Jalux
Jalux
Der er kommet en ny pige i klassen og hun er blevet gode veninder med mig og min veninde. Jeg kan godt lide hende men nogle gange føler jeg også at hun er blevet bedre veninde med min gamle veninde og så bliver jeg ked af det. Skal jeg sige til min gamle veninde at jeg ikke vil have at de er sammen uden mig? Synes det er svært.
Kære dig,
Det lyder både spændende og svært, at der er startet en ny pige i din klasse. Først og fremmest synes jeg det er sejt og modigt, at i har budt hende velkommen i jeres vennekreds. Når det så er sagt, kan jeg forstå på dig, at det også skaber nogle udfordringer hos dig. Du skriver nemlig også, at du sommetider føler, at den nye pige er blevet bedre veninder med din gamle veninde og at det gør dig ked af det. Jeg forstår rigtig godt, at det gør dig ked af det, og her er det vigtigt for mig at fortælle dig, at det er fuldkommen naturligt. Jeg hører nemlig fra mange på din aldre, at det kan være rigtig svært at skulle dele ens bedste veninde med andre.
Jeg kom til at tænke på, om det mon gør dig ked af det, fordi du så kommer til at blive lidt jaloux på hende den nye pige, når hun hænger ud med din gamle veninde, og måske bliver bange for at miste det gode venskab du har til din gamle veninde?
Jeg har i hvertfald lyst til at fortælle dig, at det at føle sig jaloux er en følelse de fleste børn og unge kender til, det vil de fleste simpelthen opleve flere gange i løbet af ens liv. Sometider kan det være en følelse som opstår fordi man er bange for at miste noget godt man har i sit liv. Jeg forestiller mig, at du er rigtig glad for din gamle veninde og måske kan være lidt bange for at miste hende, hvis du lader din gamle veninde være sammen med den nye pige i klassen.
Det kan også være derfor, at du spørger du ind til, om du skal sige til din gamle veninde, at du ikke vil have at de er sammen uden dig.
Jeg forstår godt din følelse og tanke med, at forbyde dine to veninder at være sammen uden dig, men jeg er ikke sikker på at det er den bedste løsning. Vi kan bestemme over os selv, men hvis man prøver at lave regler for hvem andre skal være sammen med, kan det faktisk ofte have den helt modsatte effekt, end det man ønsker.
For det første kan din gamle veninde blive rigtig ked af det, fordi hun føler at du vil bestemme over hende. Det kan måske skade jeres venskab, selvom det slet ikke er det du ønsker.
Det kan også være at din gamle veninde vil føle at hun bliver nødt til at vælge én af jer, og så kunne det måske være dig hun ender med at vælge fra. Når man føler at man er ved at miste noget, får man ofte lyst til at have meget mere kontrol. Men et godt venskab er netop godt, fordi man ønsker at være sammen. Fordi man er fri til selv at bestemme, og man så bestemmer sig for at bruge tid med det menneske man holder af. Din veninde er netop så god og dejlig, fordi hun af sin egen frie vilje bestemmer sig for at være sammen med dig, og være din ven.
I stedet kunne du overveje at fortælle din gamle veninde, at du er rigtig glad for hende som din veninde, og fortælle hende, at du er så glad for hende, at du sommetider kan blive helt bange for at miste hende, når hun hænger ud med den nye veninde. Det kan tit hjælpe at få sat lidt ord på ens følelser. På den måde får du fortalt hvordan du har det, uden at det skal handle om at din gamle veninde skal gøre noget bestemt. Det lyder til at I alle tre har det rigtig godt sammen, når I er sammen alle tre. Måske har dine to veninder nogle ting sammen, som er helt særlige når de to er sammen. Men det tænker jeg også du har med din gamle veninde.
Jeres forhold behøver ikke blive dårligere af at hun også har andre tætte veninder. Så måske handler det også om at flytte dit fokus væk fra hvad din gamle veninde laver med jeres nye fælles veninde, og mere over på hvad du og din gamle veninde har sammen.
Det kan, som sagt, hjælpe at få sat lidt ord på ens følelser så måske kunne det hjælpe at tage sådan en snak med din gamle veninde.
Jeg håber mit svar kunne hjælpe dig :-)
De bedste hilsner Sara