Intet social liv

brevkassespørgsmål

Intet social liv

brevkassespørgsmål af
Simon
16 år
Oprettet 5 år 1 måned siden

Sidste sommer blev jeg færdig på efterskole. Det var uden tvivl det bedste år i mit liv, og jeg har rigtig mange gode venner pga. af det. Siden da startede jeg på gymnasiet. Det var ikke for mig, og jeg kom ikke særlig godt ud af det med nogen. Derfor valgte jeg at droppe ud efter en måned, og holder nu sabbatår. Det er ikke fordi jeg ikke har nogen venner, eller noget at få min tid til at gå med, men jeg det er sjældent jeg kommer ud af huset for at være sammen med andre. Jeg ved ikke hvordan jeg skal lave nye venner der bor omkring mig, da jeg ikke er med i nogen sociale cirkler.  Hvad kan jeg gøre for at stifte nye bekendskaber?

Svar: 

Kære Simon.

Mange tak for dit brev.

Det lyder virkelig dejligt at du havde det bedste år i dit liv sidste år, da du gik på efterskole. Det lyder også rigtig skønt, at du fik en masse gode venner på efterskolen.

Jeg kan godt forstå, at du har lyst til få nogle nye venner nu her efter at du er stoppet på gymnasiet og ikke kommer ligeså meget ud hjemmefra. Du er langt fra den eneste, som godt kunne tænke sig at få lidt flere venner og bekendte. At tage kontakt til andre som man ikke kender, kan virke som et stort bjerg at skulle bestige og kan virke skræmmende, og det er helt almindeligt at have det sådan.

Du spørger, hvad du skal gøre for at stifte nogle nye bekendtskaber i nærheden af hvor du bor. Her er et par råd til, hvad du blandt andet kan prøve at gøre for at få nogle nye mennesker ind i dit liv.

Du kan prøve at finde nogle andre, der har nogle af de samme interesser som dig. Det kan ofte være nemmere at møde nye mennesker, når man har et eller man kan være sammen om. Det kan for eksempel være en fælles sag, et fælles projekt eller nogle begivenheder. Hvis man har et eller andet at være fælles om, behøver det ikke altid handle om en selv. Der er mange forskellige muligheder. Det kan være en sport du godt kan lide, en hobby du har, noget frivilligt arbejde i den by du bor i eller noget helt fjerde. Det kan være en måde at møde nogle nye mennesker på, som du har et eller andet til fælles med, og som derfor kan være det I starter med at snakke om og går op i.

Du kan også prøve at opsøge nogle steder, hvor du kan mødes med andre mennesker. Det kan være at der er nogle klubhuse eller foreninger i den by du bor i, faglige arrangementer, oplæg, kurser eller noget helt andet. Der er mange steder, hvor du kan engagere dig og samtidig møde nogle nye mennesker.

Du fortæller ikke hvad du laver, nu her hvor du holder sabbatår? Det kan være, at du kan finde et arbejde hvor der også er nogle kollegaer som du kan se til dagligt. På de fleste arbejdspladser vil man have flere kollegaer som man arbejder sammen med, de dage man er på arbejde. Kollegaer er ikke nødvendigvis nogen man har så meget til fælles med, ud over det arbejde man laver sammen, men derfor kan det stadig være meget rart at se nogen i sin hverdag, som man kan snakke med om, hvad man har set i fjernsynet eller lavet i weekenden. Man kan også være heldigt at få et arbejde, hvor man kan få nogle gode venner blandt sine kollegaer. Så kan man snakke lidt sammen når man er på arbejdet, og man kan også lave noget sammen når man har fri. Det kan være at man kan tage til noget sport sammen efter arbejde, spise sammen eller noget tredje.

Du fortæller, at du fik rigtig mange gode venner da du gik på efterskole. Det får mig til at tænke på, om der er nogle af de venner fra din efterskole, som bor i nærheden af dig, og som du vil kunne lave aftaler med og mødes med indimellem? Det kan også være at nogle af dine venner fra efterskolen har nogle venner, som bor i nærheden af dig, og som du måske kan blive introduceret for og møde? Det kan nogle gange være lidt nemmere at møde nye mennesker, hvis man har nogle venner eller bekendte til fælles. Det kan også være, at du har nogle gamle venner fra før du gik på efterskole, som du kan genoptage kontakten til, og spørge om I skal lave et eller andet sammen? 

Du kan også snakke med nogen og fortælle hvordan du har det. For det meste kan det være en hjælp i sig selv, at få sagt tingene højt og få luftet sine tanker. Det er bedre end at gå rundt med dine tanker helt alene. Det kan være at du har en ven fra efterskolen eller en fra din familie, som du har lyst til at snakke med og dele dine tanker med. De vil helt sikkert støtte dig og hjælpe dig, og måske har de endda nogle konkrete forslag til, hvad du kan gøre.

Det kan også være meget rart at huske på, at vi allesammen er forskellige, og derfor har vi også allesammen forskellige behov for at være sociale. Nogle mennesker har det bedst med hele tiden at være omringet af andre, og har et stort behov for at være sociale. Mens andre har det bedst med at bruge meget tid alene, og have en aftale en gang imellem, eller være sammen med en enkelt eller to gode venner af gangen. Sådan er vi så forskellige, og der er ikke noget der er mere rigtigt eller forkert end noget andet. Det vigtigste er bare, at man selv gør det, som man har det bedst med og trives bedst i.

Hvis du føler dig ensom i hverdagen kan du også tage kontakt til Ventilen, som er et tilbud til børn og unge som føler sig ensomme. Ventilen har mødesteder spredt ud over hele landet. Du er også altid velkommen til at skrive i vores 1-1 chat, hvor du kan snakke helt anonymt med en af vores rådgivere.

Jeg håber, at du kunne bruge mit svar.

De bedste hilsner fra

Gro.

 

Gros billede
Gro fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program