Iskold

brevkassespørgsmål

Iskold

brevkassespørgsmål af
Signe
16 år
Oprettet 5 år 11 måneder siden

jeg har "noget" med en dreng. Vi startede bare lige pludselig med at skrive MEGET sammen. Ingen hjerter til at starte med, men så begyndte han at sende hjerter og samme gjorde jeg. Et stykke tid var alt fint og vi havde det hyggeligt sammen og vi kunne godt lide at skrive. Nu er det sådan at jeg tænker for meget over ting, men lige pludselig begyndte han at være kold (meget hurtige og korte svar uden smileys, som vi plejer) Jeg bliver trist af det og har egentlig ikke lyst til at spise noget, men har heller ikke lyst til at skrive til ham og spørge hvorfor, fordi jeg gider ikke at virke desperat. Hvad gør jeg??

Svar: 

Kære du,

Jeg kan høre at du ked af det og det kan jeg godt forstå. Du skriver at du tænker meget over tingene, og det kan være både godt og skidt. I dette tilfælde synes jeg jo faktisk at du har fat i noget. Jeg synes også det lyder som om, der er sket en forandring - hvad der præcis er sket, kan jeg jeg ikke vide, men når i har været vant til at sende smileys og hjerter og generelt skrevet meget sammen, så kan jeg godt forstå du bliver ked af det og tænker over at han pludselig skriver hurtige og korte beskeder uden smileys. Du skriver at du ikke har lyst til at spørge ham hvorfor, og det synes jeg faktisk heller ikke du skal lige nu. Jeg tænker at du skal lade helt være med at skrive til ham og se, hvad der sker. Hvis ikke du hører mere fra ham, så har du fået et svar kan man sige. Hvis han så skriver til dig og i begynder at skrive sammen igen, så tænker jeg at du sagtens kan spørge til, hvad der skete dengang han pludselig svarede kort og hurtigt. Men lige nu er mit bedste råd til dig at lade ham være. Jeg ved selvfølgelig godt at det være svært og at du er rigtig ked af det lige nu, og det er altså også helt okay. Det kan være en god hjælp at hygge godt om sig selv når man ked af det - gøre de ting man godt kan lide, som at hygge med veninderne eller familien, se serie, gå en tur i det gode vejr eller, hvad der gør dig glad. Du skal nok komme ovenpå igen, det lover jeg dig. Giv det lidt tid nu her, lad ham være og vær i stedet rigtig god mod dig selv.

Jeg ønsker dig alt det bedste.

De bedste hilsener

Charlotte

Charlottes billede
Charlotte fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program