Traume

brevkassespørgsmål

Traume

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 11 år 7 måneder siden

Hej Cyberhus. Jeg har først for nyligt set en sammenhæng mellem noget, der skete i min barndom og hvordan jeg har det nu. Jeg har i mange år haft det rigtig svært socialt og med mig selv generelt. Haft symptomer på depression, stress, angst og lignende. Da jeg var 9 - 12 år havde jeg nogle rigtig slemme oplevelser med nogle veninder, som jeg først nu kan kategorisere som mobning. Jeg har egentlig bare brug for at komme ud med det her, så godt jeg kan, for at få styr på det... Sagen er, at det der skete dengang ikke lyder så slemt, men det tærede virkelig på mig. Jeg havde især én veninde, som vi alle sammen kæmpede for at få opmærksomheden fra. Hun kunne virkelig køre rundt med mig. Jeg har nu senere fundet ud af, at jeg er HSP (hypersensitiv person) da jeg har gået til psykolog. Dette forklarer måske, hvorfor disse oplevelser har påvirket mig mere end de andre, der var involveret. Jeg har altid været bevidst om og også fået at vide, at jeg var meget følsom - for følsom sommetider. Jeg havde en voldsom binding til mine forældre som barn, hvilket kan hænge sammen med, at jeg nok har været lidt isoleret i mine første leveår, da mine forældre er MEGET overbeskyttende. Jeg lærte på den måde, at verden udenfor var et "farligt" sted... Tillige har stemningen hjemme hos os svinget rigtig meget, da min far er maniodepressiv (hvilket jeg først for nylig har fundet ud af) og jeg har altid været meget følsom overfor kritik, da der ikke var plads til fejltagelser derhjemme. Trods disse ting har jeg haft en meget kærlig barndom og har et usædvanligt tæt forhold til mine forældre i dag også. Da jeg startede i skole var jeg meget genert og ville helst lege alene eller sammen med en veninde, som jeg kendte meget godt. Da jeg så fik disse nye veninder, gik det helt galt. Jeg har ikke rigtig ord for det, men denne ene veninde, som jeg forgudede, hun dominerede mig helt og aldeles. Jeg var aldrig forberedt på, at folk kunne finde på at behandle én på en sådan måde, så jeg var rimeligt forsvarsløs. Sommetider var vi venner, andre gange ikke, det var helt op til hende. Jeg lærte at tilpasse mig hendes luner fuldstændig. Sommetider samlede de tre piger sig og fik mig til at gøre en masse ting, jeg ikke havde lyst til, og jeg blev tit gjort nar ad. Så det svingede meget imellem venskab og grusomhed. Først da jeg blev 13 år kunne jeg se, hvad de gjorde, og jeg stoppede med at snakke til dem den dag vi startede i 7. klasse og har ikke snakket med dem siden, jeg afviste dem prompte da de ville være venner igen efter at have frosset mig ude i en periode. Når det var værst græd jeg hver dag så snart jeg kom hjem, jeg tog ofte hjem fra skole fordi jeg følte mig psykisk utilpas, jeg prøvede at skade mig selv på forskellige måder, jeg kunne ligge i timevis og sparke ind i væggen, jeg kunne ikke sove om aftenen fordi alting gjorde ondt og i skolen isolerede jeg mig, selvom jeg altid har været vellidt og de andre gerne ville være sammen med mig. I frikvartererne sad jeg alene og ignorerede alle, der kom i nærheden af mig, og gik alene hjem uden at mæle et ord med nogen, så snart vi fik fri. Så snart de ville være venner med mig igen, så var jeg jordens lykkeligste menneske og alt var glemt - ikke én eneste gang bebrejdede jeg dem noget, jeg var kun ked af det og overbevist om, at alt var min egen skyld. Det var psykisk terror. Hvordan kan man være sådan som barn? Har I et svar på det? Hvad er det, der gør, at jeg aldrig stod op for mig selv, men fandt mig i alt?

