Underlige tanker!
Underlige tanker!
Hej jeg er en dreng op snart 19 år og jeg har her for nogle uger siden været i sommerhus med nogle kammerater og der var en dag hvor jeg prøvede stoffet ketamin, og dagen efter begyndte jeg at have alle mulige tanker det svært at forklare hvad det er for nogle tanker, men det som om jeg føre samtaler med mig selv og har stadig den stemme i tankerne og prøver virkeligt alt hvad jeg kan for at ignorere den men det som om npr jeg sidder med en masse venner også jeg ikke siger noget og bare kigger i min mobil så kommer den stemme frem i mit hovede også begynder jeg st virke fraværende og lade som om jeg ikke er tilstede blandt mine kammerater! :/ og den følelse jeg har kan jeg heller ikke bedkrivr men ved i on det er fordi jeg er ved at få psykose eller? Men skal nok også lige oplyse at jeg er desværre forbruher af hash, og har haft en utroligt hård barndom som lille og har ikke selv været den reneste person!
- men igen tilbage til den stemme, den kan få mig til at føle følelsen af at miste håbet om alt og at det bare er ligemeget med alt og alle og vil rigtigt gerne vide hvad det kunne være skyld i at jeg har fåret det sådan her fordi er nu inde for det her når det går udover mig selv men har hjulpet mange med selvmordstanker og at få dem til at stoppe med at cutte så tager det stille og roligt (:
- men håber i kan svare på mit spørgsmål så det kan være jeg kan få lidt hjælp (:
Hej med dig.
Det lyder til, at du oplever noget meget ubehageligt i form af stemmen og den følelse, stemmen efterlader dig med. At du oveni at høre stemmen også oplever at have haft en svær barndom og være forbruger af hash gør garanteret ikke din situation lettere at være i. Jeg synes, det er flot, du har skrevet herind til os for at få hjælp, da det kan være første skridt på vejen til at få det bedre.
Du ved det sikkert, men jeg vil alligevel fortælle dig, at det ikke er nogen god idé at eksperimentere med forskellige rusmidler. Stoffer som hash og ketamin er afhængighedsskabende, og når først man er begyndt at forbruge dem, vil man opleve, at der hele tiden skal mere og mere til for at opleve en virkning. Oveni det kan stofferne også meget nemt være med til, at man får nogle psykiske problemer, bl.a. fordi hverdagen uden stofferne begynder at synes kedelig, grå og indholdsløs. Du skal derfor passe meget på med at bruge alle former for rusmidler, og jeg vil selvfølgelig råde dig til helt at lade være i det omfang, det er muligt. At bruge stoffer kan virke fantastisk, befriende og lettende i det øjeblik, man tager dem, men som du selv har oplevet, efterlader de ofte en med en negativ følelse og en masse bekymringer, som man ikke ved, hvad man skal stille op med.
Du spørger, om du kan være på vej ud i en psykose. Da jeg ikke er læge og ikke kender din situation i dybden, tør jeg ikke udtale mig om det. Jeg kan dog fortælle dig, at jeg synes, det lyder som nogle alvorlige ting, du oplever, og jeg vil derfor råde dig til at opsøge din læge og fortælle om dine oplevelser. Din læge vil kunne fortælle dig om årsagen til, at du får det, som du gør, og han vil desuden kunne rådgive dig om, hvad du kan gøre. Det er også lægen, som kan fortælle dig om symptomer på psykose, og som kan undersøge dig for, om det er noget i den stil, du oplever.
Jeg synes, det er godt, at du reagerer på, at du er begyndt at høre stemmen. Specielt fordi det får dig til at føle dig rigtig ubehageligt tilpas, når den kommer frem. At du hører stemmen behøver ikke nødvendigvis betyde, at du er syg eller har en psykose. Mange mennesker oplever på tidspunkter i deres liv at høre stemmer - specielt i de perioder, hvor de har det svært. For de fleste går det over igen, men hvis det bliver ved, bør man tale med sin læge om det, så det kan blive undersøgt. Jeg kan godt forstå, du tænker over, hvorfor du er begyndt at høre stemmen. Det er aldrig nemt at sige præcis, hvorfor man begynder at høre stemmer, da det kan være en reaktion på flere forskellige ting; at man har taget nogle forskellige stoffer, at man har det svært osv.
Jeg ved ikke om du kender til Netstof, men hvis du ikke gør, vil jeg råde dig til at kigge på siden. På Netstof vil du kunne chatte, skrive i brevkasse mv. med voksne, der har særlig forstand på unge og rusmidler. På Netstof kan du desuden også læse om andre unge, der oplever noget i stil som det, du gør, eller som har prøvet noget af det samme som dig.
Jeg tænker lidt på, om du har lagt mærke til, hvornår du især hører stemmen? Er det måske specielt, når du keder dig, eller er det på andre bestemte tidspunkter? Hvis du finder ud af, hvornår du hører stemmen mest, kan det være, du kan øve dig i at henlede dine tanker på noget andet hver gang, du er i disse situationer. Måske vil det med tiden få stemmen til at forsvinde. I øvrigt vil jeg opfordre dig til at høre dine sommerhusvenner, om de har haft nogle af de samme symptomer som dig, hvis de også har prøvet ketamin. Det kan være, de har nogle idéer til, hvad du kan gøre, eller måske bare kan fortælle dig lidt om, hvad de har oplevet i forbindelse med ketamin.
Jeg håber, du kan bruge svaret.
Kh. Matilde