Tomhed i sjælen

brevkassespørgsmål

Tomhed i sjælen

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 12 år 8 måneder siden

Hej. Jeg er en pige på snart 15 år, som går i 8. klasse. I fritiden rider jeg på min hest. Jeg har en masse venner, som betyder en del, samt en familie som elsker mig og omvendt. Alt i alt lyder dette godt, og det vil jeg også selv mene. Men for nogle dage siden blev jeg ramt af noget. En form for ulykkelighed. Hvergang jeg er alene eller bare et sted, hvor jeg ikke skal koncentrere mig om noget eller nogen, føler jeg det. Og når jeg så søger en årsag til denne følelse, er det eneste jeg mærker, tomhed i min sjæl. Jeg kender simpelthen ikke til grundlagdet for hvorfor jeg har det sådan. Så set som i går aftes græd jeg, inden jeg lagde mig til at sove. Jeg skriver herind for at finde ud af om det er unormalt at have det sådan engang i mellem. Dog også, for at svar på hvad der kan have forudsagt denne følelse, samt hvad jeg kan gøre, for at få den til at forsvinde.

Svar: 

Kære du

Jeg kan godt forstå du er bekymret over at du pludselig får en følelse af at være ulykkelig og derfor synes jeg også, at det er rigtig godt at du skriver herind for at fortælle om det du oplever og for at få nogle gode råd. 

Jeg vil starte med at svare på dit spørsmål om hvorvidt det er unormalt at have denne følelse. Det er helt normalt at man i nogle perioder i sit liv får en følelse af tomhed og af at være ulykkelig. Det skal selvfølgelig ikke være noget der kommer for tit og derfor synes jeg også at det er rigtig godt at du skriver herind allerede nu. Jeg synes det lyder til at du er en stærk pige, der tager vare på sig selv. 

Mit første råd vil være, at du får snakket med dine forældre om hvordan du har det og om den tomhed du oplever. Det er helt normalt at man ikke ved hvorfor man føler denne tomhed og derfor kan det hjælpe hvis du får sat ord på alle de tanker du har. Du lyder til at du har det rigtig godt med din familie og derfor tænker jeg også at dine forældre vil kunne være en rigtig god støtte. Det kan være svært at fortælle om det du beskriver, men du kan for eksempel starte med at vise dem dette brev, som du har skrevet herind med. Det kan være en god måde at få startet snakken på. Hvis du har en rigtig god ven eller veninde, kan det også være en god ide at fortælle hende/ham om hvordan du har det. Hun/han har måske også selv prøvet at have denne følelse og ellers kan det hjælpe dig til ikke at føle dig alene med alle tankerne.

Jeg synes også du skal holde fast i de ting du godt kan lide at lave. For eksempel at ride på din hest, som du skriver at du gør i din fritid. Det er vigtigt at du laver nogle ting du synes der er rare. Du kan for eksempel også finde en god bog eller film der handler om nogle positive ting, som du kan se om aftenen inden du går i seng. Det kan hjælpe dig til at tænke på nogle rart og få tankerne lidt væk når du er ked af det. 

Til sidst vil jeg igen sige at det er rigtig vigtigt at du ikke går alene med de tanker og følelser du har, men at du får sagt det til nogle du holder af og stoler på. Du er også altid meget velkommen her på Cyberhus, hvis du har brug for at snakke, få nogle gode råd eller bare fortælle om hvordan du har det.

Venlig hilsen Katrine

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program