Hej Anonym

Jeg kan godt forstå du er lidt bekymret over de her tanker. Jeg vil meget gerne prøve at hjælpe. 

Jeg vil gerne sige mere om tankerne om et øjeblik, men først vil jeg lige sige at det glæder mig at du får behandling og hjælp. Det er nogle svære ting du kæmper med og det er vigtigt at erkende at det er en svær kamp at kæmpe helt alene, og at man har brug for hjælp. Det kræver ret meget mod at vise sin sårbarhed overfor andre, men det er samtidig ofte en vigtig forudsætning for at kunne få det bedre. Jeg er glad for at du tør få hjælp, for jeg ved godt at det kan være meget svært. 

Tilbage til tankerne. Jeg kan godt forstå du bliver bekymret og bange for de her tanker. Du spørger om det er normale tanker og det vil jeg sige ja til. Der er ikke noget unormalt i at have den slags tanker. Faktisk tror jeg at det er tanker som de fleste mennesker har ind i mellem. I nogle perioder af livet måske mere end andre. 

At de her tanker opstår er ikke ensbetydende at du har et reelt ønske om at klippe halen af en kat eller at skade din søster. Den her slags tanker om at gøre "vanvittige" ting kan handle om alle mulige ting og det er som sagt helt almindeligt at have dem. Mange mennesker kender eksempelvis tanken om at hoppe ud hvis de er i et højt tårn. Ikke fordi de har lyst til at dø, og ikke fordi de ikke ved at de selvfølgelig ikke kan flyve. Men hvis man står i et højt tårn og kigger ned er det måske netop tanken om at man ikke har lyst til at falde der sætter den modsatte tanke igang...tænk hvor let det ville være at træde ud over kanten. 
Jeg hørte for noget tid siden en retspsykiater (en psykiater der arbejder med psykisk syge kriminelle) fortælle om forskellen på en psykopat og så almindelige mennesker. Jeg synes han forklarede det ret godt. 
"Vi har vel alle prøvet at stå ved en fodgængerovergang sammen med andre mennesker og tænke: det ville være let at give ham der et skub ud foran en bil....bare et lille puf, og så ville han blive kørt ned. Det der gør en psykopat anderledes end almindelige mennesker er at de faktisk gør det...for vi andre bliver det bare en tanke." 
Jeg kan ikke sige dig præcis hvorfor de her tanker opstår, men nogle vil måske forklare det med vores angst for at miste dem vi elsker og angsten for at komme til at gøre andre fortræd. 
På en mærkelig måde kan hjernen hurtigt komme til at køre i selvsving, og udvikle det der måske starter med at være en tanke om at man ville være ked af at miste sin søster til tanken om hvor let det ville være selv at skade hende. Jeg ved godt at det ikke lyder særlig logisk. 
Men jeg kan måske bedre forklare det hvis man sortere det med at skade et andet menneske fra. 

Hvis du nu står på gulvet midt i dit værelse og får at vide at du bare skal stå og kigge lige ud...så er det højest sansynligt ikke noget problem. Men hvis du nu stod på taget af en høj bygning, helt tæt ved kanten, så kunne tanken om at du kunne falde måske være med til at få dig ud af balance. Selv om du stod rigtig godt, på et helt fladt tag. Det eneste du skulle gøre var at stå på helt samme måde som hvis du stod på dit værelse. 
Angsten for at falde kan blive så stor så den faktisk gør at du mister balancen. Det er ganske enkelt angsten der får hjernen til at gå i selvsving. 

Jeg kan godt forstå hvis du undrer dig over at det her er normalt for det er jo ikke hver dag man lige snakker med vennerne om at man da lige havde en tanke om at skubbe nogen ud foran en bil eller skære halen af en kat. Måske fordi man er bange for hvad andre ville tænke. Men det ér altså fuldstændig almindeligt. 

Du spørger hvad man kan gøre ved dem? Jeg tror ikke man kan undgå at de her tanker kommer, men hvis man ved hvad det er, kan man måske bedre håndtere dem når de dukker op. Hvis man ved at det "kun" er en tanke, som er helt almindelig, og en tanke som ikke betyder at man kunne finde på at gøre det så er det måske også lettere at skubbe tanken fra sig igen istedet for at hænge fast i tanken og blive bange for den. 

Jeg synes at du skal overveje at snakke med de behandlere du møder i familiehuset, jeg er sikker på at de også vil kunne fortælle dig at det er helt normale tanker, og jeg tænker at det kunne give dig lidt mere ro indeni. Og hvis du nu delte de her tanker med behandlerne når de opstår kunne de måske også hjælpe dig med at hurtigere at skubbe dem fra dig igen.  Det kan også være du har andre omkring dig som du er tryg ved og som du vil kunne dele de her ting med, for jeg tænker under alle omstændigheder at det er rart ikke at være helt alene med tankerne og angsten for tankerne. 

Mange hilsner
Niels-Christian