Kære fortvivlede

Det lyder som om, du har det rigtig svært i øjeblikket, og jeg kan godt forstå, du kan have svært ved at finde ud af, hvordan du skal klare tingene selv. Samtidig så synes jeg faktisk, at det lyder som om, du klarer din situation rigtig godt - til trods for et højt fravær har du stadig karakterer til at kunne bestå studentereksamen til sommer.

For mig lyder det faktisk også som om, du allerede har taget en beslutning om, at du gerne vil være gøre eksamen færdig til sommer, selvom du oplever, at du er meget presset og frustreret i øjeblikket. Det er da super sejt gået. Jeg vil desuden sige, at den følelse du går med af stress, af at stille en facade op og af ikke at vide, hvad du vil, er en følelse de allerfleste unge går igennem enten i løbet af gymnasiet eller senere - og det kan ofte føles som en et kæmpe chok at blive færdig, finde ud af hvilket spor man skal vælge og komme videre i uddannelsessystemet. De aller fleste føler sig meget alene med de følelser, og derfor er det ikke altid noget man taler så meget om, selvom det er følelser, som de fleste kender til - i særdeleshed de fleste af dem som ellers har været "perfekte"/meget pligtopfyldende og altid har haft styr på det hele.

Du spørger om, hvordan du skal forholde dig til situationen -  både ift dit fravær og om du skal gøre gymnasiet færdig. Derudover tænker jeg, at du med situationen også mener, hvordan du skal forholde dig til dine følelser omkring fremtiden generelt og at du føler dig presset og ikke kan tale om det samt er bange for at skuffe din familie og omgangskreds. Hvis vi tager det sidste først, så kommer jeg til at tænke på, om du har hørt om andre i din klasse eller omgangskreds, som har følt det sådan eller om du har en god veninde som du føler dig tryg ved, som du kan tale med om tingene? Jeg tror, at hvis du kan tale med nogen om, hvordan du har det, vil du opdage, at du ikke er alene. Derudover er det rart at have en at vende tingene med i den sidste tid af gymnasiet.

Du fortæller også, at du føler du har stået lidt i skyggen i din familie, selvom det ikke har været deres hensigt. Jeg kommer til at tænke på, om din familie er klar over, at du har det sådan? Hvis du går rundt og er ked af det, er det ofte sådan, at dine forældre måske godt kan fornemme, at der er noget i vejen, men måske ikke hvad. Selvom det er svært, tror jeg at det vil være godt, at du tog en snak med dine forældre om, hvordan du har det - så kan de også hjælpe dig med at få styr på fraværet, snakke med dig om de spørgsmål du generelt går med om fremtiden og hjælpe dig, hvis du oplever at blive mere presset. Du fortæller, at du er bange for at skuffe dine forældre, og den frygt er helt normal, især når man altid har været den pligtopfyldende, men forældre ved godt, at deres børn ikke er perfekte, og jeg er sikker på, at dine forældre meget hellere vil støtte dig i at komme godt videre, end at de vil have et barn som har en facade på og føler sig stresset og presset.

I forhold til om du skal færdiggøre gymnasiet i år og hvordan du skal forholde dig til dit meget høje fravær, så tænker jeg, at det har du faktisk allerede besluttet selv, idet du jo skriver, at du gerne vil gøre det færdigt i år - om ikke andet så for at være færdig, og det synes jeg, lyder som en god plan. Når først du står på den anden side af eksamen, kan du begynde at tænke på, hvad der så skal ske. Jeg tænker, at det i den forbindelse vil være godt, hvis du får hjælp til ikke at få mere fravær. Det kan du få ved f.eks. at lave aftaler med dine forældre eller en veninde om at hjælpe dig med at komme afsted om morgenen og til timer. Derudover er mit råd til dig også at tale med en lærer, du har et godt forhold til, eller studievejlederen på skolen om, at du har det svært i øjeblikket, og at du er bange for, hvad konsekvenserne af dit høje fravær vil blive. Så kan I sammen lægge en plan for, hvordan du gennemfører. Og hvis du taler med lærer og studievejleder omkring dit fravær, kan du også finde ud af, hvor slemt de tænker, at det står til i stedet for at gå og være bange for, hvad der kommer til at ske.

Selvom det er svært for dig at skulle tale om, hvordan du har det, vil jeg alligevel opfordre dig til netop det. Når man har det svært, kan det der hjælper aller mest være at tale med andre om det og få hjælp. Det er ikke meningen, at man skal klare alting selv - hverken når man går i gymnasiet eller senere i livet, når man oplever f.eks. stress eller voksenmobning :-)

Bedste hilsner
Anne