7. klasse var mit sidste skoleår på den skole, så skiftede jeg. Det år besluttede jeg mig for, at jeg ikke længere ville have noget med dem at gøre, og jeg blev venner med alle dem, jeg før havde ignoreret. Problemet er, at jeg lige siden dengang ikke har været tæt på nogen… Jeg tænker personligt, at det er et traume jeg har fået? Det ændrede fuldstændig min måde at handle og tænke på. Det værste er, at INGEN kan se, hvordan jeg har det. Og det er bestemt ikke fordi jeg ikke vil have tætte venner. Jeg har rigtig mange venner og har haft det i hele min gymnasietid og lige siden jeg startede på en ny skole i 8. klasse. Hvor selvglad det end lyder, så er jeg vellidt hvor end jeg kommer hen, jeg får overvældende positiv opmærksomhed, som burde være nok til at give enhver sit selvværd tilbage. Men lige siden jeg var de 12 – 13 år har jeg haft problemer, som er rigtig svære at beskrive, da de udelukkende eksisterer i mit hoved… Jeg kan aldrig slappe af i min krop, især ikke når jeg er ude blandt andre mennesker. Jeg sveder nemt, jeg kan ikke slappe af i kroppen og min vejrtrækning stopper midtvejs i halsen. Jeg er så skingrende, sindssygt selvbevidst, at jeg ikke kan beskrive det. Jeg har en tendens til at tage for mange smertestillende piller, fordi jeg får hovedpine af at være sammen med andre mennesker, og til fester drikker jeg mig så fuld, at jeg får blackouts, fordi det for en stund får mig til at glemme, hvordan jeg har det. Jeg føler, at jeg er i en tunnel. Jeg føler mig som en marionetdukke, jeg kan ikke styre mig selv – alt, hvad jeg siger, gør og tænker blandt andre mennesker føles som om, at DE får mig til det. Jeg bliver udmattet af andre mennesker, jeg føler mig ofte ulykkelig, jeg har en konstant følelse af frustration, fordi jeg ikke kan ”bryde igennem” min skal. Mine tanker, følelser og handlinger hænger ikke sammen. Det aftager ikke, det bliver bare værre, jo længere tid, der går, selvom det er så længe siden det er sket. I lang tid har jeg troet, at det bare var mig, der var noget i vejen med, og at min følelse omkring andre mennesker bare var dukket op ud af det blå eller at jeg altid havde været sådan. Mit selvværd er så elendigt, jeg føler mig konstant forkert på den og ønsker mig altid at være anderledes. Indtil for et eller to år siden kunne jeg begrænse disse følelser til at være i sociale situationer, men nu har de invaderet mit hoved i en sådan grad, at jeg heller aldrig slapper af når jeg er alene, jeg har hele tiden ondt i maven og en følelse af utilstrækkelighed. Jeg har altid været kreativ og kunnet lide at tegne, men det kan jeg ikke engang nu; tanken om at skulle præstere noget gør mig skrækslagen. Det værste er, at det ikke er til at se for andre, for jeg virker helt normal, tilmed virker jeg meget udadvendt og glad. Udadtil ligner jeg en succes; mange venner, pænt udseende, flotte karakterer, en velfungerende familie etc. Jeg har gået til to korte psykolog-forløb, men de kan ikke forstå det, for beskrivelserne af episoderne med mobning lyder jo som noget alle børn prøver på et eller andet tidspunkt og når de snakker med mig, synes de, at jeg virker glad og udadvendt. Men det er svært at forklare mine særlige omstændigheder – at jeg er ekstra følsom og at det har påvirket mig mere, end det ville have påvirket andre. Endnu sværere er det at forklare nuancerne i den her situation, for sommetider er jeg jo også glad, jeg bestræber mig på at være optimistisk – men det er som om, at fordi jeg har valgt at kæmpe videre med mit liv og forsøge at få det bedste ud af det, så er det ikke ”slemt nok” til at jeg kan få hjælp. Mit liv er jo godt. Det er bare min følelse omkring mig selv og min måde at danne sociale relationer på, der ikke fungerer. Når jeg er sammen med mine venner, går der en klap ned. Alt det, der kommer ud af min mund, har ikke noget med mig at gøre. Sommetider får jeg en mærkelig uvirkelighedsfølelse. Jeg føler mig nærmest ”dirrende”, jeg føler at jeg kastes hid og did i løbet af en dag følelsesmæssigt. Den mindste lille afvisning får mig til at krølle sammen indeni, jeg er hypersensitiv overfor folks ansigtsudtryk, toneleje og sprogbrug – alting køres igennem min hjerne og analyseres en ekstra gang. Jeg føler mig så tom… Så snart jeg om morgenen går ind på skolens område får jeg ondt i maven, men så snart jeg træder ind i klasselokalet så er jeg bare ”glad”. Panik… Som om jeg lukker ned i min hjerne og er fuldstændig i mine paniske følelsers vold. Det er som om det er et overlevelsesinstinkt, hvor man prøver at tilpasse sig alle de andre, fordi man frygter for sin egen eksistens. Jeg kunne putte så mange flere ord på det her, men pointen er, at jeg føler mig fortabt, og overdrevet bevidst, ude af stand til at være mig selv, anspændt og ængstelig… Hvad tænker I om alt det her? Er det et traume, hvad kan jeg gøre? Har jeg social angst? Tror I, at jeg nogensinde kan få et normalt forhold til andre mennesker?

Svar: 

Hej med dig...

Nej, nej og ja er svarene til dine tre afsluttende spørgsmål og til hele dit flotte skriv er det... du er på rette vej og du har en indsigt i dig selv og dine reaktionsmønstre som ikke mange på 18 år har. Super stærkt og super vigtigt... og nu skal den mærkelige indledning hvist forklares lidt mere :)

Og jeg vil gerne starte med den mobning du beskriver... for de første lyder det som om, at det har været nogle rigtig grimme oplevelser og over en længere periode. Og mobning er, ligegyldig om man er hyper sensitiv eller har været meget beskyttet derhjemme, noget der sætter dybe spor og som kan påvirke en i mange år fremover. Det kan lægge sig som en stor sort klump af svære følelser nede i maven, som bliver vækket til live, hver gang man er i en situation som kan minde om de følelser man havde dengang. For eksempel som du beskriver, når du er sammen med andre i sociale sammenhænge. Man kan svede, få fysisk ubehag og i det hele taget komme meget til at tvivle om man nogensinde kan slappe af og nyde sine venskaber og tro på, at man er god nok som man er.

