tæt venskab ml. pige og dreng

brevkassespørgsmål

tæt venskab ml. pige og dreng

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 15 år 10 måneder siden

Kære Anita

Jeg er en pige på 17 år og min bedste ven er en dreng på samme alder.

Vi er meget tætte både psykisk og fysisk.
Vi taler med hinanden om stort set alt og krammer og holder om hinanden en hel del. Vi sover endda i samme seng engang imellem og ligger og holder om hinanden hele natten.
Jeg er virkelig glad for vores venskab men så heller ikke mere end det. Jeg er ikke forelsket i ham.
På det seneste er jeg begyndt at tro at han måske er forelsket i mig. Min vens anden ven har sagt til mig at han synes vores venskab er mærkeligt og at han godt kan være i tvivl om hvorvidt min ven er forelsket i mig eller ej.

Tror du godt han kan være min så tætte ven uden på nogen måde at være forelsket i mig? de fleste siger at drenge og piger ikke kan være venner uden at være tiltrukkede af hinanden bare lidt. jeg er ikke tiltrukket af ham!
Jeg er den eneste han er sammen med på den måde!!!
HJÆLP!

hilsen hende der elsker sin bedste ven.
 

Svar: 

Kære dig der elsker din bedste ven !

Jeg kan godt se problemet. Det lyder ellers dejligt at have en sådan god ven.

Det kan være svært, når man er af modsat køn og der vil nok altid opstå tidspunkter, hvor man bliver lidt i tvivl, om man er forelsket.

Jeg tror godt, at man kan være så tætte venner uden at være forelsket i hinanden.
På den anden side så kan venskab nogle gange føles som en forelskelse, fordi det er så dejligt at være tæt på nogen.

Jeg tænker, at du skal tale med ham om det og også gøre ham klart, at du ville blive ulykkelig, hvis det ødelagde jeres venskab.

Med udgangspunkt i dig selv og dine følelser skal du beskrive hvordan han betyder så meget for dig og hvad du er bange for.

Det kan godt være, at han umiddelbart bliver såret, fordi han er lidt forelsket i dig, men det er bedre at gribe det i opløbet, inden det føles forkert.

Når I ikke er kærester, så vil der komme et tidspunkt, hvor I hver især bliver forelskede i nogle andre.
Så kan det blive rigtigt svært, hvis I ikke bliver det på samme tidspunkt og ikke har talt det igennem inden.
Der kan let komme sårede følelser og jalousi indover.
Derfor synes jeg, I skal til at forholde jer til det sammen allerede nu.

Lave nogle aftaler med hinanden og få talt det godt igennem med hinanden.

Held og lykke med det !

Kærlig hilsen fra Anita
 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program