Hej Peter!

Min første tanke er, at det giver rigtig god mening, at den her fornemmelse af tomhed forsvinder, når du dyrker sport, idet der her er adrenalin i blodet, hjertet pumper og man kan ligesom mærke på sin krop, at man er der.

Samtidig så tror jeg, at de fleste oplever, at når de dyrker sport, så er der mindre plads til al usikkerheden. Til hvad-nu-hvis-tankerne og alt det andet som gør en utilpas, fordi man er koncentreret om den situation, man er i, modstanderen man står overfor og egen præstation. Sagt på en anden måde så sker der ligesom så mange ting, når man dyrker sport, at man virkelig kan mærke, at man lever, og hvis det er sport, som man nyder, som det lyder til, at kampsport er for dig, så kan det føles som om, at man glemmer alt andet omkring en.

Du skriver også at du føler et rush, når du skal sparre med andre, og igen tænker jeg, at det giver god mening, fordi selvom det selvfølgelig er kampsport og man kæmper mod hinanden, så er det stadigvæk en situation, hvor man er fuldt ud fokuseret på og i kontakt med et andet menneske, og det bliver jo ikke mindre fedt af, at begge parter typisk synes, at det er sjovt at være der. At du så fik tre kampe aflyst er mega ærgerligt, og jeg kan godt forstå, at det er frustrerende, når du havde set frem til det, men en fiasko det er du helt sikkert ikke. Du er ikke herre over dine modstandere og kan ikke gøre for at de melder fra. Desuden så er jeg helt sikker på at din tur nok skal komme. Indtil da, så tænker jeg at det bedste er at se det som en mulighed for at finpudse og justere din egen præstation og holde dig klar til din næste chance for virkelig at vise, hvad du kan.

Som sagt så beskriver du en oplevelse af tomhed udenfor din kampsport, også selvom du er sammen med tætte venner. Du skriver at du har svært ved at "connecte" med folk, og igen så forstår jeg godt, at det går dig på, men jeg vil også gerne lige knytte nogle ord til det. Jeg tænker nemlig at man også skal holde sig for øje, hvilken form for følelse man kan "kræve" af sig selv i forskellige situationer. Nogle gange kan man godt få det indtryk, at man skal være ved at sprænge af glæde, når man tilbringer tid med folk, man holder af, men for nogle er der måske mere tale om en følelse af tryghed, ro eller noget helt andet. Noget, som på trods af at det ikke føles så intest, stadig er der, men som måske også for nogle kan forveksles med en følelse af f.eks. tomhed, hvis man havde forventet ekstrem begejstring eller glæde. Så derfor tænker jeg, at det kan være en rigtig god idé virkelig at mærke efter: "hvad er det jeg føler lige nu og påvirkes det af mine forventninger til hvad jeg ville føle lige nu".

Når det så er sagt, så er en følelse af tomhed absolut en mulighed, og nok også noget de fleste føler fra tid til anden. Og jeg tænker at det er okay, og måske er et tegn om at noget ikke fungerer i situationen. For eksempel tænker jeg om den her følelse af ikke at kunne "connecte" med folk, om det f.eks. kan være fordi du og dine venner er vokset lidt fra hinanden? Er jeres interesser for forskellige, er I forskellige steder i livet, eller er der noget helt tredje, som kan være årsagen til at man ikke svinger så godt som man måske gjorde engang? Hvis svaret er ja, så kan man måske prøve at finde at løse det, se om der er noget andet der kan være samlingspunktet i stedet. Og nogle gange er det måske nødvendigt at acceptere at man er vokset fra hinanden, og at man ikke længere trives i hinandens selskab. Det er selvfølgelig svært at acceptere, men jeg tænker tit at det er vigtigt at huske sig selv på at man ikke skal hænge ud sammen med mennesker, som gør at man får det dårligt. Heller ikke hvis man har været venner hele livet. Det kan være vildt hårdt at acceptere at man er vokset fra sine venner, men jeg tænker at det bedste man kan gøre det er at se det som en mulighed for at møde nye menneske og få nye venskaber. Det er ikke altid nemt, at skabe den her kobling til et andet menneske, men måske det kunne være en idé at tage udgangspunkt i det du selv holder af som f.eks. din kampsport? Du skriver at du nogle gange ikke føler at du kan være dig selv i andres selskab, men måske det kunne være nemmere, hvis der er tale om mennesker, som du allerede ved, du har noget tilfælles med? Så jeg tænker f.eks. om der er nogle de steder, du træner, som du kan begynde at småsnakke lidt med? Eller måske spørge om I skal lave et arrangement, hvor I kan se nogle MMA eller thaibokse kampe sammen? Det behøver ikke at være noget stort fra starten, for det kan tage tid at bygge venskaber op og det er okay, hvis det altså kræver lidt benarbejde. Som ordsproget siger: Rom blev heller ikke bygget på én dag.

Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig lidt på vej og måske give dig lidt ro i sindet, men ellers så tænker jeg at det måske kunne være en rigtig god idé for dig at komme forbi vores chat en dag og få en snak. Du skriver at du selv knap nok ved hvad dit spørgsmål handler om, og det kan jeg egentlig godt forstå. Det er mega svært at sætte ord på præcis hvad man føler, men der tænker jeg, at det at snakke med et andet menneske kan være en rigtig god måde at få sorteret i ens tanker og på den måde få sporet sig lidt ind på hvad, ens frustation egentlig bunder i. Ellers er du jo selvfølgelig også velkommen til at skrive her i Brevkassen igen, hvis du hellere vil det.

Mange positive tanker fra Amanda