Hej. Jeg har tænkt ret meget over nogle ting på det seneste, i forhold til hvordan jeg ser mig selv... Mit selvværd er ret dårligt og jeg har mange symptomer på generaliseret angst osv., hvilket jeg også har snakket med min læge om. Jeg føler mig ofte splittet som person når jeg er i sociale situationer, da jeg konstant kan høre min egen stemme og se mig selv ude fra, jeg kan slet ikke slappe af og være autentisk - være mig selv. Jeg er nået frem til den konklusion, at jeg nærmest ser mig selv som et "objekt", og at det formentligt er det, der er skylden i mit dårlige selvværd. Alt hvad jeg gør og siger, hver eneste lille bevægelse eller ord, er fuldstændig påtaget og tilpasset modtageren. Jeg tænker, at det til dels også bunder i opdragelsen som pige, hvor man som pige får ros for at være sød og pæn, mens man som dreng får ros for de ting, man gør, og hvor man bliver opildnet til aktivt at tage del i verden, hvilket sociologiske studier viser... Men jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg skal få vendt mig eget selvbillede, så jeg kan blive aktør i stedet for objekt i mine egne omgivelser? Hvor de ting, jeg gør og siger, udgår fra mig, og hvor jeg reagerer på ting omkring mig, i stedet for at reagere på, hvordan jeg forventer, at andre vil reagere på mig? Hele min person føles splittet. Jeg har tænkt meget over, at det også kommer til udtryk i sex, hvor jeg har mere mig selv i fokus og hvordan jeg lyder og hvad jeg gør, fremfor hvad jeg har lyst til og hvad jeg selv kan lide for min egen skyld, hvis det giver mening? Jeg ser mig selv som objektet, og ser hellere indpakningen end substansen, som det vigtige. Det er vigtigere, hvordan jeg gør og opfører mig, end hvad indholdet for mig er i det. Jeg håber alt dette giver mening... Jeg vil bare så gerne opleve verden fra mig selv, i stedet for at opleve verden igennem mig selv, som jeg opleves af mine omgivelser... Så det er ensrettet, og ikke en masse indviklede tråde, hvor jeg aldrig hviler i mig selv, fordi jeg hele tiden er så selvbevidst. Kan I give nogle gode råd?