Ved ikke hvad jeg skal gøre.

brevkassespørgsmål

Ved ikke hvad jeg skal gøre.

brevkassespørgsmål af
Anonym
12 år
Oprettet 11 år 2 måneder siden

Det er sådan at min mor og hendes kæreste overvejer at flytte sammen, hvilket jeg først fik at vide her i formiddags. Mine forældre holdt op med at bo sammen, her for 2-3 år siden, og det var min mor der flyttede ud. Jeg bor i en lille by, hvor der er cirka 1 km mellem mine hjem. Jeg skiftes til at være hjemme hos min far og min mor hver ude. Jeg er så lige vendet mig, så meget jeg kan, til at bo her. De overvejer så at flytte en halv km væk, og jeg ved godt at det ikke er meget, og jeg skal selvfølgelig stadig gå op samme skole, men jeg har bare ikke lyst til at flytte igen! Jeg kan godt lide min mors kæreste! Syntes at han er ret sej, men at bo med ham....? Han har 3 drenge på min alder. Jeg gider bare ikke vende mig til et nyt hus igen! Mine søskende har vist ikke rigtigt noget imod at flytte, jeg vil bare savne der gamle. Jeg er ikke sur på min mor, min mors kæreste, eller nogle andre. Det kom bare som meget på en gang at skulle flytte. Og jeg har sagt til hende hvad jeg føler om det. Syntes i at jeg skal sige ja til at flytte, for at gøre min mor glad?

Svar: 

Hej med dig.

Jeg kan forstå på dig, at det med at skulle flytte sammen med din mors kæreste og hans 3 drenge er noget, som bekymrer dig. Du skriver også, at du er i tvivl, om du skal sige ja til at flytte for at gøre din mor glad eller ej.

Det kan være svært at skulle vænne sig til at bo et nyt sted, hvis man er glad for at bo, hvor man bor. Derfor er det rigtig flot, at du har fortalt din mor, hvordan du har det med at skulle flytte.

Når jeg læser dit brev, synes jeg det lader til, at du mest af alt er en lille bitte smule bange for, hvordan tingene vil blive, når I flytter?

Det bekymrer dig også at skulle flytte til en helt anden bolig, hvor man skal falde til – igen. Det kan jeg godt forstå, at du tænker på. Du, dine søskende, din mor, hendes kæreste og hans børn skal nu alle til at finde sammen i et nyt hjem, hvor I alle skal kunne finde jer til rette og have en dagligdag sammen. Det kan godt være, at det bliver lidt besværligt at få det hele til at falde på plads i begyndelsen, men jeg tror, at det nok skal komme til at gå, hvis I alle sammen vil det.

Jeg synes, det kunne være en god idé, hvis du fortalte din mor, at du er bekymret over at skulle bo sammen med hendes kærestes 3 drenge. Fortæl hende alle de ting, du bekymrer dig. Det er vigtigt, at hun kender til dine tanker omkring det at skulle flytte, så hun kan hjælpe dig undervejs, når I er flyttet sammen alle sammen.

Hvis du ikke selv helt ved, hvad det er, som bekymrer dig ved at skulle flytte, skal du sætte dig ned og tænke over det og måske også skrive nogle af tankerne ned undervejs, som de opstår.

Jeg synes, du skulle flytte med – ikke kun for din mors skyld, men også for din egen. Det vigtigste er, at du har fortalt din mor, hvordan du har det med det, at I flytter.

Hvis du går ind til det med et åbent og positivt sind, bliver det sikkert også en god oplevelse at skulle flytte. Og heldigvis skal du ikke flytte fra dine venner, din skole, fritidsinteresser osv. Så det bliver selve det nye hjem og det at skulle bo sammen med din mor, dine søskende, din mors kæreste og hans drenge, som du skal forholde dig til lige nu. Hver anden uge vil du stadig skulle være hos din far, hvor alt er, som det plejer.

Jeg tror på, at det nok skal komme til at gå godt alt sammen hen ad vejen. Det kan føles svært her i begyndelsen at skulle flytte, men med tiden vil du sikkert komme til at holde lige så meget eller mere af det nye sted, som du gør af det sted, hvor du bor nu. Hvem ved – måske bliver jeres nye hjem og tilværelse endnu bedre end dén, I har lige nu? Hvis man ikke prøver, finder man aldrig ud af det….

Tro på at det nok skal lykkes og du vil opdage, at tingene måske ikke ser helt så slemme ud, som du troede i begyndelsen.

Mange hilsner

Linda

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program