Hej Cyberhus.

Jeg skriver til jer fordi jeg simpelthen står en situation hvor jeg ingen kontrol har. Jeg er nu 16 år gammel, og har de sidste 5-6 år haft store problemer med min mor og stedfar.

Jeg er blevet slået med diverse køkkenredskaber, truet med kniv, pisket med ledninger, knytnæver, osv. Blå mærker, ridser, sår, og ar er noget min krop har været udsat for alt for mange gange.

Volden er udført af både min mor og stedfar, dog mest min mor. Det har været utroligt hårdt for mig psykisk.

Jeg er blevet kørt ned på, truet med at blive slået i hjel og en masse lignende ting af min mor. Jeg er af anden etnisk baggrund, og iflg. min familie er sådan nogle ting 'normale' og 'acceptable'. Lige nu sidder jeg med et blåt øje og dunkende hovedpine, efter et skænderi. De mange gange jeg har haft brug for at 'flygte' har jeg været hos min moster, nogle gange op til flere uger.

Hun har været stor hjælp og støtte for mig, men hun valgte sidste år at flytte til Malmø og har nu startet sin egen familie. Vi er desværre blevet 'uvenner' og har derfor ikke megen kontankt længere.

I Maj blev jeg smidt ud hjemmefra af min mor.  jeg kom og hentede min ting, men min papfar beordrede at jeg skulle blive, jeg følte mig på ingen måde hjemme, i mit hjem. (Min mor og stedfar har desuden fået to små børn, som jeg ikke føler mig knyttet til) Jeg følte og føler mig stadig ikke som en del af familien og det har min mor bekræftet, ved at fortæller mig at jeg splitter familien og kun er en belastning Jeg tog alligvel mine ting og tog over på mit arbejde, hvor jeg arbejdede sort. Min chef var meget venlig, og tilbød mig at bo hos ham og hans kone så længe jeg ville.

et par gange kunne han godt finde på at tage mig med på en køretur i hans bil om aftenen, uden hans kone vidste det, og spørge mig om alle mulige ubehagelige spørgsmål, som "er du liderlig", "hvad tænder du på", "kan du lide sex?" og så kunne han finde på at røre mig. Da jeg var bange for at han ville skade mig, eller voldtage mig, flyttede jeg straks ud, og flygtede hjem til min veninde. Der boede jeg så i 2 uger, og følte mig tryg og glad. Jeg tog til kommunen for at se om der var nogen løsning (det skal lige siges at mine forældre ikke kontaktede mig i al den tid jeg var væk) og de gjorde ikke meget, jeg blev dog henvist til sygehuset da jeg var i en svær depression og tidligere har haft selvmordstanker. Sygehuset bekræftede depressionen og tog mig hen til kommunen igen, hvor kommunens svar var "i skal snakke om det" jeg blev dog tilbudt efterskole ophold, men det takkede jeg nej til, da jeg har det svært socialt, og ikke har det godt med at omgås for mange mennesker. Jeg spurgte om jeg kunne få en ungdomsbolig, for dem kan man få som 16 årig. Men selvom jeg er 16 synes de jeg er for ung. Det mener jeg ellers bestemt ikke jeg er, og det mener jeg er svært for dem at udtale sig om, efter at have haft én samtale med mig.

Jeg er den ældste i en søskendeflok på 4, jeg har tre jobs og god løn, går på en gymnasiel uddannelse, og har en kæreste på 22 år, basale ting som at vaske tøj, og lave mad har altid været noget jeg har gjort selv, desuden betaler jeg ALT selv, skoleting, tøj, diverse aktiviteter, mobilregning osv selv. Jeg undgår helst at være hjemme, spiser måske hjemme 1-2 gange om ugen. Jeg vil rigtig gerne have min egen lejlighed/ungdomsbolig/værelse/rum. Bare et sted jeg RENT FAKTISK VIL KOMME HJEM TIL. uden problemer, stress og for mange tanker. Jeg forstår elvfølgelig det er hårdt at bo selv, men jeg er på ingen måde i tvivl om jeg kan klare det. Kommunen, har bare givet mig en 'ungekontakt' som er en person du kan snakke med om dine problemer, for at komme ud med dem. De har også snakket med mine forældre, men føler ikke jeg bliver taget seriøst på nogen måder. De her problemer er så store, at en 'lille snak' ikke hjælper. Jeg skal bare væk, og det skal være hurtigst muligt. Kan dette lade sig gøre, og HVAD SKAL JEG GØRE?