hej brevkasse. jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, jeg tror jeg er på vej til en mindre depression eller har en mindre depression, jeg er ofte trist og deprimeret, og tænker ikke over det når jeg er sammen med mine venner/veninder og kæreste, men så snart jeg bliver lidt alene daler mit humør hurtigt, ofte når jeg skal sove græder jeg. jeg har utroligt lavt selvværd, jeg har været blevet drillet i en del år efterhånden på nogle forskellige skoler, den seneste drilleri (mobning) var sidste år hvor det havde stået på i 1.5 år og havde endelig fået taget mig sammen til at snakke med min klasselære, hvor det røg videre og de fik besked på at hvis de mobbede nogle igen blev de bortvist indtil de havde lært at opføre sig ordenligt, det startede da jeg havde fået min første kæreste på den skole, og det ødelagde hele forholde med de idiotiske lorte unger af nogle pubertets drenge der synes det er sjovt at mobbe mig, mange af mine venner og veninder siger at deres "leder" nok havde følt at jeg ikke skulle nyde da han sikkert ikke selv havde en chance ved mig, men jeg tror ikke på det, tror mere det hænger sammen med han kender mig fra den gamle skole og har vidst jeg altid har været den stille pige uden nogle rigtige venner, og det havde ændret sig. Synes han nok han skulle spille smart, jeg hader mit udsende, har ret store lår pga jeg ikke er så høj er 155 cm høj, og vejer 58 kilo og er kraftig bygget angående knogler, det eneste jeg kan ide ved min udsende er mine øjne og har lyst til at tabe mig, og bare kun tabe mig, og ved det skal gøres på den rigtig måde og holder igen med de søde sager og alt det der, min mor er vægtkonsulent og vi spiser sundt ved de fleste lejligheder, og det er godt, hader bare min krop utroligt meget. har heller ikke den bedste kondi men nok heller ikke den dårligste da jeg cykler næsten til alt, (i skole, 2 km. på arbejde 8 km. ned i byen 2 km, og til venner og alt det der, jeg ville så utroligt gerne have en bedre selvværd og en af tingene der kan gøre det nemmere at få det er at blive tilfreds med mit udsende, men også at jeg forstyr på mine tanker, og hvorfor jeg har det skidt med mig selv. det var kun begyndelsen med det jeg ville skrive og der kommer desværre meget mere hvis i skal siddes ind i mit problem ordentligt, så jeg ville starte fra begyndelsen. Da jeg var lille var alt godt på overfladen, min fars kærlighed til min mor forsvandt stille, og han følte sig presset til at gifte sig med hende, da jeg blev født og der blev snakket om at slå to fluer med et smæk min barndåb og et bryllup, de blev gift og var sammen, efterhånden havde der været meget politi i huset da der havde været utroligt meget anonyme opkald til huset, og far blev beskyldt for det ene og det andet, blandt andet sex med min store søster som var 9 år på det tidspunk ca. Det passer selvfølgelig ikke og min søster bliver alligevel tjekket i underlivet for voldtægts skader, min søster har haft traume over det i mange år og er overhovedet ikke tryk ved gynækolog undersøgelse, (hun er i dag 24 år og har det stadig svært ved det) min far kom til sidst i varetægtfængsel da de skulle tjekke huset for stoffer, våben og alt det der, de fandt ikke andet end billeder af våben der var blevet taget i huset, b.l.a. maskingevær og det hele var taget her i huset, han sad varetægtsfængslet i 1 månede, og mine forældres forhold bristede, de endte med at blive skilt, i mellem tiden da jeg var 1 år, begik min mormor "selvmord" lige efter de var blevet skilt havde min mor truet med at tage sit liv og mit liv og var kørt med mig og havde ladet sin ældste datter på 13 år blevet tilbage uden at vide om hun havde gjort, det kan min søster ikke tilgive hende for, mens de voksne blev skilt, fik min far konstateret lymfeknudekræft, stadie 4 (uheldbredelig) og fik samtidig at vide han kunne ville leve et halvt år mere, så da var vi alle meget bekymret, og han fandt ud af hvem der