Welcome to my silly life:-(

brevkassespørgsmål

Welcome to my silly life:-(

Hej Brevkasse... Jeg er en pige på 13 år, som har et STORT problem. Jeg har altid været den populærer, begavet pige som scorede topkarakterer i ALT. Jeg har altid haft en stor vennekreds, og datet de seje fyre. Det hele startede da min bedste veninde droppede mig frem for en anden. Jeg tog det ikke så tungt, og fandt hurtigt to søde piger at gå med. Den ene af pigerne, lad os kalde hende Q, klikkede jeg totalt godt med. Den anden, lad os kalde hende Ø, var da osse sød, men jeg klikkede ikke totalt med hende. Jeg var rigtig sød mod hende, men hun blev aldig min bedste veninde. Det gjorde Q derimod, og vi blev uskillelige. Vi sov sammen næsten hver dag. Vi var bedste veninder i 2 et halvt år, men hun adviklede sig aldrig, og var stadig lidt barnlig. Mange sagde jeg skulle droppe hende, og jeg lod mig rive medaf stemningen, og besluttede mig for det var det bedste. Da jeg stadig var lidt populær, fandt jeg hurtig en ny pige at gå med. Hun var lidt mere fremme end mig, men det var ok. Vi klikkede rigtig godt, og jeg fortalte hende alt. Jeg åbnede mit hjerte, og samme gjorde hun. Vi snakkede tit om fyren, Å. Å var bare min drømmefyr, og jeg har altid været meget forelsket i ham. Han er min ekskæreste, og dengang var vi ikke de bedste venner. Men jeg var stadig vild med ham. Min veninde og jeg aftalte vi ALDIG ville have noget med ham, ´da vi begge var totalt forelsket i ham. Vi snakkede dog stadig med ham, og vi blev hurtig en slags 3-kløver os tre. Jeg skrev med Å hver dag. Men aldig mere end venne-snak. Det kunne jeg ikke byde min veninde. En dag holdte en pige en fest, og min veninde og jeg var begge inviteret. Til festen legede vi pandoras æske, og min veninde blev hele tiden spurgt: 'er Å sød?', 'snaver Å godt' osv. Hun blev temmelig sur, og sagde de ikke havde noget sammen. Næste dag spurgte jeg hende face2face, om hun havde noget med Å. Hun kiggede mig i øjnene og svarede 'NEJ, det kan jeg ikke byde dig'. Jeg blev SÅ glad og stolede på hende. Så kom juletid. Vi havde en jule-klippe-dag, hvor jeg snakkede med Å, min bedste veninde, og en anden pige. Den anden pige og jeg,besluttede os for at tage Å's mobil, og læse hendes sms'er. Vi skyndte os ud på toilettet, og læste dem... Og til min skræk var ALLE hendes sms'er fra Å, hvor han skriver hvor meget han elsker hende, og at hun er hans prinsesse osv. Jeg græd, og græd og græd. Hun havde løjet mig op i hovedet. Men jeg sagde intet til hende. Samme aften fik jeg en smsfra Å. Han skrev han ikke ville have noget med mig at gøre mere, og at jeg bare var SÅ klam. Jeg fortalte det til min bedste veninde, og hun sagde hun ville støtte mig fuldt ud. Jeg spurgte hende igen om hun havde noget med Å, og hun svarede 'Nej, på hele vores venskab-NEJ'. Et halvt år senrere var jeg fjender med Å,og min bedste veninde sagde stadig hun ALDRIG havde haft noget med Å. En dag da vi var på resturant fortalte jeg hende det. Hun fik et chok, og skældte mig ud. Men efter det bekræftige hun, at hun havde skrevet med Å. I hendes verden havde hun intet gjordt. Jeg var knust, men jeg tilgav hende, og hun lovede hun ALDRIG ville gøre det igen. Et halvt år senere finder jeg ud af at hun har noget med Å igen, men igen lyver hun. Fra den dag har jeg ikke snakket til hende. Jeg var blevet mindre og mindre populær i den tid, og havde til sidst ingen at gå til. Derfor begyndte jeg at gå med de retaderede osv. Jeg passer overhovedet ikke til dem, men jeg har ikke noget valg... mit liv stinker nu. Jeg lever i en STOR sorg, over mit liv... Samtidig bliver jeg mobbet af min tidligere bedste veninde, Q og Ø. De bagtaler mig på facebook, og kalder mig grimme ting. I starten tænkte jeg bare: 'lad dog dem'. Men nu er det blevet ret groft. Jeg har ingen venner, og bliver mobbet. Nogle gange glæder jeg mig bare til at komme hjem, ligeså snart jeg er i skolen, men hjemme er næsten ikke bedre.. Jeg har fortalt det til min mor, far og klasselærer. Min mor og far vil have at jeg skal skifte skole, men det vil jeg ikke. Jeg er MEGET genert, og har ikke lyst til det overhovedet. Min klasselærer gør ikke en skid. Derfor kontakter jeg jer. Jeg sidder tit på værelset og bare græder. Jeg ved ikke hvorfor, men tænker bare tit: 'Man har kun et liv, og jeg spilder mit på at være ked af det, blive mobbet og være klam'. Jeg har altid været meget tæt knyttet til min familie, men de er begyndt at sige: 'Vi kan godt forstå du bliver mobbet, hvis du hele tiden er sådan der', hvis jeg fx. er sur over et eller andet. Jeg er ALDRIG sådan i skolen..... Men det var lidt min historie.. Knus Amalie