For jeg tror meget det handler om, at man hele tiden har mistro til sig selv og hvad andre rigtig tænker om en..Det er som om alle de der gode signaler og det gode folk siger om en, ikke rigtig sætter aftryk inden i eller får den der sorte klump til at blive mindre. Mobning er bare noget rigtig dumt noget og kan have stor betydning.

Du fortæller også, at du er meget følsom og at du er det man kalder en HSP, Hyper Sensitivat Person. Du skriver også, at det kan være på grund af den opvækst du har haft.. fx. overbeskyttende forældre og en far der er maniodepressiv.... og du kan sagtens have ret i, at det kan gøre dig til en følsom pige og hvor oplevelser og følelser bliver forstærket. Men det er måske også nogle ting der gør, at du er i stand til at mærke dig selv mere og det er også noget der forstærker alle de gode ting..:)

Så jeg vil egentlig bare fortælle dig, at ja, ens følsomhed kan bliver forstærket af forskellige ting, men jeg synes også du skal se din følsomhed som en del af dig og som gør dig til dig. Og du er nemlig god nok som du er.

Omkring mine svar.. nej, nej, ja, så er jeg ikke psykolog eller psykriater, og har ikke undersøgt dig. Derfor kan jeg ikke fortælle dig med sikkerhed om du har et traume eller social angst, men ud fra det du beskriver, så tror jeg du oplever nogle udfordringer som er en konsekvens af de oplevelser du har haft i dit liv, men som ikke har udviklet sig til de svære sygdomme som social angst og traumer er.

Et liv er fyldt med op og ned, og gode tidere og svære tider. Nogle mennesker oplever udfordringer i livet, som betyder noget for dem i fremtiden og som man sommetider skal arbejd med, for at få de liv man gerne vil have. Og jeg tror du er en af de mange mange personer... jeg synes de reaktioner og følelser du beskriver er naturlige og logiske i forhold til den mobning du har oplevet, og JA, du kan få et normalt forhold til andre mennesker igen.

Men det kræver du får hjælp til det, fordi det er så svært at klare alene. Det er svært fordi man hele tiden skal kæmpe imod nogle af de destruktive tanker og følelser man har inden i og man kan hurtigt løbe tør for krudt og ideer til hvordan man skal gøre det. Her er en psykolog rigtig god..

Du har prøvet et par gange, men desværre uden den store succes... jeg fik to tanker da jeg læste det afsnit:

1. Det første var, at jeg tror ikke du skal fokuserer så meget på om psykologen forstod alvoren i den mobning du har oplevet. Det der er vigtigt er hvad du oplever NU og i de relationer du er i NU. Lige nu er det svært og det skal helt sikkert blive nemmere at være dig.. det fortjener du og det kan du få.

2. Gad vide om du var klar de to første gange?.. Nu ved jeg ikke hvornår det var du gik til psykolog, men det er afgørende at man er klar, at man er åben og modtagelig, men også at man kan få fortalt og forklaret hvordan man har det. På den måde kan psykologen bedre arbejde med dig og hjælpe dig.

Som jeg skrev i starten, så har du en kæmpe fordel i, at du allerede har så meget styr på hvordan du oplever de forskellige situationer i de forskellige sociale sammenhænge og hvordan du har oplevet din barndom. Det brev du har skrevet til os herinde, ville være guld værd for en psykolog, fordi du på flotteste vis får forklaret meget præcist hvordan du har det.

Derfor synes jeg du skal give det et forsøg til og få snakket med dine forældre om at du gerne vil prøve igen. Få vist psykologen det her brev og gå ind i det med det samme mod, som du har vist herinde. Og som du viste, da du sagde stop over for de piger.. Hvor var det bare fantastisk sejt af dig og viser hvor mange kræfter der er inden i dig. Det kan du godt være meget stolt over.

Ja, du er en følsom pige og vær stolt af det.:) og ja, du har været udsat for mobning og er blevet beskyttet lidt for meget derhjemme måske og JA.. det er udfordringer som du kan gøre noget ved og som på sigt vil gøre dig både stærkere som menneske og som vil give dig endnu mere dybde i den du er..Så bliv ikke skræmt af hvordan du har det lige nu, men gør noget ved det.

Hvis du ikke lige kan finde hoved og hale i det og måske sidder en aften og har brug for at vende det hele med en voksen, og måske også anonymt. Så kunne chatten herinde i Cyberhus godt være noget for dig. Tjek det ud her..

Kan du have det godt og jeg ønsker dig alt det bedste..

Venlig hilsen

Erroll

 

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program