havde sendt de anonyme (falske) opkald til politiet, han var meget vred på ham der havde gjort det imod han da det oveni købet var hans bedste ven, han endte med at have den vrede i sig i 8 år, min far fandt sig sig en ny kæreste, og det endte med at blive gift, Karen som hun hedder, har aldrig været særlig sød mod mig og min søster, og syglig jaloux, når vi sad sammen med vores far i sofaen og så tv, hun tjekkede hans mobil, sendte beskeder til min mor fra den med utrolig lede ord, hun fandt alle mulige latterlige grunde til at skælde mig og min søster ud, roste sine egne børn til skyerne og så videre, det endte med min søster tog afsted grædende, og jeg græd hver gang jeg skulle derover, uden min søster som støtte, jeg endte med at fortælle min far at jeg ikke ville derover, ikke mens hun var der, og et halvt år efter blev hans kræft være, og siden da har jeg følt det er min skyld at den blev værre fordi jeg sårede hans følser ved at sørger for jeg ikke kom derover, et år efter blev de skilt og jeg begyndte at se min far igen, hans sygdom var blevet utrolig slemt, han havde fået brok i maven og den var lige så stor som en højgravids mave, men det var pga brok og lymfeknuder (der var en lymfeknude på størrelse med en damehåndbold, i hans mave, (siden han fik konstateret har jeg altid været bekymret for han skulle dø og han har haft siden jeg var 7 år) så har på ingen måde haft en normal barndom, jeg nåede at have en sidste jul med ham inden kræften fik taget ham den var min bedste jul nogensinde, det var kun ham, mig og min søster, han døde den 4 oktober 2009 og har aldrig rigtig været glad eller lykkelig hele min barndom, selvfølgelig har jeg haft gode stunder, men jeg har aldrig følt mig fuldstændig glad, det tidspunkt jeg har været gladest er når jeg har været sammen med ham eller min kæreste, har aldrig haft en nat hvor jeg ikke har ramt de triste tanker, eller grædt, og det er kun noget af det der har tynget mig. min skolegang har været hårdt, har altid været dårlig i alle fag, og blevet mobbet ALTID eller holdt udenfor, har altid følt mig som den tykkeste i klassen og gør det stadig, jeg har altid følt mig klodset og dum, og tør ikke række en finger op i timerne så mine karakter er heller ikke noget at skrive om. og jeg føler mig træt, ukonsentreret og ligeglad med alt, jeg prøver at tabe mig men falder i og hader mig selv endnu mere, jeg tør ikke spørger om hjælp ved de voksne eller andre og ender med at blive endnu mere trist og for et anfald jeg ikke kan holde tilbage med surhed og tristhed som de voksne ser og der kommer et skænderi, har så endelig fået taget mig mod efter et anfald at fortælle dem lidt om hvad der er galt og er begyndt til psykolog, som jeg føler mig skyldig i at belaste med penge omkring det, jeg føler ærligtalt at jeg er tæt på at gå ned (gå i sort) uden den store chance for at få det bedre, jeg har haft selvmords tanker siden 4 klasse (skal til at starte i 10 klasse nu) og har heldigvis ikke haft modet til at gøre det, jeg føler mig forkert fordi jeg har lidt sadistiske tanker og tør ikke fortælle det til nogle, jeg er utrolig bange for at miste miste, altså til døden, og har mistet op til mange gange og det har taget hårdt på mig og æder mig op indvendigt, jeg har mistet min mormor, far, tante på 32 år, som har været som en mor for mig, miste nok snart min farmor da hun har fået kræft og har haft indtilvidere en stor risiko for at dø og de har fjernet hele hendes underliv for at fjerne alt kræften ( de er langt fra sikker på de har fjernet det hele plus de ikke ved længere hvilken kræft det er ) og min oldemor som også døde af en kræftsygdom, min mor har haft hudkræft og hun aner ikke jeg ved det, er bange for at miste hende og min søster til endnu en kræftsygdom eller andet, går rundt og er bange hele tiden, aner simpelthen ikke hvad jeg skal gøre, så please hjælp mig med at finde hoved og hale på mig selv og til at jeg får det bedre. knus