Indre skamlæber generer

brevkassespørgsmål

Indre skamlæber generer

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 8 måneder 4 uger siden

Hej

Jeg er en pige på 18 år, som siden 12 års alderen har været rigtig træt af mine indre kønslæber. Det er ikke så meget pga udseende, men fordi de generer mig fysisk i hverdagen. Jeg ved godt at alle er forskellige og det er helt okay, så det har jeg ikke brug for at få at vide igen.

 

Som sagt er det fordi det generer fysisk. Jeg kan fx ikke cykle, jeg kan ikke gå i bukser der bare strammer det mindste, uden det føles snurrende og gør ondt. Jeg kan ikke bade, da badetøj nærmest aldrig dækker det hele og når jeg intet tøj har på bliver de klemt pga mine lår.

 

Jeg skriver for at høre om hvordan det foregår hvis man skal have lov til at få dem opereret, da jeg ved at det normalt er ulovligt. Jeg har prøvet de sidste år bare at gå i løst tøj, og tænke at det bare er en del af mig, men det generer bare for meget til at det kan lade sig gøre.

 

Har overvejet at gå til lægen, men ved ikke om de kan gøre noget, og jeg ville blive rigtig ked af at få at vide der ikke er noget man kan gøre, da det sætter en stopper for mange ting i mit liv.

Svar: 

Kære Anonym

 Jeg kan godt forstå at du er frustreret over din situation. Det må være rigtig svært at føle sig fysisk generet af sin egen krop hver eneste dag. 

Du har helt ret i at det, i Danmark, ikke er tilladt at foretage kirurgiske indgreb af kønslæberne, hvis årsagen alene er kosmetisk. Det du beskriver synes jeg lyder til at være meget mere end det. 

Hvis ens kønslæber har negativ betydning for enten psykisk eller somatisk helbred, eller på anden vis er en hindring i hverdagen, kan man godt få foretaget et kirurgisk indgreb. Jeg synes bestemt du skal prøve at finde ud af om det er en mulighed for dig. I Danmark bliver de fleste der får foretaget et kirurgisk indgreb som det her, først opereret når de er lidt ældre. Årsagen er at kønslæberne kan udvikle sig til man er i start 20´erne, og ydermere kan ændre form og størrelse igen i forbindelse med en fødsel. Men det betyder ikke, at ikke er muligt at få foretaget indgrebet tidligere. 

For undersøge om det ér en mulighed for dig, kræver det naturligvis en vurdering og dermed også en undersøgelse, og der skal du til at starte med forbi din læge.
Jeg ved godt du skriver at du vil være ked af at gå til lægen, hvis resultatet bliver et nej. Det kan jeg godt følge dig i, men omvendt så er dine muligheder for at gå denne vej, slet ikke til stede, hvis du ikke starter med en snak med din læge. 

Jeg tænker du kan starte med at ringe eller skrive til din læge, og forklare de udfordringer du oplever, og hvilken betydning det har for din hverdag. Lægen kan vurdere om du skal undersøges hos din egen læge, eller eventuelt henvises videre til en speciallæge med det samme. Jeg kan ikke sige dig hvordan forløbet helt præcist vil være, for det afhænger fuldstændig af den vurdering og undersøgelse der foretages hos lægen. 

Det er tydeligt at høre, at dine kønslæber, ud over at være en fysisk udfordring i flere situationer, også har en væsentlig betydning for dit psykiske helbred. Derfor tænker jeg også du kan have gode muligheder for at kunne få den hjælp du ønsker. Jeg synes i hvert fald du skal undersøge det her nærmere, og jeg håber det vil lykkes dig at finde en løsning. 

Mange hilsner Julie

Julies billede
Julie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program