Hejsa :-) Jeg er så heldig at have en super dejlig kæreste, som jeg må indrømme, jeg er ret skudt i :-) Men selvom jeg elsker ham - og han elsker mig, så har vi, som så mange andre, også vores problemer. Tilbage i april 2010 blev vi kærester første gang - forholdet startede under en aften i alkoholens tegn, og han slog op med mig 2 uger efter, fordi han ikke mente, at han havde følelserne alligevel. Den weekend hvor han slog op, var han meget svær at komme i kontakt med, svarede kort på beskeder, og slog jo så op, efter jeg ringede til ham, og spurgte hvorfor han var anderledes. Selvom det snart er 1½ år siden, er jeg i dag stadig utrolig urolig, når han blot i et døgns tid, ikke viser mig kærlighed. En uge efter vi havde slået op, genoptog vi dog vores flirt, og blev kærester igen juli 2010. Vores forhold var super fantastisk og vi var meget forelskede, og endte med næsten at bo sammen. I december lagde vi os begge med influenza og tilbragte en uge sammen i sengen - syge, og det var som om det tærede på vores forhold. Selvom det for mig virkede som om alt var okay igen, efter vi var blevet raske, slog min kæreste op få uger efter. Det var forfærdeligt! Har aldrig følt mig så hjælpeløs, fortabt, usikker og ked af det før. Hele det "vi" vi havde opbygget og var blevet til, var med et væk, og selvom vi skiltes med et kys, kram og med ønsket om at forblive bedste venner, føltes det som om min verden brød sammen, og jeg mistede al appetit. To dage efter skete det fantastiske dog - han skrev til mig, at han havde begået en fejl, og at vi skulle se, om det kunne fungere igen. Vi prøver, og en uge senere er vi kærester igen - og er det stadig! Vi har netop afsluttet gymnasiet begge to, og taler om at flytte sammen om et halvt til et helt år, vi er for få dage siden kommet hjem fra en FANTASTISK ferie sammen. Alt går egentlig som smurt, men.... Det at han slog op for et halvt år siden, har virkelig sat sine spor i mig. Jeg har svært ved at stole på hans kærlighed. Han kan skrive at han elsker mig, og jeg kan få timer efter så blive usikker på, om han siden har ændret mening. Sådan var det overhovedet ikke før! Det resulterer nu i, at jeg indimellem græder, når han skal gå. Det skete så her til aften: han har tilbragt aftnerne siden vi kom hjem fra ferie med sine venner, og dagene med mig.. Han er endda kommet hjem og sove med mig hver aften, men alligevel bliver jeg super ked af det, da han her til aften fortæller mig, at han skal over til vennerne. Jeg føler pludselig at han er på vej væk fra mig, og begynder at græde. Han sidder så, igen, med en tudende kæreste og forsøger at trøste mig og bekræfte mig i, at han elsker mig. Problemet er, at jeg ikke ved hvordan jeg skal arbejde videre med mig selv. Jeg vil super gerne have den tro tilbage jeg havde i starten, hvor jeg virkelig stolede på hans ubetingede kærlighed - og at den ikke kunne ændres så hurtigt. Jeg har prøvet at tale med ham om det, men han vil ikke høre mere om dengang vi slog op - og det har han stort set ikke villet siden et par uger efter. Han siger det er fortid og bliver lidt irriteret når jeg forsøger at bringe det op. Det skal siges, det med tiden er blevet meget bedre, og jeg er ikke lige så urolig for at han forlader mig, men jeg er træt af ofte at græde når han skal gå, og virke som en kæreste der kræver, at han kun skal være sammen med mig - for det skal han ikke, da jeg også selv har mange venner, jeg gerne vil have tiden til at være sammen med! Sorry for det lange indlæg :-) Tror det var godt at få ud i mere detaljeret form.