbne op over for en ven eller et familiemedlem, du stoler på. At dele dine følelser med nogen kan lette noget af den vægt, du bærer på dine skuldre. Men jeg tænker faktisk også på mere professionel hjælp. En professionel kan være mere neutral, og se dig og din situation på en helt anden måde end et menneske der har en relation til dig. Det kunne godt være en psykolog, hvis du har mulighed for at det. Du kunne overveje at starte med at tage kontakt til studenterråd givningen, der tilbyder gratis samtale med en psykolog. Det kan både være fysisk og digitalt. Studenterrådgivningen er eksperter på alt det der fylder i et nyt voksenliv, hvor studie og sabbatår kan være fuldt med udfordringer og krise. Samtaler med en professionel kan hjælpe dig med at forstå og håndtere dine følelser, og give dig redskaber til at finde ro og glæde i hverdagen. Du kan læse mere om deres tilbud her: https://srg.dk/
Du er også altid velkommen til at skrive til vores SMS-chat, og sammen med en rådgiver at tale dig nærmere på, hvordan du kan få mere hjælp til at skabe en forandring.
Prøv at øve dig i at tale venligt til dig selv og anerkende, at det er okay at have det svært. Du fortjener at få det bedre, og små skridt hver dag kan gøre en stor forskel. At vente seks måneder på at begynde studiet og flytte hjemmefra kan føles som en evighed, men husk, at du ikke er alene, og at der er hjælp at få, hvis du rækker ud efter den. Du er stærkere, end du måske tror, og du kan komme igennem dette. Jeg ønsker dig al held og lykke med det hele.
De bedste hilsner
Kasper