Svar:

Hej med dig..

Jeg synes det er super godt, at du har snakket med din familie og jeg kan godt høre, at I er meget tætte derhjemme. Det er rart.

Det er også godt at du skriver herind, fordi jeg kan godt mærke at du lige har brug for at få det hele ud og høre en anden voksens syn på det. Og måske kan du bruge noget af det jeg skriver.

Jeg vil dele mit svar op i to afsnit. Det første handler om din ex veninde og Å, og det andet handler om den situation du står i lige nu.

Nu er dit venskab med veninden slut og det kan jeg sgatens forstå det fylder meget. Det er aldrig rart når et godt venskab slutter og specielt når du finder ud af, at hun på en måde har holdt noget hemmeligt for dig.

Som du allerede har oplevet med dine andre x-veninder, så ændrer venskaber sig og nogle venskaber kan holde i lang tid og andre venskaber i kort tid. Det er lidt forskelligt, men det er faktisk også helt normalt.

Det er ikke altid nemt at bevare et venskab, fordi det kræver at man passer godt på det og er meget ærlige over for hinanden. Det er faktisk lidt som et kæresteforhold.

Når man er teenager, så laver sommetider aftaler om hvad man må og ikke må. Du må ikke snakke med ham der, eller vi må ikke få følelser for den samme fyr og den slags. Det kan være en måde at vise, at man virkelig holder af hinanden og kan stole på hinanden som venner. Men der er lige et problem med sådan nogle aftaler..

De kan være umulige at overholde... man kan nemlig ikke bestemme hvordan den anden vil føle eller om man selv udvikler følelser for en anden person. Og så er man i problemer, fordi man havde jo lovet den anden, at det ikke måtte ske og så tør man ikke sige det, fordi så mister man sin ven.

Det lyder lidt til at det var det der skete mellem dig og din veninde.

Jeg tror at man i stedet for skal være ærlige over for hinanden og så snakke om det, hvis sådan nogle ting sker. Prøv at tænke over det, næste gang du får en dejlig veninde..:)

Og du skal nok få en masse dejlige veninder i fremtiden, selvom det lige nu mærkes rigtig svært. Lige nu føler du dig ret alene og mobbet i skolen. Det er rigtig hårdt og det er godt du har fortalt det til din lærer og dine forældre.

Det kan ikke undgås at der er perioder hvor det er svært at være ung, ja faktisk kan det være svært i perioder for alle mennesker, og man kan virkelig græde meget og føler det hele er uoverskueligt.

Men det skal nok blive nemmere for dig, men det kræver at du gør noget for at det kan blive nemmere. Derfor har jeg to forslag til dig nu:

1. Det første er at begynde at være sammen med nogle andre piger, end dem på skolen og på en måde som er skæg. Prøv at begynde på noget i din fritid, hvor du er sammen med andre piger på en sjov måde. Kan du lige håndbold, spejder, fodbold, svømning...? prøv at snakke med din mor og far om det og så kom i gang med et eller andet i din fritid.

Det vil give dig nogle gode oplevelser, nye venner og en masse energi. Og det giver selvtillid og så kan det sagtens være at det smitter af på, hvordan du har det i klassen.

2. Det andet er at blive ved med at snakke med din mor og far om det og hvis du synes det bliver ved med at være svært, så synes jeg I sammen skal tage en snak mere med dine lærere igen og så skal I alle sammen prøve at finde nogle muligheder.

Så giv ikke op kære du...bliv ved med at bruge det mod du har vist her i brevkassen og så nyd solen her i sommer :)

De bedste hilsner

Erroll

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål