For tyk

brevkassespørgsmål

For tyk

brevkassespørgsmål af
Anonym
12 år
Oprettet 11 år 11 måneder siden

Jeg har i længere tid tænkt på hvordan jeg kan tabe mig. Det her er ikke noget, jeg bilder mig ind for det er rigtig nok. I klassen høre jeg rygter om de forskellige personer syntes jeg er tyk. Selvfølgelig bliver jeg meget ked af det. Og en dag, skete det at jeg - ikke stod så langt væk og hørte 2 piger og 1 dreng bagtale mig om at jeg havde store lår, og mave. Jeg vil så gerne tabe mig! Og jeg er tyk. Hvordan kan jeg det uden min mor opdager det? Jeg græder næsten hver dag, fordi jeg bliver så ked af det. Jeg fortalte min mor det, men hun siger at det er noget vrøvl og bliver bare sur, hun ved ikke at det er ret alvorligt. Hjælp, please... -Mia ):

Svar: 

Kære Mia.

Tak fordi du skriver herind.

Jeg kan forstå, at du og din mor ikke er enige om, hvor vidt du er tyk eller ej. Det vigtigste er, at du føler dig hjemme i din egen krop og at du passer godt på din krop og er god ved den. Det er svært for mig at vide, om du er for tyk eller ej, men ud fra det, du skriver, vil du formentlig have glæde af at begynde at træne din krop, så du ikke længere føler, at du ser tyk ud. Ved træning ændres fedt til muskler og du kommer til at se slankere ud. Du kan træne din krop på mange forskellige måder. Du kan løbe, cykle, gå til sport osv. Det gælder for dig om at vælge det, du synes er det rigtige for dig.

Jeg synes, du skulle fortælle din mor, at du gerne vil tabe dig lidt og at du derfor har besluttet at begynde at træne din krop og spise sundt. Det tror jeg hun vil acceptere.

Når du vil tabe dig, er det meget vigtigt, at du spiser de rigtige ting. Din krop skal have god næring, som den kan arbejde med. Du skal huske at spise alle 5 måltider i løbet af dagen, så din forbrænding holdes i gang. Hvis du fx gennem længere tid springer et måltid over for at ”spare” kalorier, ender din krop med at ”holde på kalorierne”, så du ikke kan tabe dig så let. Brug i stedet måltiderne på at spise sundt og ikke for meget.

Når det drejer sig om dine klassekammerater, synes jeg, du skal tale direkte med dem og spørge dem, hvorfor de taler sådan om dig. Du må være klar til at få et ærligt svar, men du skal til gengæld også fortælle dem, hvor ked af det du bliver, når de taler sådan om dig. Tal også med din lærer om det. Han/hun kan hjælpe dig med at være i klassen uden at skulle høre på snak omkring din vægt.

Når din mor ikke vil acceptere, at du er for tyk, er det nok fordi hun har sine grunde til det. Det kan være, at du rent faktisk ikke er så tyk, som du selv tror. Det kan være, at dine klassekammerater er på vildspor, når de taler sådan om dig. Det kan også være, at din mor er bange for at du skal tabe dig for meget og mener, at det bare er ”hvalpefedt”. Det er ikke til at vide. Hvis du vil fortælle din mor, at du måske ER for tyk, kan du bestille tid hos din læge. Han vil kunne fortælle dig, om du er for tyk eller ej og vil samtidigt kunne hjælpe dig med at lave en kost- og træningsplan, så du kan komme ned i vægt på en god og sund måde.

Det er vigtigt, at du husker at spise alle måltider og at du spiser nok, så du også kan klare at træne osv.

Husk i øvrigt, at det ikke er en god ide at begynde at tabe sig her omkring juletid. Der får man altid så meget fed mad og godter og det skal man give sig selv lov til at nyde. Du kan i stedet lave et nytårsfortsæt, hvor du beslutter dig for at træne din krop og spise sundt. En rigtig god vil være, hvis du kan finde en eller flere at træne sammen med. Så er det sjovere at løbe, cykle, dyrke sport osv. I sportsklubber er det selvfølgelig ikke noget problem at være sammen med andre. Men hvis du fx beslutter dig for at løbe eller cykle, bliver det meget sjovere, når man er flere om det. Så kan man følges ad og grine sammen undervejs.

Jeg tror på, at det vil lykkes for dig at tabe dig og at du igen vil blive glad for din krop. Husk også at lytte til din mor.  Måske har hun lidt ret mht. din vægt. Måske ser det hele ikke så slemt ud, som du lige nu føler. 

Hilsen Linda

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program